Da Vestas sidste år meddelte, at op mod 3.000 mennesker skulle afskediges, var det startskuddet til en ny diskussion om, hvorvidt den danske model kræver et nyt vækstmiddel.

For få år siden var det den almindelige opfattelse, at den danske flexicuritymodel var et godt bolværk mod globaliseringens udfordringer.

LÆS OGSÅArbejdsgivere skal tage mere ansvar

En analyse viste i 2005, at Danmark var lidt bedre end USA og langt bedre end Tyskland til at få de fyrede i arbejde igen, når job outsources til udlandet.

Da USA sparer flere penge på at flytte job ud, var USA’s samlede resultat bedre end Danmarks, men disse to lande tjente trods alt på outsourcing – modsat Tyskland, som så ud til at tabe på det.

Sammenligningen mellem USA, Tyskland og Danmark er interessant, da de tre lande repræsenterer hver sin velfærdsmodel: USA er repræsentant for den liberalistiske model, hvor lønmodtagere er overladt til private forsikringsordninger, hvis de vil sikre deres indtægt i perioder med arbejdsløshed.

I Tyskland hersker den korporative model, hvor arbejdsløshedsforsikringen sker gennem arbejdsgiverens indbetalinger. Mens Danmark er repræsentant for den ’universelle’ velfærdsmodel, hvor staten står som garant for, at arbejdsløse kan opretholde et vist lønniveau.

Tyskland så dengang ud til at tabe ved globaliseringen, fordi det rigide tyske arbejdsmarked afholder virksomheder fra at ansætte nye folk.

Samtidig er Tysklands besparelser ved at outsource ikke så store som USA’s, da de tyske virksomheder i højere grad outsourcer til Østeuropa, hvilket ikke giver så store besparelser, som når produktionen flyttes til Asien.

LÆS OGSÅDI er enig med vismændene: Akut behov for at stramme op

Imidlertid ser det ud til, at den tyske model har visse fordele i den aktuelle krise.

Da krisen bed hårdest, gik tyskerne på deltid og tog fleksjob.

Tyskland oplevede et markant fald i BNP under krisen, men mindskede faktisk samtidig arbejdsløsheden. I USA og Danmark slog arbejdsløsheden langt mere igennem end i tidligere kriser, og i begge lande kæmper man aktuelt med at skabe nye job.

Hvad kan forklare dette mønster, som bare for få år siden så helt anderledes ud? En del af forklaringen skal sikkert søges i kombinationen af landenes økonomiske struktur og arbejdsmarkedsforhold.

Den tyske økonomiske model er kendetegnet ved et stærkt fokus på eksport af teknologi-intensive varer.

Ud over at det rigide tyske arbejdsmarked får arbejdsgiverne til at overveje det to gange, før man fyrer folk, kan det også bedre betale sig at holde på de (lidt mere specialiserede) folk, som kan producere teknologi-intensive varer. Og eksportorienteringen sikrer, at Tyskland ikke er afhængigt af efterspørgslen på hjemmemarkedet, men også kan nyde godt af væksten på mere fjerne markeder.

LÆS OGSÅHver anden tvinges på efterløn

USA er mere afhængigt af den indenlandske efterspørgsel, men når forbrugerne generelt har brug for at nedbringe deres gæld, betyder det, at den indenlandske efterspørgsel falder. På det seneste er der kommet mere gang i væksten i USA, men amerikanerne kæmper stadig med at omsætte det i nye arbejdspladser.


I Danmark går det godt for de større virksomheder. De vokser og ansætter folk, men ikke i Danmark, for den nye produktionskapacitet lægges i de lavtlønslande, som virksomhederne har brugt de seneste ti år til at blive fortrolige med.

De begynderudfordringer, der prægede outsourcingen i starten er overvundet, og de udenlandske faciliteter bruges som brohoveder til mere outsourcing og lokalt salg. Det er med andre ord Danmarks evne til hurtigt at ansætte de fyrede i nye danske job, der er under pres.

Tesen om, at vi kan holde på de interessante job inden for forskning, udvikling og design, holder ikke, da også disse funktioner nu flyttes ud.

Der går sikkert nogen tid, før kineserne bliver lige så dygtige som danskerne, men det behøver de heller ikke, da konkurrencedygtighed afhænger af både produktivitet og løn.

Når en kinesisk arbejders produktivitet stiger ca. fem gange hurtigere end en gennemsnitlig dansk arbejders, kan hans løn også stige fem gange hurtigere end danskerens. Men når lønnen i Kina ikke stiger fem gange hurtigere end i Danmark, bliver det stadig mere attraktivt at hyre kinesere til at varetage danskeres job.

LÆS OGSÅDanskerne tror ikke på, at efterlønnen overlever

Det ligger her snublende nært at sige, at det fleksible arbejdsmarked i Danmark (og USA) gør det nemt at nedlægge job og flytte dem til udlandet.

Men frem for at ønske mere træghed i det danske jobmarked, er det vigtigere at fokusere på at skabe job med stor værditilvækst i Danmark. Som figuren viser, er industrierhvervene generelt bedst til at skabe værdi, men energisektoren har udvist en højere produktivitetsstigning siden 2000.

Den højere produktivitet ses bl.a. af, at eksporten af energi- og miljøteknologi er på niveau med eksporten af landbrugs- og fødevarer, mens cleantech-sektoren beskæftiger mindre end halvdelen af, hvad landbrugs- og fødevareerhvervet gør. Der er altså langt færre hænder om at skabe den samme eksportværdi.

Løsningen er ikke at gøre arbejdsmarkedet mere rigidt for at forhindre udflytningen af arbejdspladser i erhverv som landbrug og fødevarer.

Løsningen er at skabe gode betingelser for, at erhverv med høj produktivitetstilvækst – som f.eks. cleantech-branchen – kan skabe flere arbejdspladser i Danmark.