For andet år i træk er søgningen til landets læreruddannelser steget.

Men det har ikke fået debatten om læreruddannelsen til at forstumme. Den ruller videre. Uddannelsens hovedproblem er, at den ikke påvirker lærernes praksis. Den problemstilling gør sig ikke kun gældende i Danmark, men også i mange af de lande, som vi ynder at sammenligne os med.

To nu klassiske amerikanske studier betvivlede allerede i slutningen af 1960’erne og midten af 1970’erne læreruddannelsens betydning. De fandt frem til, at forhold knyttet til personen og dennes tidligere liv spillede den største rolle for lærernes handlinger i skolen.

Lærere brugte hovedsagelig deres egne skoleerindringer som grundlag for deres undervisning.

Den nyere læreruddannelsesforskning har ikke for alvor rykket ved den konklusion. Lærere påvirkes fortsat af skoleerfaringer, og det gør sig ikke kun gældende for de færdiguddannede lærere, men også lærerstuderende.

Hvis studerende husker deres egen historielærer som en engageret og dygtig historiefortæller, er det den type historielærer, som de selv gerne vil være. Har de negative erindringer, så bruger de dem til at fortælle, hvordan de selv vil gøre undervisningen mere spændende og lærerig.

Ikke kun skoleerindringer påvirker lærere og studerendes fortællinger om og handlinger i skolens undervisning. Også deres opdragelse, de forskellige sociale relationer, som de indgår i, eller den personlige livshistorie i bred forstand.

2 beslutninger i minuttet
Lærere underviser forskelligt. Nogle underviser lærerstyret, mens andre er mere orienteret mod løbende dialoger med elever.

Men ifølge forskningen påvirkes de forhold kun i mindre udstrækning af læreruddannelsen. Formodentlig er det et grundvilkår, at lærernes personlighed betyder mere for deres handlinger i praksis end en 4-årig uddannelse.

Undersøgelser peger desuden på, at en lærer træffer op til 2 beslutninger i minuttet, når undervisningen foregår. Det efterlader altså ikke tid og rum til at konsultere uddannelsens teoretiske studieforløb.

Det er dog ikke et grundvilkår, at uddannelsen er virkningsløs. Uddannelsen kan få betydning.

Løsningen kan derfor være i stigende omfang at inddrage den personlige livshistorie i uddannelsen.

Når de studerendes egne skoleerindringer spiller en betydelig rolle for, hvordan de planlægger og gennemfører deres undervisning, er det vigtigt, at de bliver bevidste omkring det forhold. Ellers kopierer de bare deres egen skolegang, og det er ikke altid en god idé.

Analyser og udvikling af egen praksis må ikke overlades til den enkelte studerende. Uddannelsen må efterlade rum til, at de studerende lærer af hinandens praksiserfaringer og refleksioner, ligesom uddannelsens undervisere skal give kvalificeret sparring.

På læreruddannelsen kan der opstilles eksperimentelle undervisningsrum med ’rigtige’ elever, hvor forsøg kan gentages flere gange og udsættes for kontinuerlig feedback fra praktiklærere og elever.

Uddannelsen skal forsyne de studerende med forskningsbaserede undersøgelser, der kan kvalificere deres refleksioner over egen og andres praksis. Alle skriger på en forskningsbaseret læreruddannelse, men kun få forholder sig til, hvordan forskningens resultater rent faktisk kan få betydning for de studerendes læring og skolens praksis.

Relevante forskningsresultater
Empirisk funderede undersøgelser med konkrete observationer fra klassens undervisning, interviewudsagn fra andre lærere, analyse af elevprodukter har større gennemslagskraft hos de studerende end store teorikomplekser, der beskriver, hvordan undervisning bør foregå.

Uddannelsen skal kvalificere kommende lærere til at udviklingsorientere deres praksis.

Lærerstuderende skal trænes i at bruge metoder, hvormed de kan fastholde dele af deres egen undervisning i samspil med centrale forskningsresultater. På den baggrund skal de i dialog med eleverne kunne handle fremadrettet og udvikle egen praksis, så eleverne lærer mere.

LÆS ARTIKELRejsehold: Lærere skal uddannes bedre

Men udviklingen stopper ikke med uddannelsen. Derfor må partnerskaber mellem skoler, læreruddannelser, universiteter og politikere facilitere rum på skolerne, hvor lærerne fortsat kan udvikle deres egen praksis. Rum, hvor lærerteam med sparring fra skoleledelser og andre parter kan koncentrere sig om at analysere og udvikle undervisning.

Vi ved, at når lærere evaluerer og reflekterer over egen undervisning, er de mere tilbøjelige til at inddrage anden viden end deres egen. I de rum er det ikke kun viden fra uddannelsen, som kan bruges, men også relevante forskningsresultater.

Lærernes praksis er præget af noget andet end uddannelsen. Det vil de altid være, når lærerne skal træffe intuitive beslutninger, fordi Per gaber, og Lise larmer. Men uddannelsen skal sætte ind de steder, hvor den kan få betydning.

Den skal træne de studerende i, hvor de kan analysere og udvikle deres egen og kommende kollegers praksis. Den skal ikke bare formidle relevant forskning til de studerende, men undervise i, hvordan den skal bruges i skolens undervisning.