I bestræbelserne på at nå regeringens målsætning om, at 95 procent af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse, rettes pilen ofte mod de unge og deres manglende vilje til at tage ansvar for deres egen (og den nationale konkurrenceevnes) fremtid.

Den tilgang ser imidlertid ikke ud til at have den store effekt, idet andelen af unge, der ikke får en ungdomsuddannelse, ikke har ændret sig nævneværdigt siden midten af 1990’erne.

Når det kommer til de omkring 20 procent af en ungdomsårgang, der ikke får en ungdomsuddannelse, er det altså ikke tilstrækkeligt at appellere til deres fornuft og ansvarsfølelse.

Mange af de unge, der går på landets erhvervsskoler – hvor frafaldsproblemstillingen er størst – vil meget gerne færdiggøre deres uddannelse og ikke mindst komme ud og tjene deres egne penge.

Men vi står over for en gruppe unge, der af forskellige årsager har svært ved netop det. Årsagerne kan være mange: Nogle har svært ved at læse, andre kan ikke få en praktikplads, og atter andre kæmper med psykiske eller sociale problemer.

LÆS OGSÅSæt fokus på stærke elever på erhvervsskolerne

Så uanset hvor meget vi som samfund ’er efter’ de unge, ligger den største udfordring på uddannelsessystemets banehalvdel. De unge skal naturligvis gøre en indsats.

Men er målsætningen at minimere restgruppen, er det afgørende, at der er uddannelsestilbud og pædagogik til dem, der ikke vader lige igennem uddannelsessystemet – i modsætning til forskere, politikere og journalister, for blot at nævne nogle af de toneangivende grupper i debatten.

Noget af det, man allerede arbejder med på flere af landets erhvervsuddannelser, er at skabe nogle sociale rammer omkring undervisningen, der gør, at de unge har lyst til at stå op om morgenen. For som en ung fyr, der har afbrudt grundforløbet på ’Bygge og anlæg’, udtrykker det »så gider man ikke møde op, når man ved, at der er én lærer til 50 elever – og læreren siger, at det, man har brugt det meste af dagen på at lave, er forkert, uden at give nogen nærmere forklaring på, hvad der er forkert«.

Når både motivation og læringspotentiale på den måde bliver skyllet ud med badevandet, skal man som ung være mere end almindeligt stålsat, hvis man skal blive ved med at fortælle sig selv, at det er umagen værd.

Er lærerne derimod engageret og interesseret i de unge mennesker – både fagligt og socialt – er der omvendt elever, der udtrykker, at de glæder sig til at skulle i skole om morgenen. Det har flere af dem aldrig tidligere oplevet.

Der er altså ingen tvivl om, at gode og engagerede lærere er noget af det, der har en positiv effekt på elevernes muligheder for at gennemføre.

Et andet aspekt, som kan føre til en højere gennemførelsesprocent, handler om at se de unges ressourcer frem for deres fejl og mangler. For bliver de unge endnu en gang bekræftet i, at de ikke kan finde ud af skolen, er det ikke underligt, at de ret hurtigt melder sig ud.

Møder man i stedet de unge ved at se på deres ressourcer, kan man opbygge og gøre dem i stand til at gennemføre uddannelsen. Et godt eksempel herpå er, når eleverne bliver bedt om at hjælpe deres sidekammerat med det, de er gode til, mens hjælpen kan gå den anden vej i den efterfølgende time. På denne måde myndiggøres eleverne i stedet for at blive bekræftet i deres utilstrækkelighed.

Belært af erfaringerne fra Reform 2000 (en omfattende reform af erhvervsuddannelserne, der trådte i kraft ved årsskiftet 2001), hvor uddannelserne og de mulige veje gennem uddannelsessystemet i høj grad blev individualiseret og på mange måder uigennemskuelige for de unge, er der nu tiltag rundt om i landet, hvor man arbejder med den sociale dimension af uddannelserne.

Nogle steder er man begyndt at tænke uddannelsesfastholdelse endnu bredere end klasserummet.

Eksempelvis har man nogle steder etableret samarbejde mellem uddannelsesinstitutionerne og kommunen. Konkret handler det om, at man har ansat kvalificerede fagpersoner, der hverken er lærere eller socialrådgivere, men har en mere fri position, hvorfra de kan hjælpe de unge i og ikke mindst uden for skolens rammer.

Der er altså en stigende erkendelse af, at hvis man skal øge det samlede antal af unge, der får en ungdomsuddannelse, så er det ikke nok at løfte den moralske pegefinger og henvise til nationens konkurrenceevne. Der er derimod brug for at møde de unge, der hvor de står. Vi skal forstå de unges liv i dets rette kontekst, og så skal der arbejdes helhedsorienteret omkring de unge.

LÆS OGSÅSådan kan skolen redde drengene

Løsningerne må findes lokalt og politisk. Som vist kan det være alt fra at arbejde med pædagogisk rummelighed og tage udgangspunkt i de unges ressourcer, så de får succesoplevelser, til at sætte professionelle ind, der kan hjælpe eleverne med de problemer, de har uden for skolen, men som i høj grad påvirker deres uddannelsesdeltagelse.

Det er vigtigt for samfundet, og det er vigtigt for den enkelte at få en uddannelse. Men vi ændrer ikke nævneværdigt ved andelen, der ikke får en ungdomsuddannelse, ved at slå unge i hovedet med sange om, at »dengang jeg var ung, var der ingen kære mor«.

Langt de fleste unge vil gerne have en uddannelse og tjene deres egne penge, men i nogle tilfælde er vejen dertil fyldt med forhindringer.

Skal vi nå 95-procents målsætningen, er det nødvendigt, at uddannelsessystemet – lærere, uddannelsesledere og politikere – forholder sig til, hvordan man kan give unge i periferien af uddannelsessystemet en ’hjælpende hånd’.