Annonce
Analyse 17. nov. 2010 KL. 00.01

EU er ved at komme bagud i Afrika

EU’s forhandlinger om økonomiske partnerskabsaftaler med ulande er gået i stå.

fakta

Knud Vilby, journalist og ekspert i ulande.

EU har i omkring otte år forhandlet om økonomiske partnerskabsaftaler med en meget stor gruppe ulande, men de seneste tre år har forhandlingerne været i et dødvande.

De skulle have været afsluttet for adskillige år siden, og efter de oprindelige planer ville der i dag for længst have været velfungerende frihandels- og økonomiaftaler mellem EU og seks forskellige ulandsregioner. Men der sker ikke rigtig noget.

LÆS OGSÅAfrika afviser handelsaftaler med EU

I slutningen af oktober mødtes EU’s handelskommissær, Karel De Gucht, (igen) med handels- og økonomiministre fra ulandene for at bryde dødvandet.

»Vi kan ikke fortsætte på denne måde for evigt«, sagde Karel De Gucht, men der skete heller ikke rigtig noget ved dette møde. Nu skal der så være topmøde i slutningen af november. Håbet er, at man kan løfte uenighederne op over tekniske og bureaukratiske uenigheder, men det handler også om økonomi.

Dødvandet i centrale handelsforhandlinger siger både noget om EU’s aktuelle vanskeligheder i verden og om, at ulandene bl.a. i Afrika har fået andre partnere, både økonomisk og politisk. De udfordrer EU på en anden måde end tidligere.

Ulandene er de såkaldte AVS-lande, omkring 75 ulande i Afrika, Stillehavet og Vestindien, mange af dem gamle europæiske kolonier. AVS-landene har haft særlige aftaler med EU siden 1964, men gamle aftaler skulle afløses af regionale økonomiske partnerskabsaftaler (EPA’er).

Landene er inddelt i seks geografiske regioner, og ideen er at indgå EPA-aftaler mellem EU og de enkelte regioner. I alt seks aftaler.

Nervøsitet for fri handel
Grundideen i aftalerne er liberalisering af handel både internt i regionerne og mellem den enkelte region og EU.

Samtidig er der indbygget økonomisk bistand i systemet, bl.a. bistand til at udvikle produktionen, så toldgrænser ikke erstattes af tekniske handelsgrænser, men også bistand, der på kort sigt skal kunne finansiere fald i toldindtægter for ulandene. Og der er lavet beregninger, der viser, hvordan udvidet handel kan gavne alle partner.

Alligevel går forhandlingerne utrolig langsomt. Et af problemerne er, at ulandenes statskasser stadig i meget høj grad er afhængige af toldindtægter. Afskaffer man tolden, reducerer man statsindtægter, der i forvejen er alt for små. EU foreslår bl.a., at man i stedet indfører momssystemer, men det er ingen enkelt sag.


Der er også nervøsitet for, at fri handel virker alt for forskelligt for stærkere og svagere lande. Fri handel har det med at give fordele på lang sigt, men gøre ondt på de svage på kort sigt, fordi lokal produktion trues. Og det korte sigt kan vare ganske mange år.

Der er indtil nu lavet en regional aftale med den vestindiske (caribiske) region, men den er ikke implementeret endnu, og implementeringsprocessen er gået i stå. I de andre regioner er der uafsluttede forhandlinger.

Mens EU-forhandlingerne snegler sig af sted og i perioder slet ikke bevæger sig, sker der til gengæld en vækst i Afrikas samhandel med andre kontinenter. Verdensbanken har udgivet beregninger, der viser, at mens 48 pct. af Afrikas eksport i 2000 gik til Europa, så var andelen i 2005 faldet til 32 pct.

Til gengæld var eksporten til Asien i samme periode vokset fra 9 til 27 pct. I dag er eksporten til Asien formentlig større end eksporten til EU.

Pres på EU

Ved mødet i oktober sagde Gabons økonomi- og handelsminister, Paul Boundoukou-Latha, at »Europa har brug for Afrika« – med slet skjult hentydning til, at Afrikas ressourcer siden årtusindeskiftet er mere efterspurgte end nogensinde.

Kina er dominerende i Afrikas nye udvikling, men andre fremstormende økonomier som Indien og Brasilien spiller også en rolle, og de er parate til at lave bindende økonomiske aftaler med de afrikanske lande.

Ulandene opfordrer EU til at være mere fleksible i forhandlingerne. Der er ikke tvivl om, at ulandene udnytter, at de i dag kan forhandle til flere sider.

Det er et særligt problem for EU-forhandlerne, at EU har tilbudt specielt de mindst udviklede lande særlige midlertidige aftaler om fri adgang til EU-markedet for mange varer.

Ulandene er trætte af EU’s insisteren på, at de skal gennemføre reformer og indgå i besværlige gensidige forpligtelser.

Det er aftaler, der skal gælde, indtil de egentlige partnerskabsaftaler er på plads. De midlertidige aftaler gør det imidlertid muligt for ulandene at holde igen med indrømmelser. Der er måske ikke så meget at tabe, og det er usikkert, hvad de svageste stater kan vinde. Det understreger, at presset er på EU for ikke at komme bagud i det globale kapløb om Afrikaaftaler.

I en analyse offentliggjort af Det Internationale Center for Handel og bæredygtig udvikling (ICTSD) skriver forfatterne, at stemningen i mange af de EPA-forhandlende ulande er ved at udvikle sig fra træthed til irritation, og at EU’s ry som en venlig partner er ved at blive sat over styr.

Ulandene er trætte af EU’s insisteren på, at de skal gennemføre reformer og indgå i besværlige gensidige forpligtelser. De er også trætte af at høre på EU-forelæsninger om, hvad den rigtige politik er.

Risikoen er, at processen giver bagslag for EU. At den udvikling, der skulle give nye venskaber og stærkere samarbejde, i stedet udstiller EU som repræsentant for gammeldags europæisk bedreviden og forsøg på styring, mener kritikerne.

Det er derfor, der appelleres om, at processen løftes op på et højere politisk niveau. Op på et niveau, der viser, at forhindringerne kan overvindes og processen bringes videre. Men det er nok ved at være sidste udkald.

Annonce
Annonce

DEBAT – Mere plads til debat og indlæg

Læs Politiken hver LØRDAG BESTIL I DAG

God tone i debatten

Hjælp os med at sikre en sober debat. Hold dig til saglige argumenter, og brug klagefunktionen, hvis du støder på bandeord, krænkelser eller personangreb.

Læs reglerne for kommentarer LUK OG SKRIV KOMMENTAR
Annoncer
Annoncer
Annoncer

Dagens tegning

23. maj. KL. 00.01 Bæredygtig træhest

Det sker
Åbning. Nu kommer der gang i brød-konkurrencen på Gl. Kongevej. Fredag åbner Andersen Bakery stor butik på Frederiksberg. - Foto: PR-foto
22. maj. KL. 13.27

Brødgigant fra Hiroshima rykker ind på Frederiksberg

ibyen anbefaler

restaurant & cafe

Seneste Dagens tegning