Der kommer rigtig mange til topmøde i FN i morgen, hvor verdens ledere skal tale om, hvordan de virkeliggør de løfter om at halvere andelen af fattige og sultende, de blev enige om ved årtusindskiftet.

Deadline er om fem år – i 2015. På flere områder tegner billedet godt. Men når vi ser på målet om at halvere den andel af verdens befolkning, der sulter, går det den forkerte vej. Og det mål står som det første af dem alle.

Forleden vurderede FN’s landbrugs- og fødevareorganisation, FAO, at det nu ’kun’ er 925 millioner mennesker, der sulter. Sidste år skønnede de, at tallet var på over en milliard sultende, fordi fødevarepriserne steg drastisk i 2006-08. Dette års tal tager ikke højde for de mange, som er ramt af katastrofer, bl.a. i Haiti og Pakistan – og vi ved endnu ikke, hvor mange ofre de stigende kornpriser vil koste.

LÆS OGSÅ Færre sulter på verdensplan

Målet om at bekæmpe sult er et af de 2015-mål, hvor vi har set de dårligste resultater. Det så rimeligt ud frem til 2005, især takket være fremgangen i Kina, men derefter begyndte det at gå helt galt. I antal er der nu flere, der sulter, end i udgangspunktet i år 2000. Og selv om man har garderet sig mod at være alt for ambitiøs, da målet blev sat, skal der faktisk i 2015 være en reel nedgang i tal – til ca. 585 millioner mennesker for at nå målet.

I dag er udsigterne dårlige. Det er der flere grunde til. En af dem er, at der slet ikke investeres nok i forskning og udvikling af landbruget. Her er Danmark et af de lande, der har skåret ned.

Økonomisk vækst kan ikke udrydde sult
Målet om at halvere sulten er oven i købet meget lidt ambitiøst. Da FAO holdt sit store topmøde om sult i 1996, aftalte man et mål om en reel halvering i antal mennesker, der sulter – ikke ’andel’ af en stærkt stigende verdensbefolkning. Det ville kræve langt større fremskridt. Men det var dengang, og i 2000 reducerede man målsætningen til at tale om en mindre andel af en stigende befolkning.

To tredjedele af verdens underernærede lever i blot syv lande: Kina, Indien, Etiopien, DR Congo, Bangladesh, Indonesien og Pakistan. I alle lande, minus Kina og Indonesien, har Folkekirkens Nødhjælp arbejdet sammen med lokale partnere for at skabe reel udvikling på landet. Det er her, man skal være, hvis man skal sætte reelt ind mod sult. Her bor syv ud af hver ti, der sulter.

Fra den virkelighed kan vi bl.a. fortælle om, hvor stor en forskel enkle metoder kan gøre. Hvor meget det betyder for en enlig mor i Malawi, at hun nu kan få vand til at overrisle sin mark takket være solfangere og pumper fra Grundfos. Eller om enkle dyrkningsmetoder i Zimbabwe, som betyder, at afgrøderne beskyttes mod at blive skyllet væk af pludselige oversvømmelser.

Vi har brug for flere af disse enkle, men effektive løsninger – og der er brug for rigtig meget forskning og støtte til at forbedre fødevaresikkerheden. Men hverken på internationalt plan eller i Danmark er det lykkedes at skabe forståelse for, at økonomisk vækst ikke i sig selv er nok til at udrydde sult.

Problemet er – som Dr. Robert Mwadime fra Uganda Action for Nutrition for nylig udtrykte det – at sultende børn ikke stemmer! Hverken i ulandene eller i Danmark. Dermed bliver spørgsmålet om at mætte de sultende et stedbarn blandt en hel række prioriteter.

40 procent af afrikanske børn under 5 år er underernærede. Og på det punkt er der ikke meget udsigt til at se ændringer. Bl.a. fordi de rige landes regeringer systematisk har skåret ned på investeringerne i landbrugsudvikling i ulandene. Ifølge FN’s Investeringsfond for Landbrug, IFAD, betaler investeringer i landbrug sig fire gange tilbage – og det er langt mere end andre områder.

Ifølge Verdensbankens 2008-rapport, Agriculture for Development, var investeringer i landbrug en af hovedårsagerne til, at Kina kunne nedbringe antallet af fattige på landet dramatisk og uden fortilfælde i verdenshistorien.

Nedskæring i bevillinger
Hëller ikke i Danmark stemmer de sultende børn. Under den nuværende regering er dansk multilateral bistand til international landbrugsudvikling faldet drastisk. Går man tilbage til 2001, gav Danmark 431 millioner kr. til FN’s landbrugs-, fødevare- og ernæringsprogrammer. Derudover gav man 95 millioner kr. til humanitær bistand via Verdensfødevareprogrammet WFP. Tilsammen blev det 526 millioner kroner.

Vi ser over årene en støt nedadgående tendens, og fra 2008 sker der en systematisk nedskæring i bevillingerne til landbrugsudvikling, mens katastrofemidlerne på fødevareområdet stiger. I Udenrigsministeriet forklarer man, at der er sket en ændring, så man i dag støtter FN’s humanitære indsatser frem for udviklingsindsatser på landbrugsområdet, men at det samlede beløb er uændret.


Ser man dette i et længere forløb og i forhold til 2015-målene, er der altså i de ti år, hvor man skulle halvere sulten, dels sket samlet voldsom nedskæring i den samlede multilaterale bistand til fødevarer og landbrugsudvikling, dels en voldsom omlægning væk fra støtte til udviklingsorienterede indsatser og over til humanitære indsatser (fødevarehjælp).

Der er stort behov for nødhjælpen. Alligevel forekommer det besynderligt at tage pengene fra de langsigtede investeringer.

Opgaven må tværtimod være at øge landbrugets produktivitet og dermed nedsætte behovet for nødhjælp – og i øvrigt at modvirke de negative konsekvenser, som klimaændringerne har på landbruget.