For et år siden blev de ti første afsnit af tv-serien ’Borgen’ sendt, og i dag begynder så anden runde med 10 nye afsnit.

Det har længe været diskuteret, om en politisk serie som denne kunne få indflydelse på seernes politiske holdninger?

Som vi vil vise, er et hovedresultat af vores undersøgelse, at seerne bruger ’Borgen’ på mange måder, men også at seernes politiske grundholdninger mellem rød og blå ikke ændres. Man kan altså ikke tale om indoktrinering, men man kan godt tale om, at den generelle interesse for politik stimuleres.

Vi undersøgte ’Borgen’ løbende ved en webbaseret repræsentativ stikprøve, mens de første 10 episoder blev sendt. Her skulle 150 personer i alt seks gange (ved én før-måling og fem målinger efter hvert andet afsnit) tage stilling til en række politiske emner. Formålet var at måle, om ’Borgen’ havde en indflydelse på folks politiske engagement, deres rød/blå præference, synet på politikere, pressen og spin.

Seere er meget forskellige, og én og samme episode afstedkom mange forskellige reaktioner. Og når nogen gik mod blå side i det politiske billede, var der andre, der gik til rød, og generelt skete der derfor ikke meget.

Men det er tydeligt, at mange seere brugte serien til en vis aktivering af deres viden om politik. Rent kronologisk viser undersøgelsen, at der fra begyndelsen af serien sker et lille ryk mod blå side, og at dette forstærkes midtvejs efter den femte episode, men at det så svinger tilbage igen og efter 10. afsnit ender, hvor det begyndte.

Borgerlige seere forstærkes en lille smule i deres holdninger. De er generelt blevet mere interesserede i politik og den politiske proces. Enkelte seere bliver forstærkede i deres generelle vurdering af politikere som karriereorienterede og ambitiøse. Dette er primært borgerlige vælgere, der dog senere synes at få en fornyet respekt for det politiske arbejde.



Ser man på de tre første afsnit af ’Borgen’, er man både igennem en ’dronningerunde’ og en regeringsdannelse, og som den første prøvelse for den nye statsminister en vedtagelse af finansloven. Birgitte Nyborg er usikker på, om hun skal udnytte muligheden for en statsministerpost og ’fristes’ ved at blive ført op i Folketingets tårn – en klassisk bibelsk fristelsesscene.

I 10. og sidste afsnit vender man tilbage til dette valg: Opnåede hun det, hun ville, og hvordan har hun det med det? Som seere får vi en diskussion om ’magtens pris’.

Dronningerunden, scenen på Marmorbroen, tårnscenen og finansloven fører til, at Birgitte Nyborg kan danne regering og bidrager til at aktivere seernes politiske interesse. Men hun holder samtidig en stor tale i fjernsynet, hvor hun viser sin ærlighed og menneskelige kvaliteter – og aktiverer således også den personlige identifikation.

De kompetencer, seerne har erhvervet i skolen og ved at følge valg i medierne, kommer her i spil. Men samtidig bliver glansen også pillet af det politiske system: Nogle ser det politiske system som lidt provinsielt, og andre udtrykker politikerlede. Hvad kan vi lære af en undersøgelse som denne?

LÆS OGSÅMangler vi Birgitte Nyborg Christensen i dansk politik?

Først og fremmest, at der ikke sker en indoktrinering, hvor seerne lader sig manipulere. Folk vil ikke finde sig i det. I 1950’erne var der en sådan diskussion, hvor film som ’Manden fra Manchuriet’ og ’The IPCRESS File’ antydede, at noget sådant kan lade sig gøre. Faktisk begyndte en del af værdi- og kommunikationsforskningen i 1950’erne på basis af sådanne forestillinger. Det blev dengang afvist, men det synes glemt i dag.

For det andet er seerne individer – ikke flokdyr. Massekommunikationen synes nu at være overstået, seerne søger forskelligheden, og massekommunikationen styrer dem ikke. Det kan godt være, at mange mennesker ser et program, men de ser ikke det samme.

Alle skaber sin tolkning og sin forståelse, og derfor er det ’seeren’, ’modtageren’, ’brugeren’ der har magten. Med i dette billede gælder naturligvis, at monopolet er brudt. Seerne kan vælge mellem ’Anna Pihl’, ’Desperate Housewives’ og DR’s serier, og det gør de også. Nogle foretrækker serier, hvor man får ’svaret’ – hvem var den skyldige? – mens andre foretrækker processen og flertydigheden.

For det tredje kan politikerne være lykkelige for den håndsrækning, DR Fiktion giver dem gennem ’Borgen’. Mens den almindelige politiske interesse er faldet i de senere år, er der noget, der tyder på, at ’Borgen’ kan være medvirkende til at stoppe faldet og skabe en fornyet interesse.

Den direkte indsigt i, hvad der foregår bag magtens mure, aktiverer seernes interesse. En del føler afsky over det, de ser – andre bekræftes af ’realpolitikken’. Der bliver sat ansigter og personligheder på, selv om vi ikke kan identificere de dramatiske personer med de levende politikere.

LÆS OGSÅ Borgens hovedforfatter: Søren Espersen skal nok blive sur

Seerne behøver ikke blive fodret med ske for at se, at dette afspejler virkeligheden til forveksling: Var der ikke noget med, at en minister havde modtaget to luksushaglgeværer i ’Borgen’ – næsten samtidig med at en virkelig minister måtte aflevere det Rolex-ur, han havde fået af en arabisk oliesheik? Eller var det omvendt?

Det har længe været kendt, at tv er en væsentlig del af det, vi kalder uformel læring. ’Matador’ og ’Krøniken’ fik danmarkshistorien på seernes dagsorden på en måde, som den formelle historieundervisning aldrig havde kunnet. Her kunne man identificere sig med mennesker, som om man selv levede i historisk tid.

Med ’Borgen’ er turen kommet til samtidens politikere.