Verdens økonomiske arkitektur ændrer sig i disse år, og der hersker næppe tvivl om, at Østasien og især Kina spiller en afgørende rolle i denne forandringsproces.

Verdens økonomiske magtcentrum er stadig USA, men USA bliver hver eneste dag mere og mere afhængig af udviklingen i Kina. Kinas største samhandelspartner EU befinder sig i en alt andet end gunstig position, og visionen om at blive verdens vækstregion i 2010 er faldet i grus for flere år siden.

Japan, der for få årtier siden var verdens anden stærkeste økonomi, befinder sig i en dyb krise med temmelig dystre fremtidsudsigter. Selv om det er for tidligt at afskrive USA, så er ikke bare tendensen, men også realiteten, at Kinas udvikling har medført en forrykkelse af økonomiens tyngdepunkt.

Danmark er i den grad en økonomi forankret i EU med næsten 80 pct. af markedet her, ca. 10 pct. i Nordamerika og 10 pct. i resten af verden. I den forstand er danske virksomheders internationalisering de seneste årtier ikke udtryk for en egentlig globalisering, da især EU, som i princippet jo er et hjemmemarked, fylder det meste af billedet.

Kina er – med andre ord – kun en lille brik i et dansk samhandels- og investeringsbillede.

Det er der selvfølgelig gode grunde til, da danske virksomheder med stor dygtighed i gennem mange årtier har formået at øge aktiviteterne i vores egen region ved at udnytte den geografiske tæthed, den kulturelle nærhed, den relativt ringe sprogbarriere samt en række andre historisk nedarvede fordele i forhold til EU og ikke mindst Sverige, Tyskland og Storbritannien.

Med nye strategier, øgede investeringer og større innovation kan dette ’hjemmemarked’ sikkert udvikles yderligere, men spørgsmålet er hvor meget og med hvilke omkostninger?

I de senere år har ca. 400 danske virksomheder etableret aktiviteter i Kina, og selvom vi langtfra har set resultaterne og slet ikke høstet frugterne, er spørgsmålet, om vi gør nok i forhold til det kinesiske marked. Fra 2002 til 2007 steg samhandlen fra 0,7 pct. til 1,7 pct., hvilket er mere end en fordobling, men samlet meget beskedent.

Hvis den europæiske økonomi fortsat er et lavvækstområde, er der grænser for ekspansionsmuligheder, og uden ekspansion har vi meget ringe muligheder for at finansiere velfærdsstaten.

Og uden en række stabile, men innovative velfærdsinstitutioner, som muliggør højt uddannelsesniveau, høj sundhed, høj erhvervsfrekvens mv., kan den særegne danske politiske økonomi ikke opretholdes og ej heller de konkurrencefordele, danske virksomheder besidder.

Skal velfærdsstaten udvikles og overleve, må vi forankre os i markeder og lande uden for Europa og Nordamerika. Derfor må vi udvikle en strategi, der sikrer, at Danmark får en større platform i Kina og i andre vækstøkonomier. Der er søsat mange aktiviteter i de seneste år, og brancheorganisationerne skubber på, men spørgsmålet er, om det er nok.

Vi bør forene ressourcer og koordinere initiativer – og udvikle en ny overordnet strategi. Selv de 20 største danske virksomheder er med få undtagelser relativt tilbagetrukket i forhold til en Kina-satsning. Den enkelte virksomhed ved i sidste ende bedst, hvor frugterne plukkes, men i et overordnet perspektiv er det særdeles problematisk, at tilbageholdenheden i forhold til Kina er så stor.

Sat på spidsen: uden en kraftig forankring på det kinesiske marked står den danske politiske økonomi og velfærdsstaten foran stagnation. Uden Kina, ingen fremtidig velfærdsstat.

Derfor står vi over for den opgave, at regeringen og Folketinget på vegne af den danske stat må udvikle en rigtig Kina-strategi, som i udgangspunktet erkender, at velfærdsstatens og virksomhedernes langsigtede overlevelse er afhængig af en forankring i Kina (og andre vækstøkonomier), og som for alvor opmuntrer virksomhederne til at foretage springet.

Det kan indebære gammeldags eksportstøtte, kompetenceudvikling af ledelse og medarbejdere, større vidensdeling danske virksomheder imellem, styrkelse af forskningen i kinesiske forhold, sprogkompetencer, interkulturel ledelse samt forskning, der konstant følger danske virksomheder i Kina, monitorerer disse virksomheders operationer og udvikling og dermed kan være til nytte for virksomhedernes selvrefleksion.

I bestemte brancher må regeringen være langt mere proaktiv og ikke være bange for kraftige satsninger og investeringer, hvis vi skal placere os centralt på de nye markeder og i forhold til eksempelvis Kinas satsning på området.

Flere har allerede påpeget vindmøllesektoren, men også andre områder inden for den alternative energi må have et ordentligt spark.

Dansk forskning og danske producenter var engang førende, men det er vi ikke længere. Det er ved at være sidste udkald, hvis vi for alvor skal sætte vores spor de næste 20-30 år.

En målrettet orientering i forhold til ikke mindst Kina kræver også refleksioner over potentielle problemer og vanskeligheder.

Først og fremmest er der en række etiske overvejelser i forhold til at handle med en diktaturstat. Men ikke mindre vigtige er de langsigtede politiske konsekvenser af en yderligere styrkelse af Kinas position.

Hvis Kina med det nuværende politiske regime bliver verdens hegemon, vil landet blive i stand til at ’skrive loven for’ den vestlige verden, således som USA i vid udstrækning har gjort det i efterkrigstiden.

Måske vil det ikke alene medføre ændrede spilleregler for Danmarks økonomiske udvikling, men også ganske anderledes betingelser for demokratiet, som det i dag eksisterer i den vestlige verden.