Er ’Responsibility to Protect’-doktrinen (R2P) en oprigtig humanitær ’forpligtelse til at beskytte’ befolkninger i fare for folkedrab og anden form for overgreb, eller er det en fortsættelse af traditionel imperialisme i en ny forklædning?

Spørgsmålet er blevet særdeles relevant i Danmark, efter at regeringen med fuld opbakning fra Folketinget er blevet engageret i en ny krig i Libyen på grundlag af R2P-doktrinen.

Grundlæggende går R2P-konceptet ud på, at hvis en stat ikke selv kan – eller vil – beskytte sine borgere mod overgreb, så har andre stater et ansvar for at intervenere og beskytte disse mennesker. Dette vil ofte medføre vestlige militære operationer, som det for nylig er set i Elfenbenskysten og Libyen.

Det at gå i krig bør være en meget svær beslutning i et demokratisk samfund, hvor så mange forskellige synspunkter som muligt bør fremlægges og diskuteres i offentligheden.

Dette har ikke været tilfældet i forbindelse med Danmarks militære engagement i Libyen, hvor både politikere, akademikere og journalister tilsyneladende har accepteret R2P-konceptet uden nogen bemærkelsesværdig kritisk analyse.

LÆS ANALYSENu kan resten af verden beskytte libyerne

Fra mere end 10 års arbejde og forskning i afrikanske konflikter fremstår det for mig tydeligt, at mange politikere og intellektuelle i Afrika er ekstremt skeptiske omkring vestlige militærinterventioner i Afrika – og ikke mindst omkring R2P-konceptet.

Dette hænger sammen med historiske erfaringer, som går tilbage til slavehandelen og koloniseringen, som medførte massedrab og folkeforflytninger i millionvis.

Derudover har Afrika grusomme erfaringer med fremmede militærmagter under den kolde krig, hvor stormagterne støttede forskellige oprørshære og regeringer, som man så det med krigene i Angola, Congo, Etiopien, Mocambique, Namibia, Nigeria, og Somalia.

Et generelt synspunkt blandt mange politikere og intellektuelle i Afrika er, at det er svært at tro på, at deres tidligere koloniherrer fundamentalt har ændret sig, er blevet venligsindede og lader menneskerettigheder komme før politiske og økonomiske interesser.

Derfor er der generelt en stor skepsis over for, hvad Vesten gør i Afrika, uanset hvor altruistisk de vestlige regeringer præsenterer deres udenrigspolitik.

I den forbindelse bliver der ofte refereret til, at slavehandelen delvist blev retfærdiggjort ved, at de ’vilde’ uciviliserede afrikanere blev forflyttet fra det ’mørke Afrika’ til gode kristne lande, og koloniseringen blev promoveret som en civiliserende mission, og en ’forpligtelse til at beskytte afrikanske befolkninger’.

Sidstnævnte er reflekteret i navnet ’protektorater’, som var et andet ord for besættelse af afrikanske territorier med militær magt.

LÆS SIGNATURPligten til at overskride anarkiets grænser

Mange politikere og intellektuelle i Afrika argumenterer derfor, at R2P-konceptet er en moderne form for ’den hvide mands byrde’, hvor vestlige regeringer udnytter komplicerede humanitære situationer i Afrika til at sikre folkelig opbakning i Vesten, så de kan intervenere militært.

De ser ikke, at formålet er at ’beskytte mennesker’ mod overgreb, indføre demokrati og sikre basale menneskerettigheder. Hvis det var tilfældet, hvorfor støtter Vesten så mange de facto-diktatoriske regimer som for eksempel Uganda og Saudi-Arabien, hvor sidstnævnte land fremstår som et af de mest repressive regimer i verden, specielt i forbindelse med kvinders rettigheder og ytringsfrihed.

Mange regeringer og intellektuelle i Afrika bruger ’klassisk realisme’ som grundlæggende teori til at analysere international politik.

Derfor argumenteres det ofte, at R2P-konceptet ikke kan underbygges med historiske erfaringer, og at de virkelige intentioner bag militære interventioner hovedsageligt er at sikre naturressourcer, specielt olie, samt at holde Kina på afstand.

Sådanne synspunkter er også anerkendt af den Internationale Kommission om Intervention og Statssuverænitet, som udviklede R2P-konceptet i 2001. I kommissionens hovedrapport bemærkes det, at R2P-konceptet af nogle anses som et instrument, hvormed stormagter kan dominere svage stater via brug af manipuleret humanitær retorik og menneskerettigheder.

Dette har skabt en polarisering mellem dem, der ser R2P som en oprigtigt humanitær doktrin, og dem, der ser R2P som imperialisme.

LÆS KRONIKFN's Sikkerhedsråd trænger til en opdatering

Selve kommissionen bag rapporten er også blevet kritiseret. Mest opsigtvækkende er kritikken af Gareth Evans, som var formand for kommissionen, og som siden har været en af hovedpersonerne for promoveringen af R2P.

Evans er selv blevet anklaget for at have været involveret i et folkedrab i Øst Timor i 1980’erne i forbindelse med at sikre australske olieinteresser, mens han var Australiens udenrigsminister.

Der er mange argumenter for og imod R2P, og selv de, som ikke bryder sig om kritikken, bør ikke glemme at inddrage de kritiske synspunkter, som også findes blandt mange akademikere i Vesten.

Det er vigtig tage kritikken alvorlig, så den kan blive inkluderet i den offentlige debat, specielt når Danmarks krigsengagement i Libyen er baseret på en meget kontroversiel R2P-doktrin.