I 2015 ønsker regeringen, at kommunerne skal udbyde 31,5 procent af alle de opgaver, der efter gældende praksis må udbydes.

Det fremgår af den seneste økonomiaftale mellem regeringen og Kommunernes Landsforening. Det drejer sig f.eks. om ældrepleje, omsorgsopgaver, byggeri og drift af offentlige institutioner, busdrift, teknik- og miljøopgaver og meget mere. I kroner og øre handler det om 11-15 mia. kr. i ekstra opgaver, som skal sendes i udbud.

For en gennemsnitlig kommune med 55.000 indbyggere svarer det til opgaver for 110-150 mio. kroner. Vel at mærke i tillæg til de opgaver, som allerede i dag er konkurrenceudsat. Det er uden tvivl en ambitiøs målsætning.

En opgørelse af det samlede niveau for konkurrenceudsættelse i kommunerne viser, at andelen af opgaver, som kommuner udbyder blandt private leverandører, er steget fra 18 procent i år 2000 til 25 procent i 2009. Men opgørelsen viser også, at der er lang vej til de 31,5 procent, som regeringen ønsker. Kun fire ud af 98 kommuner lever i dag op til det mål.

Ved konkurrenceudsættelse udbydes opgaver, som både private aktører og kommunen selv kan byde ind på. En række kommunale opgaver må dog ikke udbydes. Det gælder eksempelvis lovbundne myndighedsopgaver.

Flere danske sammenligninger viser, at udliciterede opgaver løses billigere end opgaver løst i offentligt regi. De danske analyser støttes af internationale studier, som har påvist besparelser på mellem 6 og 20 procent, afhængig af hvilken sektor man kigger på. Analyserne viser også, at der er størst mulighed for gevinst på de tekniske områder.

Det kommunale selvstyre betyder, at det traditionelt har været frivilligt for kommunerne at vælge, om de ville løse en offentlig opgave selv eller udbyde opgaven blandt private leverandører. Friheden kan være en fordel, fordi det giver kommunerne mulighed for at vælge løsninger, som er tilpasset de lokale politiske ønsker og behov. Omvendt er det sværere at forpligte hver enkelt kommune til bindende mål.

LÆS OGSÅ Gravskrift for kommunerne

En opgørelse viser, at kommunerne i 2009 i gennemsnit konkurrenceudsatte 25 procent af de opgaver, som efter gældende praksis må udbydes.

Men det dækker over store forskelle: De 10 kommuner, som konkurrenceudsætter flest opgaver, har et gennemsnit på 32,6 procent, mens de 10 kommuner, som konkurrenceudsætter mindst, har et gennemsnit på 18,5 procent.

AKF’s undersøgelser viser, at det ikke er borgmesterens partitilhørsforhold, der er afgørende. Konservative, socialdemokratiske og Venstre-borgmestre udliciterer stort set lige meget.

Der ser heller ikke ud til at være klare forskelle på store og små kommuner. Men der er en lille tendens til, at bykommuner udliciterer mere end landkommuner, og til at sjællandske og københavnske kommuner udliciterer mere end kommunerne i resten af landet. Årsagen kan til dels være, at der inden for nogle opgavetyper er et bedre udviklet marked af udbydere i de større byer.
Hvis man ser på traditionelle opgørelser over udlicitering, fremgår det, at kommunerne stadig udliciterer mest på de ’hårde’ aktivitetsområder som f.eks. veje, bygningsvedligeholdelse og miljø.

De ’bløde’ områder, som f.eks. uddannelse, beskæftigelse og sociale tilbud, er dog også ved at komme med. De kommuner, som udliciterer mest, gør det især på områder som trafik, infrastruktur og forsyningsvirksomhed.

Der er dog også en tendens til, at sociale opgaver og beskæftigelse udliciteres relativt mere i de mest udliciterende kommuner. Udlicitering på sundhedsområdet ligger lavt i alle kommuner.

LÆS OGSÅ Akademikere indtager kommunerne

Der er to veje at gå, når flere kommunale opgaver skal udbydes til private: Den første mulighed er, at de kommuner, som i dag ligger lavest, skal udlicitere væsentligt mere. Den anden mulighed er at satse på, at de kommuner, som har gode erfaringer med udlicitering, udnytter deres viden til at øge deres udliciteringsgrad yderligere.

Uanset hvilken af de to modeller man vælger, kan der være vigtige lokale hensyn at tage. Nogle kommuner vurderer måske, at det vil være dyrt at opbygge den nødvendige ekspertise, så de kan udlicitere mere. Andre har måske dårlige erfaringer med udlicitering eller ønsker en høj grad af fleksibilitet i varetagelsen af opgaverne.

Tænk på den gammeldags fastansatte pedel på kommuneskolen, som efter behov kan hjælpe med en række andre opgaver. Det vil næppe være lige så let med et eksternt firma, som får betaling for en række nøje fastlagte arbejdsgange.

Fleksibilitet er en afgørende problematik ved brug af private aktører. Hertil kommer en række problemfelter, som knytter sig til de administrative og juridiske omkostninger. Desuden er der en potentiel risiko for, at kommunen står tilbage med driftsansvaret, hvis den private aktør af den ene eller anden grund fejler. Endelig er markedet ikke alle steder lige veludviklet, og dermed kan der reelt være begrænset konkurrence.

Konkurrenceudsættelse fremstår altså på mange måder som et nyttigt redskab i kommunernes værktøjskasse. Men det er også et redskab, hvor fordele og ulemper skal overvejes nøje i de konkrete tilfælde.