I den forløbne uge udsendte USA’s forsvarsministerium, Pentagon, sin årlige rapport til Kongressen om Kinas militære udvikling.

At det skete, netop som slutspillet om magten i Libyen blev indledt, var nok næppe nogen tilfældighed.

USA og Kina har gjort meget for at forbedre deres indbyrdes forhold i løbet af 2011, og derfor har det utvivlsomt været belejligt, at rapporten nærmest druknede i nyhedsstrømmen fra Gaddafis overlevelseskamp. Pentagon-rapporten plejer ellers at være en alvorlig anstødssten mellem Washington og Beijing, og sidste år skabte den voldsomt røre i både de vestlige og kinesiske medier.

Netop sidste sommer var forholdet mellem USA og Kina i forvejen uhyre anspændt med adskillige diplomatiske sammenstød mellem især udenrigsminister Hillary Clinton og hendes kinesiske modpart, Yang Jiechi. Kina havde sågar afbrudt de militære relationer med USA på alle niveauer i forlængelse af amerikanernes beslutning tidligere på året om at sælge avanceret militært isenkram til Taiwan.

Men i 2011 er der indtruffet en mærkbar afspænding i regionen, som blev indledt allerede i januar, da USA’s daværende forsvarsminister, Robert Gates, gennemførte et fire dage langt besøg i Kina. I lyset heraf har det været imødeset med spænding, om den årlige Pentagon-rapport ville skabe nye kurrer på tråden. Det har dog ikke været tilfældet, og det skyldes faktisk ikke så meget timingen som indholdet af rapporten.

Det interessante er, at selv om Kinas militære modernisering foregår i uformindsket tempo med tocifrede vækstrater, så har Pentagon i år valgt at anlægge en mere afdæmpet tone, hvor man ligefrem hilser Kinas bidrag til international fred og sikkerhed velkommen. Herudover vælger rapporten at betone den gradvis øgede gennemsigtighed om Kinas militære udvikling og de forbedrede militære relationer mellem Beijing og Washington.

Det er eksempelvis værd at bide mærke i, at Pentagon-rapporten ikke gør noget større nummer ud af to af det forløbne års mest spektakulære militære nyheder, som i de kinesiske medier har været fulgt med stor interesse.

Den ene var lanceringen af et nyt moderne kampfly, J-20, som bl.a. bygger på den såkaldte stealth-teknologi.

Den anden var søsættelsen af Kinas første hangarskib, som er blevet ombygget fra et tidligere sovjetisk skib. I stedet for at dramatisere disse nyheder har Pentagon valgt at understrege, at der vil gå adskillige år, førend de nye våbentyper er fuldt ud operationsduelige.

Trods det afdæmpede sprog vil en nærlæsning af Pentagon-rapporten afsløre, at der især er tre aspekter af Kinas militære udvikling – ud over den fortsatte oprustning ved Taiwan-strædet – der vækker bekymring.

For det første drejer det sig om den såkaldte antiinterventionsstrategi, hvor Kina med en ny generation af angrebs-ubåde, mere præcise missiler samt forbedrede radar- og satellitsystemer potentielt vil kunne forhindre den amerikanske flåde i at operere i farvandene omkring Kina.

For det andet den generelle modernisering af den kinesiske flåde, hvor nye typer af mobile og fleksible krigsskibe, stærkt forbedrede antiluftskytssystemer samt moderne havnefaciliteter har givet flåden langt mere pondus.

Og endelig gælder det Kinas udvikling af en række asymmetriske våbentyper såsom anti-satellit-missiler og ’cyber-hackere’, der kan true den amerikanske supermagts informationssystemer.

Disse udviklingstendenser er dog ingenlunde nye og har derfor været behandlet indgående i de seneste rapporter.

Mere interessant er det, at årets rapport indeholder et særligt afsnit om Kinas militære engagement med omverdenen, hvori det bl.a. fremhæves, hvordan Kina med 2.131 ingeniører, observatører, politifolk mv. (per 2010) leverer det største bidrag til internationale fredsoperationer i FN-regi af de fem faste sikkerhedsrådsmedlemmer. Samtidig nævnes Kinas stigende indsats i forbindelse med international katastrofehjælp som eksempelvis i Haiti samt i kampen mod pirateri ved Adenbugten.

Samlet set tegner Pentagon-rapporten et mere balanceret billede af Kinas militære modernisering end tidligere.

På den ene side anerkendes det, at et hastigt opstigende Kina er i færd med at udvikle den militære kapacitet til at påtage sig et større ansvar for international sikkerhed.

På den anden side pointeres det, at oprustningen foregår i et tempo og med et hemmelighedskræmmeri, der giver såvel USA som Kinas naboer anledning til at frygte for den fremtidige regionale magtbalance.

Kinas officielle reaktion på rapporten var helt som ventet kritisk, men målt i forhold til vanligt sprogbrug ikke videre hård. En betydelig skarpere, semiofficiel kommentar kunne man til gengæld finde på Xinhuas, det statsejede nyhedsbureaus, hjemmeside, hvor redaktøren afviste Pentagon-rapporten som »en røverhistorie, der er baseret på vilde gætterier og ulogisk argumentation«.

Det helt store spørgsmål er selvfølgelig, om den mere afdæmpede sprogbrug mellem Washington og Beijing blot er af midlertidig karakter. Det arabiske forår og de indenrigspolitiske udfordringer for Obamaregeringen har i hvert fald for en stund flyttet fokus væk fra Kinas opstigning.

Men det indbyrdes forhold kan meget vel forværres igen i løbet af 2012, hvor den politiske ledelse i Kina og måske også USA står foran et magtskifte.