Sidst i maj oplyste det internationale energiagentur, at verdens udledning af CO2 aldrig har været større, og at den stiger i stadig større hast.

Ifølge IEA’s cheføkonom var dette den værst tænkelige nyhed.

LÆS OGSÅLykke Friis: En rigtig dårlig nyhed for klimaet

Ugen inden havde 17 nobelprismodtagere en indtrængende appel til verdens politikere om at gribe til handling nu, fordi de med rod i deres videnskabelige viden frygter for uoverskuelige og irreversible konsekvenser for Jorden og menneskeheden.

Og går vi igen et par uger tilbage, havde vi Arktisk Råds rapport om, at de hidtidige prognoser om vandstandsstigninger sandsynligvis er stærkt undervurderede og måske bliver væsentligt større end ventet. Et par uger inden dette blev det offentliggjort, at 2010 globalt var det varmeste år, vi nogensinde har målt.

LÆS OGSÅHavet stiger hurtigere end ventet

2010 var også et år, hvor vi for alvor så klimaforandringerne materialisere sig, både i form af oversvømmelser i Australien og Pakistan, orkaner i USA og tørke i Rusland med efterfølgende skovbrande og stigende fødevarepriser.

Fødevarepriser, som førte til oprør og revolutioner, men som de nye skrøbelige demokratier ikke har nogen chance for at imødegå uden en resolut indsats over for klimaforandringerne.

Og så gælder det, at de klimaforandringer, der har bragt os i den nuværende situation, for intet er at sammenligne med de menneskelige og økonomiske omkostninger, der venter os i fremtiden, selv hvis vi opfylder målet om en maksimal global temperaturstigning på 2 grader.

Ikke desto mindre kniber det gevaldigt med at få internationale aftaler med bindende mål for nedbringelse af udslippet af drivhusgasserne, og lige præcis den manglende internationale handling benyttes af flere danske politikere til at argumentere for, at det så ikke nytter noget, at Danmark går enegang.

En argumentation, der går igen i rigtig mange lande, og som kan synes belejlig, hvis målet er at skyde ansvaret fra sig. Der er dog undtagelser, herunder England, Sverige og Norge, der har besluttet skrappe reduktionsmål allerede i 2020, uanset hvad resten af verden gør.

Men der er faktisk også bindende internationale mål, som Danmark har forpligtet sig til, nemlig Kyotoaftalen, EU’s 2020-klimamål samt et langsigtet 2050-mål.

Kyotoaftalen forpligter os til at reducere med 21 pct. i forhold til 1990 i hvert af årene 2008-2012. EU forpligter os til at reducere drivhusgasudledningen med 20 pct. i forhold til 2005 samt sikre, at mindst 30 pct. af energiforsyningen i 2020 er vedvarende energi.

Det langsigtede mål forpligter os til at skære drivhusgasudledningen med 80-95 pct. i 2050 målt i forhold til 1990.

Kyotomålet og 2020-målet er ikke meget ambitiøse mål i forhold til, hvad kloden har behov for, og der er i aftalerne indlagt en del smutveje, der kan udnyttes kreativt.

Men med Danmarks officielle holdninger og udmeldinger burde man kunne antage, at vi i det mindste så rigeligt vil opfylde de mål, vi har bundet os til.

I Concito laver vi hvert år i maj en opfølgning på status og handlinger især i Danmark til at imødegå de advarselslamper, der næsten ikke kan blinke skarpere, hurtigere og mere tydeligt end nu.

Og konklusionen på dette års status står lysende klar: Der tales og laves visioner og handlingsplaner, men der sker absolut ingenting.

Både regering og opposition har fremlagt forslag til strategier – men intet er vedtaget.

Det er faktisk svært at finde et år i nyere tid, hvor der har været mindre handling fra dansk side, samtidig med at videnskaben for hvert år bliver mere og mere sikker og skarp i sine advarsler. Hvem sagde paradoks?

Når vi så vores Kyotomål? Måske, men det bliver snært og kun takket være den økonomiske krise og udnyttelse af alle de smuthuller, der findes. Og vi kan stadig ikke være sikre.


Når vi 2020-målene? Nej, ikke medmindre politikerne vedtager konkret handling nu, og måske er det allerede for sent. Selv regeringens egne embedsmænd i Energistyrelsen erkender, at vi ikke vil opfylde vores forpligtelser, medmindre der bliver vedtaget ambitiøse virkemidler nu.

Når vi 2050-målet? Absolut ikke. Dertil kræves samfundsmæssige reformer inden for energiforsyning, landbrug, transport, forbrug, skatter og afgifter af dimensioner, som slet ikke adresseres i den nuværende politiske virkelighed.

Ikke desto mindre argumenterer Danmark sammen med en række andre lande for, at EU’s mål i 2020 skal hæves fra 20 til 30 procents reduktion, og det er bestemt positivt. Det kræver bare, at der følges op med mange og konkrete handlinger. Ellers er der tale om politisk selviscenesættelse.

Tænk, hvis politikerne viste samme engagement på klimaudfordringen, som man gør på den økonomiske udfordring. Politikerne var heldigvis ikke sene til at komme med 2020-planer, da først den økonomiske krise ikke længere kunne ignoreres eller bortforklares.

LÆS LEDERKlimanerven klemmer

Men eftertiden vil i mindst lige så høj grad dømme vores generationer på evnen til at handle i forhold til klimakrisen, om ikke andet af den grund, at vi er de eneste generationer, der reelt får muligheden for at handle – og har teknologierne til at gøre det.

Og dog prioriteres klimaet stort set ikke i den igangværende valgkamp. Tænk, hvis der var politikere, der om underskuddet på statsfinanserne havde sagt: Det går nok alt sammen…