Når den kinesiske præsident, Hu Jintao, i dag gæster Barack Obama i Det Hvide Hus, hænger der et damoklessværd over de to statslederes hoveder.

Hvis ikke det nye år skal følge sporet fra 2010, hvor verdens nuværende og kommende supermagt flere gange var på kollisionskurs, kræver det, at topmødet formår at genskabe en grundlæggende gensidig tillid.

LÆS OGSÅ Kina presser Obama på flere fronter

I år er der tilmed 40-års jubilæum for normaliseringen af forholdet mellem de to lande. Formelt set blev de diplomatiske forbindelser først endelig genoptaget i 1979, men tilbage i 1971 gennemførte Kissinger sin hemmelige mission til Beijing, som banede vejen for Nixons møde med Mao året efter og hermed for den opsigtsvækkende tilnærmelse mellem de to lande midt under den kolde krig.

I de forløbne 40 år har det amerikansk-kinesiske forhold langtfra altid været gnidningsfrit.

Frem mod den kolde krigs ophør var truslen fra Sovjetunionen et fælles samlingspunkt, men efter de kinesiske magthaveres brutale overgreb mod protesterende studenter i 1989 forværredes forholdet markant.

Op gennem 90’erne kom det således til utallige sammenstød om synet på menneskerettigheder, om våbenembargoen mod Kina og om den amerikanske støtte til Taiwan.

Men så kom krigen mod terror, og Kina fik lov til at forsvinde ud af Bushregeringens sikkerhedspolitiske radar, mens det økonomiske samarbejde omvendt udviklede sig til et punkt, hvor flere kommentatorer bebudede et nyt G2.

Det var dog ikke strategisk partnerskab, men derimod strategisk rivalisering, der endte med at blive overskriften for 2010. Problemerne opstod allerede i begyndelsen af året, da Obama først godkendte våbensalg til Taiwan for 6,4 milliarder dollar og dernæst mødtes med den tibetanske eksilleder, Dalai Lama.

Ved tidligere lejligheder har den slags udløst forudsigelige kinesiske protester, men denne gang valgte et mere selvtillidsfyldt Kina herudover at afbryde de militære relationer til USA på alle niveauer.

Herefter skærpede begge parter tonen og udkæmpede hen over året en lang række dueller om alt fra valutakurs og ulovlig subsidiering over cyberangreb og menneskerettigheder til militær modernisering og territoriale rettigheder i Det Sydkinesiske Hav.

De mange negative overskrifter udgør en alvorlig udfordring for to lande, hvis skæbner på mange måder er vævet ind i hinanden.

Samhandlen mellem USA og Kina forventes at ende på 385 milliarder dollar i 2010 med en ubalance på omkring 200 milliarder i Kinas favør. Den kinesiske eksportsektor er med andre ord stærkt afhængig af det amerikanske marked, mens amerikanske forbrugere omvendt kan prise sig lykkelige over billige kinesiske produkter (især elektronik, elektriske apparater, beklædning, legetøj) samt en lav rente takket være Kinas opkøb af USA’s hastigt akkumulerende gæld.

LÆS OGSÅKina og USA er stadig uenige om yuan

På dagens topmøde vil Obama endnu en gang presse på for en opjustering af den kinesiske valuta, mens Hu til gengæld vil påpege, at yuanens værdi faktisk er steget mere end 3 pct. over for dollaren det seneste halve år.

Et af de vigtigste topmøder siden 1979
Skæbnefællesskabet strækker sig dog langt videre end til samhandlen.

For det første har kineserne nu overhalet inderne som den største gruppe af udenlandske studerende i USA (ca. 130.000 i 2010). Det har sikret de amerikanske universiteter en vigtig kapitalindsprøjtning under recessionen, og topmødet ventes at afføde en ny rammeaftale om studierelaterede udvekslingsprogrammer.

For det andet kræver kampen mod klimaforandringer som minimum, at verdens to største udledere af fossile brændsler kan finde fælles fodslag. Frem for direkte udledningsrestriktioner har begge lande dog rettet opmærksomheden mod udviklingen af ’grønne teknologier’, og især kineserne har fået skabt et stærkt indre marked for bl.a. vindturbiner og solceller.

USA frygter nu, at Kina er ved at opnå et teknologisk forspring på området og har rejst en sag i WTO-regi om ulovlig kinesisk subsidiering, som også skal drøftes på dagens topmøde.

For det tredje indebærer Kinas voksende magt på den globale scene, at USA i stigende omfang har brug for Kinas støtte til at opretholde den internationale orden. Det gælder især indsatsen mod spredning af atomvåben, hvor Beijing indtager en hovedrolle i forhold til ’slyngelstater’ med nukleare ambitioner såsom Nordkorea og Iran.

Nordkorea modtager 90 pct. af sin olie, 80 pct. af sine forbrugsgoder og 50 pct. af sine madvarer fra Kina, mens Iran længe har bejlet til et energihungrende Kina for at foretage investeringer i landets lukrative olie- og gassektor, som de vestlige lande boykotter.

Op til dagens topmøde har udenrigsminister Hillary Clinton kraftigt opfordret Kina til at indgå et mere aktivt samarbejde med USA – ikke blot på dette område, men også inden for bekæmpelsen af terror og pirateri.

USA’s tidligere nationale sikkerhedsrådgiver Zbigniew Brzezinski skrev for nylig i New York Times, at topmødet er det vigtigste siden Deng Xiaopings USA-besøg i 1979, og at de to parter bør enes om en fælles deklaration, der kan udstikke rammerne for et velfungerende, symbiotisk fællesskab.

Men spørgsmålet er, om en eventuel deklaration vil være andet end en omgang diplomatisk vinduespynt. Ikke kun fordi frygten for ’truslen fra Kina’ er voksende i amerikansk politik, men også fordi Hu Jintao betragtes som en relativt svag leder, som i stigende grad udfordres af andre politiske aktører på hjemmefronten.

Senest demonstreret under den amerikanske forsvarsministers Kinabesøg i sidste uge, da PLA, den kinesiske hær, testede et nyt kontroversielt ’stealth-jagerfly’ uden på forhånd at have koordineret med præsidenten.

Hvis dette er udtryk for en mere generel tendens, skal der nok mere end det berømte hestehår til at sikre, at Damokles’ sværd blot forbliver en skygge over hovederne på Hu og Obama.