I dag for nøjagtig 1 år siden styrtede et Turbolev-154M-fly med 96 mennesker om bord til jorden.

Passager i flyet var bl.a. den polske præsident, Lech Kaczynski, der var på vej til en mindehøjtidelighed for Katyn-massakren, der 70 år tilbage havde kostet mere end 21.000 polske reserveofficerer døden, utvivlsomt efter ordre fra Josef Stalin.

Om bord var ud over præsidenten og hans hustru en stor del af den politiske og økonomiske elite. Lige før katastrofen var Smolensk indhyllet i tæt tåge, hvilket betød, at piloterne havde svært ved at lande. De øgede i sidste øjeblik motorkraften for at afbryde landingen, men ramte et træ og styrtede derefter ned.

Men hvorfor gik det galt? Hvem har ansvaret for tragedien? Og hvad kan den tragiske begivenhed betyde for valget i Polen senere i år?

De første uger efter katastrofen var nationen samlet i dyb sorg. Det præsidentvalg, der skulle være afholdt i efteråret 2010, blev fremskyndet, og her stillede den afdøde præsidents bror, Jaroslaw Kaczynski, op mod Borgerplatformens kandidat, Bronislaw Komorowski.

Valgkampen forløb fredeligt efter polsk målestok, for ingen af kandidaterne ønskede at misbruge den tragiske begivenhed.

Men hurtigt efter præsidentvalget var den politiske borgfred borte med blæsten. Jaroslaw Kaczynski tabte og bevægede sig væk fra den politiske midte og over på den yderste højrefløj.

De folk i partiet, der havde styret præsidentvalgkampen og fik drejet partiet ind mod den politiske midte, blev udstødt fra partiet, hvis de ikke selv havde meldt sig ud forinden. Højrefundamentalisterne igangsatte derefter en veritabel ’korskrig’, hvor stridens kerne var, om et kors med billede skulle stå fast placeret ud for præsidentpaladset.

Det blev samtidig starten på en hidsig debat om placering af ansvaret for tragedien. Ret og Retfærdigheds-partiet forsøgte ihærdigt at påvise, at ansvaret for katastrofen lå på russisk og ikke på polsk side. Men teorien om, at der var lagt pres på piloterne for at lande, kan bestemt ikke udelukkes.

Dertil kom de mange spørgsmål med relation til flyets tekniske udstyr, f.eks. mangel på udstyr, der advarer mod uventet hurtigt højdefald.

Også piloternes uddannelse og træning, deres sprogkundskaber og – ikke at forglemme – de procedurer, der var gældende i lufthavnen, og de instrukser, der kom fra kontroltårnet i Smolensk, har været i fokus.

For ikke så lang tid siden kom så fra russisk side en rapport om årsagerne til katastrofen. Her lægges ansvaret på den polske side, men mest på afdøde personer og især de to piloter.

LÆS OGSÅPolen kritiserer Moskva for havarirapport

Men højrefundamentalister kan ikke leve med, at polakker kunne være skyldige i andre polakkers død. Den polske regering og Putin havde »blod på fingrene«, om ikke direkte, så fordi Donald Tusk et par dage forinden havde markeret årsdagen for Katyn sammen med Vladimir Putin ved en særlig ceremoni.

De forskellige udlægninger af flytragedien 10. april er en del af det, som Joanna Nizynska fra Harvard University meget rammende kalder »politics of mourning« – ’sørgepolitik’: Polakkerne har en lang tradition for heroisme, martyrium og følelse af smerte, lidelse og tab.

LÆS OGSÅRussisk parlament indrømmer: Stalin beordrede historisk massakre

Katyn, skrev hun for nylig i en analyse, er blevet et symbolsk nationalt traume, et omdrejningspunkt for følelsen af historisk uretfærdighed og er tæt forbundet med andre traumer i Polens historie – opstandene i 19. århundrede, massedeportationerne til Sibirien, den dobbelte invasion i september 1939, Warszawaopstanden og den kommunistiske undertrykkelse efter krigen.

Smolensk 2010 falder lige ind i denne lange række.


Men hvordan vil alt dette så påvirke det kommende valg i Polen? Næppe i stort omfang, når det drejer sig om fordelingen mellem de politiske blokke.

Lige nu befinder polsk politik sig nærmest i undtagelsestilstand.

Jaroslaw Kaczynski og hans Ret og Retfærdigheds-parti fokuserer stort set kun på flytragedien. Etårsdagen for Smolensktragedien imødeses derfor med en vis nervøsitet, for vold og gadekampe kan bestemt ikke udelukkes. Donald Tusks regering har længe kunnet leve højt på flertallets ønske om ’normalitet’ og på frygten for, at Jaroslaw Kaczynski og hans parti skal komme tilbage.

Men meningsmålingerne ser ikke længere helt så gunstige ud for den siddende regering, der fremtræder splittet og for defensivt, når det gælder gennemførelsen af økonomiske reformer.

Det er sandsynligt, at det bliver Den Venstredemokratiske Alliance, der vil kunne score flest stemmer på den voksende antiklerikale stemning og utilfredsheden med fundamentalisternes (mis)brug af tragedien ved Smolensk.

Måske vil et udbryderparti fra Ret og Retfærdigheds-partiet, der hedder Polen er det Vigtigste, også klare spærregrænsen. Bag det står de moderate politikere, der sidst førte Jaroslaw Kaczynskis præsidentvalgkamp – og som siden har vendt sig mod radikaliseringen efter valget.

Polsk politik bliver næppe stabil efter valget. Men resultatet bestemmes primært af nutiden og fremtiden, ikke af fortiden.