TV4’s afvisning af Sverigedemokraternas valgvideo, hvor burkaklædte muslimer løber om kap med en svensk rollatorpensionist, er blevet et symbol på forskellene mellem Sveriges og Danmarks håndtering af indvandrerspørgsmålet.

Fortalerne for den svenske model hævder, at det er fuldt legitimt, at svenske politikere og medier gør alt for, at Sverigedemokraterna ikke kan komme til orde. Kun dermed kan man forhindre racistiske holdninger i den bredere befolkning. Disse fortalere, herunder de svenske socialdemokrater, ser Danmark som et eksempel på, hvor galt det kan gå. Fortalerne for den danske model kalder den svenske model udemokratisk.

LÆS OGSÅ»Er du fra Danmark?! I er endnu værre«

Hvem har ret? Det er ikke nemt at svare på. Ligheds- og demokratiidealer er svære at diskutere. Til gengæld har vi gode muligheder for at beskrive, hvordan danskere og svenskere egentlig forholder sig til indvandrerspørgsmålet. Disse målinger støtter umiddelbart fortalerne for den svenske model. Danskerne er mere skeptiske over for indvandrere end svenskerne. Det er blevet målt i 2002, 2004, 2006 og 2008 i det, der kaldes ESS-undsøgelsen (European Social Survey):

Svenskerne vil acceptere større indvandring end danskerne. Og færre svenskere angiver, at indvandring er en trussel mod svensk økonomi og kultur. Den nordiske forskel er tilmed stabil. Målt på ESS-spørgsmålene bliver svenskerne ikke mere og mere skeptiske.

Svenskere er mere multikulturelle
Der er imidlertid ingen tvivl om, at svenskerne er underlagt mere snævre normer for, hvad der er ’stuerent’. Disse normer kommer i spil, når svenskerne får besøg af en interviewer fra Svensk Statistik. Danskerne har andre grænser. Men dermed er det ikke bevist, at indvandrerskeptiske holdninger kan undertrykkes i Sverige.

I 2009 gennemførte jeg en spørgeskemaundersøgelse i Sverige og Danmark, hvor spørgeskemaerne blev udfyldt og sendt med post, dvs. at de medvirkende anonymt skulle krydse deres holdninger af. I modsætning til ESS-undersøgelserne skulle holdningerne ikke fortælles til en fremmed interviewer.

Samtidig spurgte jeg direkte til synet på ikkevestlige indvandrere. Generelt er svenskerne mere positive over for indvandring – andre undersøgelser gennemført via post viser, at svenskere er mere multikulturelle end danskere. Men spørgsmålet er, om det også gælder indvandring fra ikkevestlige lande, hvilket er forbundet med større kulturelle og økonomiske problemer.

Undersøgelsen viste, at forskellene mellem danskerne og svenskerne er mindre end forventet, når man spørger anonymt om ikkevestlige indvandrere. På enkelte spørgsmål er svenskerne faktisk mere kritiske end danskerne.

Jeg anvendte i undersøgelsen nogle velkendte spørgsmål, som amerikanske undersøgelser har brugt til at måle holdninger til den afroamerikanske minoritet. I den ’bløde’ ende kan nævnes et spørgsmål om ’følelsen af samhørighed med ikkevestlige indvandrere’.

Her svarer 63 pct. af danskerne negativt. 16 pct. af danskerne angiver, at de ’overhovedet ingen samhørighed’ føler. Men svenskerne er faktisk lige så negative: 65 pct. af svenskerne svarer negativt, mens 17 pct. angiver ’overhovedet ingen samhørighed’. Altså næsten identiske svar.

I den ’hårde’ ende kan nævnes et spørgsmål om, hvorvidt ikkevestlige indvandrere er dovne. Her svarer 29 pct. af danskerne, at ikkevestlige indvandrere er ’dovne’. Den tilsvarende andel er 21 pct. af svenskerne. Det er en forskel, men den er ikke stor. Og igen viser det sig, at svarene fordeler sig meget jævnt.

Forskellen mellem Danmark og Sverige er ikke voldsom
Måske er det mest neutrale indvandrerspørgsmål, hvorvidt man skal bruge færre eller flere penge på gruppen. Her bliver interviewpersonen bedt om at lave en økonomisk prioritet, hvor nedskæring er legitimt. Her svarede 32 pct. af danskerne, at vi bruger for mange penge på at forbedre levevilkårene for ikkevestlige indvandrere.

De danske forringelser af indvandrernes levevilkår spiller selvfølgelig ind – det reducerer denne andel. Men det er alligevel slående, at det i Sverige er hele 42 pct., der mener, at der bliver brugt for mange penge på området.

Endelig kan man i stedet for at spørge til personens egen holdning spørge til det oplevede konfliktniveau, som det fremgår af figuren. Her svarer 6 pct. af svenskerne, at konflikten mellem etniske svenskere og ikkevestlige indvandrere er ’meget stor’, 48 pct. svarer ’stor’, mens kun en lille minoritet på 2 procent – ligesom i Danmark – svarer, at der ingen konflikt er.

Konklusionen er, at trods de store forskelle i mediernes og eliternes sprogbrug er befolkningernes holdninger ikke så voldsomt forskellige i Danmark og Sverige. Vel at mærke ikke, hvis de bliver spurgt anonymt og målrettet om de mest problemfyldte indvandrergrupper.

Den brutale (vil nogle mene) danske indvandrerdebat har ikke forført befolkningen til ekstreme holdninger. Og den undertrykte (vil nogle mene) svenske debat har ikke forhindret indvandrerskeptiske holdninger.

I det lange løb er den vigtigste faktor formentlig, hvorvidt Danmark og Sverige formår at løse de faktuelle problemer, der er opstået i kølvandet på indvandringen. Dette er begge landene godt rustet til. Et stykke af vejen bruges de samme instrumenter. Og formentlig har vi meget at lære af hinanden.