Fra 1. september vil der ’kun’ være 50.000 amerikanske soldater tilbage i USA. Obama har dermed holdt første del af sit løfte og kan sandsynligvis også holde anden del; nemlig at trække de sidste soldater ud i slutningen af 2011, samtidig med at han stiller op til endnu en periode i Det Hvide Hus. Frygten for et nyt Vietnam, hvor USA i årtier sad udsigtsløst fast i hængedyndet, synes at være blevet gjort til skamme.

Det er derfor et oplagt tidspunkt at gøre regnskabet op over Irakkrigen. Hvilke forbedringer har krigen bragt, og hvad har omkostningerne været? Har det været det hele værd?

Vi ved, at krigen har betydet, at flere hundrede tusinde irakere er blevet dræbt, og at flere end 4 millioner er blevet drevet på flugt. Vi ved også, at der er blevet dræbt næsten 5.000 vestlige soldater, og at krigen har kostet mange billioner dollar. Men krigen har også haft andre omkostninger. Og hvad godt er der kommet ud af krigen?

Det internationale retsgrundlag for, om et land lovligt kan angribe et andet land, er ganske klar. Enten skal begrundelsen være, at der er tale om selvforsvar – dvs. at det angribende land selv er blevet angrebet – eller at FN giver tilladelse til, at et land kan angribes, f.eks. for at forhindre folkemord.

Irak har aldrig angrebet USA eller andre vestlige lande, og FN gav i sin tid heller ikke af andre årsager sin tilladelse til et angreb. Derfor mente FN’s daværende generalsekretær, Kofi Annan, da også, at angrebet på Irak var ulovligt. I forbindelse med afhøringerne i Holland og Storbritannien er det fremgået, at disse landes øverste juridiske ekspertise var enig med Kofi Annan. En af krigens langsigtede konsekvenser er således, at den har svækket den internationale retsorden.

På samme måde kan man argumentere for, at vores eget demokrati er blevet svækket i kraft af krigens uærlige beslutningsgrundlag. Fabrikerede CIA de såkaldte ’beviser’ for at hjælpe Bushregeringen, eller tog de bare fejl?

Efterretningstjenester har en vigtig funktion i samfundet, og i et demokrati er det vigtigt, at vi ikke mistænker dem for at løbe om hjørner med os. Den proces, der førte til Irakkrigen, har snarere svækket end styrket vores tillid til efterretningsvæsenet, og til om vores demokratier fungerer godt nok.

Den vestlige økonomi er helt og aldeles afhængig af olien i Den Persiske Golf og vil være det i mange år fremover. Af samme grund har det været traditionel amerikansk politik at arbejde for at spille Irak og Iran ud mod hinanden for at forhindre de to lande i at samarbejde om at bruge olievåbenet mod os. I dag er de to lande allierede, hvilket betyder, at de nu står stærkere over for os end før.

Det sidste, vi er interesserede i, er, at der bliver skruet ned for olieleverancerne, eller at priserne bliver skruet op. Derfor har vi i fremtiden færre muligheder for at handle i forhold til de to lande. Hvis Israel eller USA f.eks. angriber Iran, kan man forvente, at Irak vil komme dem til undsætning og bruge olien som våben.

I Irak er billedet derimod noget mere positivt. Selv om der er store problemer med retsvæsenet og pressefriheden, kan man ikke benægte, at der i dag er demokrati i landet. Der bliver afholdt valg, regeringslederen er udskiftet flere gange, tilslutningen til nogle partier er gået op og til andre ned. Valgsystemet er blevet forbedret ved at gå fra lukkede lister, hvor det var partitoppen, der bestemte, til åbne lister, hvor de enkelte kandidater i højere grad skal kæmpe om vælgernes gunst.

Mens det tidligere var en snæver gruppe omkring Saddam Hussein, der bestemte alt i landet, er det i dag politikere fra det shiamuslimske flertal, der styrer landet. Landets styre er derfor i langt bedre samklang med befolkningen, og demokratiet har givet det politiske system den fleksibilitet, det savnede under Saddam Husseins diktatur.

Krigen og de forudgående FN-sanktioner har gjort irakerne fattige, og i dag er irakernes gennemsnitsindkomst kun det halve af iranernes.

Men fremtidsudsigterne er forholdsvise gode. Hvis Irak kan fastholde den relative stabilitet, som det har i dag, er det sandsynligt, at landet kan tredoble sin olieproduktion over de næste 20 år, og Basra i syd vil som en fugl Føniks rejse sig af asken og måske komme til at ligne Dubai og Abu Dhabi længere nede ad kysten.

Men der lurer også problemer i Irak. Selv om der i dag har fundet en vis forsoning sted mellem de forskellige etniske og religiøse grupper i landet, er der stadig stor mistænksomhed og fjendskab mellem dem.

Det vil tage lang tid for landet at komme sig over konsekvenserne af Saddams tyranni og borgerkrigen i 2006-2007, og al statistik peger da også på, at sandsynligheden for, at der igen vil komme et militærkup eller udbryde borgerkrig i Irak inden for de næste 20 år, er større end sandsynligheden for at det ikke sker. I en rentier-stat som Irak, hvor staten finansierer sine udgifter ved salg af olie i stedet for at beskatte produktivt arbejde, er fristelsen for at bruge statsmagten til at undertrykke oppositionen ganske stor.

Selvfølgelig er det umuligt at gøre regnskabet op i et samlet facit. Men hvis man spurgte de politikere, der i sin tid gik ind for krigen, om de ville træffe den samme beslutning i dag – med nutidens viden om konsekvenserne – tror jeg, svaret ville være nej.

------

Rettelse: I en tidligere version af denne artikel stod der, at krigsførelsen i Irak har kostet USA trillioner af dollar. Det var en fejloversættelse. En amerikansk trillion svarer til en dansk billion, som er en million millioner - eller tusind milliarder.