Danmark er et af de få lande, der allerede før Anden Verdenskrig havde veletablerede, demokratiske, medlemsbaserede partier på begge sider af det politiske spektrum.

Og i årene efter Anden Verdenskrig blomstrede medlemsbaserede partiorganisationer i såvel Danmark som resten af den vestlige del af Europa.

Men siden 1960 har det samlede antal danske partimedlemmer været dalende. Efter et drastisk fald i perioden 1965-1980 har faldet siden 1980 været moderat.

Selv om det samlede antal medlemmer giver en indikation af partiernes generelle mobilisering, viser det ikke, hvordan de enkelte partiers medlemstal udvikler sig. Dette er specielt relevant, når antallet af partier forandres, som det f.eks. skete ved jordskredsvalget i 1973 i Danmark.

LÆS OGSÅ Blå blok er populær hos LO-medlemmer

Hvis vi først ser på udviklingen i medlemstallene i de tre største partier i det danske system, toppede Socialdemokraterne og Venstre umiddelbart efter krigen med medlemstal omkring 286.000 og 200.000 i 1950, mens Det Konservative Folkeparti toppede i 1967 med 143.000 medlemmer.

Den generelle tendens for disse tre største og ældste partiers medlemstal er nedadgående. Men der er undtagelser, nemlig de konservative i 60’erne og begyndelsen af 80’erne og Venstre i begyndelsen af 90’erne, hvor de i medlemstal overhalede Socialdemokraterne.

Hvis vi vender os mod de mindre partier, ser vi for det første, at et af de fire gamle, Det Radikale Venstre, aldrig nåede de medlemstal, de tre andre gamle havde. De Radikale toppede i 1960 med 35.000 medlemmer og har indtil årtusindskiftet oplevet et fald i sit medlemstal.

Ser man på de nye partier, har ingen af disse været i stand til at etablere medlemsorganisationer, der bare tilnærmelsesvis nærmer sig Venstre og Socialdemokraternes i størrelse.

Men nogle af dem har i dag overhalet de radikale og nærmer sig de konservative. Generelt gælder det dog, at de nye partier ikke har været i stand til at kompensere for de faldende medlemstal hos de gamle partier.

Nogle af disse nye partier oplever – ligesom de gamle – en nedadgående tendens: CD ophørte f.eks. med at eksistere efter deres exit fra Folketinget i 2001. Kristeligt Folkeparti/Kristendemokraterne var en meget succesfuld medlemsorganisation i 1970’erne, men siden 1980 har de også oplevet en jævn tilbagegang.

Selv om de ikke har været repræsenteret i Folketinget siden 2005, eksisterer de stadig og har mere end 2.000 medlemmer. Efter flere års tilbagegang fordoblede Det Radikale Venstre sit medlemstal i perioden 1995-2005; men antallet af medlemmer i 2010 er tilbage på niveau med tallet i 2000.

De resterende tre nyere partier har imidlertid alle siden årtusindskiftet, og regeringsskiftet i 2001, oplevet en meget markant fremgang i antal medlemmer: Dansk Folkeparti har næsten fordoblet sit medlemstal, Enhedslisten har mere end fordoblet sit medlemstal, og SF har tre gange så mange medlemmer nu som i år 2000.

Dette viser, at der i Danmark stadig er partier, der via en aktiv mobiliseringsstrategi formår at skabe vækst i deres medlemstal.

Vigtigt er det dog også at bemærke, at alle partier tiltrækker nye medlemmer hver måned, selv om de absolutte medlemstal falder. En del partier mister blot flere medlemmer, end de er i stand til at rekruttere.

Det er specielt et problem for de gamle partier, hvor omkring en fjerdedel har været medlemmer i mere end 30 år – og hvoraf en vis del falder fra af naturlige årsager.

I en spørgeskemaundersøgelse blandt danske partimedlemmer i 2000/2001 blev medlemmerne spurgt om, hvornår de havde meldt sig ind i partiet. Her viste det sig, at mellem en femte del og en tredjedel af medlemmerne i de fire ældste partier har været medlemmer i mere end 30 år.

Men undersøgelsen viste også, at der var en del, der havde meldt sig ind i de sidste seks år (op til undersøgelsen i 2000/2001), nemlig også mellem et femtedel og en tredjedel.

Partierne oplever også her i 2010 både indmeldelser og udmeldelser og dermed en vis udskiftning i deres medlemmer, uanset om deres medlemstal er opad- eller nedadgående. De partier, der oplever fald i antallet af medlemmer, mister blot flere medlemmer, end de rekrutterer.

Budskabet her er for det første, at der stadig er politiske partier i Danmark, der oplever markant medlemsfremgang, selv om partiernes samlede medlemstal falder.

For det andet at der i alle partier kommer nye medlemmer til, uanset om medlemstallet stiger eller falder: Der er altså blandt vælgerne fortsat en interesse for partimedlemskab – om end denne interesse faldende.