Nu mere end to år efter det finansielle sammenbrud er det på høje tid, at vores politiske ledere sørger for, at de banker og andre finansielle institutioner, der var medvirkende til krisen, kommer til at betale deres del af udgifterne.

Og heldigvis ser det ud til at gå i den rigtige retning: først og fremmest fordi offentligheden fortsat er vred på bankerne. I de store finanscentre på Wall Street og i London har bankerne således givet anledning til et ramaskrig, fordi de har givet sig selv milliarder i bonusser på et tidspunkt, hvor alle andre fortsat kæmper sig gennem krisen.

Omfanget af det kaos, som finanssektorens kollaps har skabt, er svimlende: Den Internationale Valutafond (IMF) anslår, at krisen vil øge gælden i de udviklede G20-lande med 40 procent.

LÆS ANALYSE Kan Sarkozy genoprette et stærkt G20?

Lande som Tyskland og Storbritannien, der har været igennem en ’systemkrise’, har oplevet et fald i økonomisk output på 27 procent. Dette løber op i mere end 7.300 milliarder kroner for Tyskland og 4.400 milliarder kroner for Storbritannien.

Almindelige mennesker i Europa er blevet hårdt ramt. Millioner er blevet fyret, og lønningerne er stagneret. I takt med at skatteindtægterne er faldet, er regeringerne blevet presset til at skære ned på de offentlige udgifter inden for transport, uddannelse og sundhed for at få regnskabet til at gå op.

Skatterne for de fattige er også steget. Og det er ikke bare fattige mennesker i rige lande, der er ofre. En undersøgelse foretaget for Oxfam af Development Finance International viser, at de 56 fattigste lande står og mangler 65 milliarder dollar – 350 milliarder kroner – som følge af krisen.

Med udsigt til en potentiel gældskrise har to tredjedele af disse valgt at skære i udgifterne til mindst et af områderne sundhed, landbrug, uddannelse og sociale ydelser.

Uden et velfærdssystem som det europæiske, der redder os i svære tider, bliver verdens fattigste tvunget til at foretage det umulige valg mellem at finde penge til medicin, fødevarer og andre fornødenheder. Finanskrisen koster liv.

Heldigvis er ideen om, at den finansielle sektor bør betale mere, nu ved at være bredt accepteret i politikerkredse. Selv IMF, der ikke er kendt for progressiv politik, mener, at sektoren betaler for lidt i skat, og har foreslået en skat på bankernes finansielle aktiviteter (meget passende kaldet FAT-skat).

Vi, der arbejder med den såkaldte Robin Hood Campaign, foretrækker en skat pålagt finansielle transaktioner (FTT-skat). En minimal afgift (med et gennemsnit på blot 0,05 procent) på finansielle transaktioner vil ramme kortsigtede spekulationer – som i samfundshenseende er uden nytte – og afgiften vil ikke i væsentlig grad kunne skade økonomien som helhed.

LÆS SIGNATUR Politisk økonomi anno 2010

Ifølge IMF vil afgifter i finanssektoren både være mulige at indføre og nemme at indkræve. De vil også hovedsagelig blive betalt af samfundets rigeste.

Den slags ’Robin Hood-skat’ pålagt banker, hedgefonde og andre finansielle institutioner ville give milliarder af euro til at beskytte sociale ydelser og fattige mennesker i Europa – samt styrke udviklingslande og bekæmpe klimaforandringer.

EU-kommissionen, Angela Merkel, Nicolas Sarkozy og Storbritanniens vicepremierminister, Nick Clegg, er på papiret alle klar til at støtte ideen. Og præsident Sarkozy har lovet at gøre det til topprioritet for G20 i 2011, mens Frankrig har formandskabet. Men så længe USA stiller sig på bagbenene, er en global aftale i nærmeste fremtid usandsynlig.

Europa bør imidlertid ikke gemme sig bag verdens passivitet. Europa bør derimod danne fortrop med en skat over for finanssektoren inden for de næste måneder. Hvis Europa gør det, er det sandsynligt, at andre G20-lande følger med. Her bør Danmark spille en aktiv rolle for at samle denne ’koalition af velvillige’ på EU-niveau.

Blot fordi der er opbakning i offentligheden og blandt eksperter og ledere til en FTT- eller FAT-skat, betyder det ikke, at den bliver indført. Bankernes magtfulde lobbymaskineri advarer allerede nu politikerne om, at bankerne vil være tvunget til at flytte udenlands, hvis skatterne bliver indført.

Men alt tyder på, at det er tomme trusler. En fælles europæisk skat i finanssektoren vil udgøre en meget lille økonomisk risiko.

Mange lande, bl.a. Storbritannien og Schweiz, har indført deres egne FFT-skatter på aktier, uden at det har medført nævneværdige skader på deres finanssektorer. Storbritanniens nyindførte skatter på bankdirektørers bonusser afstedkom adskillige trusler om at forlade London, men rejseplanerne blev aldrig ført ud i livet.

Det er på høje tid, at politikere afslører bankernes blufnummer i dette pokerspil med meget høje indsatser. Den finansielle sektors lyst til at gamble har været med til at skabe det rod, vi befinder os i. Nu vil vi have vores andel af deres jetoner, så vi kan sætte fart i opsvinget.


Oversættelse: Niels Agerskov