De sidste par måneder har budt på en serie af politiske ’tv-dueller’ i bedste sendetid.

Konceptet er den velkendte amerikanske udgave af politisk debatkultur: To sværvægtere diskuterer rigets vigtigste anliggender for at overbevise vælgerne om, at netop de har den bedste forståelse for, hvordan man får samfundets værdier og ressourcer til at spille sammen i en højere enhed.

I kølvandet på ’duellerne’ består hver gang det uundgåelige spørgsmål: Hvem vandt duellen? Hvem klarede sig bedst? Hvem demonstrerede, at de havde den rette plan for Danmark?

Man kunne håbe, at de timelange dueller med mere eller mindre legitime skudvekslinger ville gøre os klogere på svaret. Hvorfor skulle vi ellers sidde foran skærmen? Meget peger dog på, at vi ikke bliver stort klogere.

Hver gang en af de politiske dueller er overstået, er mønsteret i kølvandet det samme: De, der allerede var tilhængere af Lars Løkke forud for duellen, synes, at han gjorde det bedst. De, som forud for duellen var tilhængere af Helle Thorning, synes, at hun gjorde det bedst.

Vi slutter os til, at netop vores foretrukne kandidat klarede sig bedre, var mere troværdig og havde den bedste plan for fremtiden.

Lytter man til begrundelserne, bliver man dog hurtigt i tvivl om, hvorvidt folk overhovedet har overværet den samme duel.

Der er som hovedregel lysår mellem vores oplevelser af en tv-duel: »Lars Løkke vandt overbevisende, og Helle Thorning var direkte pinlig ...« skriver én, mens en anden skriver: »Helle vandt klart, Løkkes manglende evner til at styre økonomien blev udstillet ...«.

LÆS OGSÅDerfor klarer din favorit sig bedst i dueller

Men hvordan kan opfattelserne af én og samme begivenhed ende med at være så forskellige? Og hvorfor synes man altid, at ens favoritkandidat klarede sig bedst?

Nu kunne man umiddelbart tro, at forklaringen findes i, at folk er irrationelle rodehoveder eller bevidst søger at påvirke, hvad andre skal konkludere.

Der findes imidlertid en videnskabelig forklaring på fænomenet, der er bedre end den, at modparten altid er en dårlig taber eller politisk analfabet. Denne forklaring peger desværre på, at det er os selv, der er roden til problemet.

Forklaringen findes inden for moderne psykologi og erkendelsesteori og tager udgangspunkt i det faktum, at vi ikke tænder for fjernsynet som blanke tavler, men derimod ankommer med en lang række faste overbevisninger og forventninger.

Herefter leder fornuften – koblet til tv-duellens setup – til en række velkendte psykologiske og socialpsykologiske fænomener, der får os til at ignorere ellers relevante informationer, som strider mod disse overbevisninger og forventninger.

Allerede for godt 2.500 år siden skrev Thukydid, at det er en menneskelig vane at bruge overlegen fornuft til at ignorere det, vi ikke ønsker at indse. I dag er denne psykologiske tendens underbygget af en række klassiske eksperimenter.

Eksperimenterne viser, at når vi skal tage stilling til information eller holdninger, vi på forhånd ikke bryder os om, vender vi enhver tænkelig sten efter grunde til at forblive afvisende.

Det, vi ikke ønsker at høre, bliver med andre ord udsat for enhver tænkelig kritik og skepsis, hvilket står i skærende kontrast til den måde, hvorpå vi behandler informationer, der stemmer overens med det, vi allerede tror eller håber på; her leder vi i stedet efter historier og erfaringer, som bekræfter vores mening.

Hertil kommer, at vi allerede forud for debatten opfatter os selv som nogle med omfattende grunde til at tro på det ’verdensbillede’, vi lander med foran skærmen – og ethvert vidnesbyrd, der modsiger denne grundopfattelse, forekommer os at være uden tyngde og let at afvise.

For langt de fleste af os handler duellernes enkeltstående debatter således ikke om et valg mellem to modstridende påstande, men snarere om en ulige kamp mellem et godt forskanset verdensbillede og en enkeltstående påstand, der ikke lige passer os, fordi det ikke passer ind i dette billede.

Disse to faktorer er blot to af mange psykologiske elementer, der er med til at forskyde vores forståelse af det politiske indhold såvel som politikernes præstationer i enhver diskussion.

De politiske tv-dueller med deres presserende krav om at udråbe en vinder er dog med til at forstærke sådanne forskydninger ved at trække et sort-hvid-konfliktperspektiv ned over den politiske debat. Her er der ikke plads til de nuancer og alternative standpunkter, som den traditionelle inddragelse af flere partier og yderligere kommentatorer førhen gav anledning til.

I den forstand har duellen fjernet en forvirrende kompleksitet til fordel for flade og letforståelige modsætninger. Konfliktperspektivet betyder også, at enhver indrømmelse let tolkes som en svaghed – ligesom en bevægelse mod enighed falder uden for duellens journalistiske rammer.

Med andre ord er de politiske tv-dueller endnu et skridt på vej mod en demokratiforståelse, hvor kun de stærke høres, og hvor demokrati betyder, at 51 procent af vælgerne må bestemme enerådigt over de resterende 49 procent, der jo alligevel er politiske analfabeter og ikke selv afholder sig fra bevidst at misrepræsentere debatters udfald og indhold.

Der er dog et middel mod denne kedelige tendens: Sørg for at se de politiske tv-dueller sammen med en, du respekterer, men har en anden politisk holdning end dig selv.

Det er én måde at undgå de ekkokamre på, der normalt opstår foran skærmen, når du foranlediges til at tro, at du har ret, blot fordi dine ligesindede fortolker debatten præcis som dig. Det er naturligvis ikke selvbekræftende i samme udstrækning, men du risikerer at blive klogere.