Store dele af den nye grundlov er sådan set færdig.

Grundlovsparlamentarikerne har været landet rundt for at inddrage lokalbefolkningen i processen, som skulle have været afsluttet i dag, 28. maj. Men på 2-3 af de væsentligste punkter kan man fortsat ikke nå til enighed.

Det drejer sig om integrationen af de tidligere maoistiske oprørere, om udformningen af føderationen og om den politiske magtdeling. Denne uenighed har ikke bare sat processen i stå, men bragt landet tættere på fuldstændigt anarki og kaos.

For to år siden, da Nepal gik til grundlovsvalg, tegnede der sig ellers et lysere billede af fremtiden. Den grundlovsgivende forsamling, som blev dannet efter valget, repræsenterede befolkningens store etniske diversitet og havde en rimelig køns- og aldersfordeling – noget hidtil uset i det hierarkiske og mandsdominerede land.

Den tidligere oprørsbevægelse UCPN, i daglig tale bare ’maoisterne’, fik overraskende over en tredjedel af pladserne i den grundlovsgivende forsamling og overtog efter nogle måneders tovtrækkeri premierministerposten. [falta-2]

Men sidste år i maj blev spørgsmålet om integration af oprørere og hærens stilling årsag til den forværring i den politiske situation, som nu truer den skrøbelige fredsproces.

Virkeligheden er mere kompliceret end som så
Ifølge fredsaftalen fra 2006 skal oprørshæren integreres og den nepalesiske hær demokratiseres – men i praksis sker der ingenting. Dette skyldes sandsynligvis dels, at hæren i høj grad er blevet et autonomt magtapparat, en slags stat i staten, og dels, at magtfulde partier, som det venstreorienterede UML og det mere konservative Nepali Congress – de to partier, som har været ved magten siden flerpartidemokratiets begyndelse i 1991 – har alt for stor interesse i at støtte status quo.

Et andet område, som man har svært ved at nå til enighed om, er, hvordan den føderation, som man udråbte i maj 2008, skal se ud.

Nogle ønsker etniske stater, andre ikke. I praksis ser de streger, partierne tegner på landkortet, ikke så forskellige ud, men alligevel har uenighederne også her været uoverstigelige.

»Efter al sandsynlighed vil hele det føderale spørgsmål blive lagt ud til en kommission, som kan komme til at sidde ganske længe«, vurderer Lars P. Christensen, programkoordinator for Danida’s faglige enhed til fremme af menneskerettigheder og god regeringsførelse i Nepal.

I slutningen af april i år forsøgte maoisterne sig med en generalstrejke for at tvinge den siddende regering til at gå af. Men efter seks dage måtte man afblæse strejken uden resultat. Den siddende regering nægtede at flytte sig og blev bakket op af den allestedsnærværende regionale supermagt Indien. Indien har sine egne maoister at slås med og ønsker angiveligt ikke, at de nepalesiske skal få for meget vind i sejlene.

På generalstrejkens sidste dag samledes et stort opbud af borgere på en plads i det centrale Kathmandu for at råbe politikerne op og sende et signal til maoisterne om, at man er træt af vold og strejker. Maoisterne på deres side havde fragtet 100.000 tilhængere og andre fattige mennesker fra distrikterne ind til byen for at demonstrere deres popularitet.

Strejken kom på den måde til at ligne de fattiges kamp for forandring mod de riges ønske om fred og stabilitet. Virkeligheden er nok mere kompliceret end som så.

Forlænge fristen i ellevte time
Ugeavisen Nepali Times har spurgt mere end 5.000 mennesker fra halvdelen af Nepals 75 distrikter, hvem de mener kan lede landet til fred og fremgang, og her peger knap 40 procent på maoisternes leder, Pushpa Kamal Dahal, mens hans næstkommanderende, Baburam Bhattarai, kommer ind på en andenplads med 29 procent.

Noget kunne altså tyde på, at ’vi har set de andre, lad os prøve maoisterne’-effekten stadig holder, også i Kathmandu – men måske også, at der i sørgelig grad mangler alternative kandidater.

Alt tyder dog på, at politikerne i dag – i ellevte time – bliver enige om at forlænge fristen for udarbejdelse af den nye grundlov med seks måneder: »Jeg tror ikke på en ny borgerkrig, men den nuværende situation med vold og mangel på retssikkerhed vil sandsynligvis fortsætte og måske endda eskalere«, vurderer Lars P. Christensen og fortsætter:

»En ting er sikkert, den gamle garde og dens magtpolitik har spillet grundigt fallit, og det er bydende nødvendigt at få de unge, de kasteløse og kvinderne frem i de etablerede partiers rækker. Men det vil tage mange år, før en ny generation kan overtage magten og for alvor gå i gang med den demokratiske hovedrengøring, som skal give udvikling og velstand her i et af verdens fattigste lande«.