De tropiske regnskove vil være det nye sort på FN’s internationale klimatopmøde i Durban.

Der er bred enighed om, at bevarelsen af de tropiske regnskove spiller en helt centralt rolle for fremtidens drivhusgasreduktion. Problemet er, at det er utrolig komplekst rent praktisk – og ikke mindst politisk – at skabe de nødvendige økonomiske incitamenter, der skal bevare regnskovene.

Ifølge flere omfattende undersøgelser, bl.a. de indflydelsesrige IPCC-rapporter, står drivhusgasudledning i forbindelse med afskovning (af hovedsagelig tropisk regnskov) for omkring 15-20 procent af den globale drivhusgasudledning. Det er på niveau med udledningen fra hele transportsektoren – altså udledningen fra alle biler, lastbiler, fly, skibe og tog tilsammen.

Hvordan bremser man så rydningen af de tropiske regnskove? FN’s løsningsmodel for, hvordan man bevarer regnskovene og samtidig nedbringer CO2-udledningen, er REDD+, som står for Reducing Emissions from Deforestation and forest Degradation, dvs. reducering af CO2-udledningen fra skovrydning og skovødelæggelse.

REDD+ har siden sin oprindelse i 2005 haft usædvanlig stor politisk appel og var en af de få succeshistorier ved COP15, hvor den fik tilføjet sit +, der inkluderer bæredygtig skovdrift i strategien. På COP17 forventes forhandlingerne at blive noget mere anstrengte end hidtil, da nogle af problemstillingerne omkring REDD+ er begyndt at spidse til.

REDD+ repræsenterer et af de mere omfattende, men også konkrete bud på, hvordan man skaber langsigtet globale CO2-reduktioner.

Da Yemi Katerere, chefen for FN’s REDD+-sekretariat, for nylig gæstede København, forklarede han, at REDD+ er en ny og unik måde at takle ikke bare udledningen af CO2 i forbindelse med afskovning på, men samtidig også nogle af de underliggende problemer så som korruption, spørgsmålene i forhold til skovenes ejerskab og udnyttelse af ressourcer samt de sociale problemer, der tynger mange af de lande, der huser verdens regnskove.

LÆS OGSÅKan FN levere varen og styre kloden?

Ambitionen med REDD+ er altså ikke at fokusere snævert på CO2-reduktioner, men at takle de mange forskellige og komplekse ‘løse ender’, der på sin vis skal bindes sammen for at takle klimaforandringerne. Den politiske ambition er også blevet mødt med økonomisk opbakning.

Norge har ført an og har forpligtet sig til afgive 3 milliarder norske kroner om året til succesfulde REDD+-projekter, dvs. projekter, hvor regnskov er blevet bevaret, og hvilket har ført til CO2-besparelse, i forhold til hvis den var blevet ryddet.

Hele essensen i REDD+ er at skabe økonomiske incitamenter til ikke at fælde regnskovene – og altså betale for den ’service’, som skovene udfører i form af filtrering og opmagasinering af CO2 fra atmosfæren (dvs. naturens egen kulstofopsamling og -lagring).

Foruden CO2-reduktion er der meget omtale af de ekstra gevinster, man potentielt opnår med REDD+. Disse gevinster tæller bl.a. bevarelsen af de enorme koncentrationer af liv og biodiversitet, der findes i regnskovene, samt muligheden for at reducere fattigdom blandt udsatte lokalbefolkninger.

Derudover er REDD+ anslået til at være en relativt enkel og billig mekanisme til at opnå CO2-reduktion – i forhold mekanismer, der skal skabe omfattende CO2-reduktioner i transport- og energisektoren.

Hvad er så problemet? Ja, problemet er, at det er så komplekst at skabe de nødvendige økonomiske incitamenter. REDD+ er indtil videre en slags pilotprojekt.

De mekanismer, der skal skabe fundamentet for, at REDD+ kan realiseres på globalt plan, er langtfra færdigforhandlede, og på trods af en bølge af optimisme har de internationale forhandlinger indtil videre været ude af i stand til at opnå kompromiser i en række komplekse problemstillinger. Her er et udpluk:

•Finansiering. Hvem skal betale og hvordan? Skal det være vestlige lande og/eller den private sektor? Skal det være via en fond eller via et CO{-2}-kvotemarked. Hvad er CO{-2}-besparelserne værd i kroner og øre? Hvordan sikre man, at pengene lander i de ’rette’ hænder, og hvor meget har investorer lov til at blande sig i andre nationale forhold for at sikre sig dette?

•CO2-måling. Det er endnu ikke fastlagt, hvordan man præcist måler mængden af CO2 opmagasineret i et stykke regnskov. Satellitobservationer kan kombineres med regionale og lokale målinger, men usikkerheden af målingerne er nogle gange oppe på 50-70 procent.

•Baseline. Man skal også enes om de såkaldte ’baselines’, der indikerer, hvor meget CO2-udledning man sparer med REDD+. Effekten af REDD+ skal måles på, hvor meget regnskov man bevarer, i forhold til hvis man ikke havde REDD+.

•Lækage. Hvordan undgår man, at reduktion i afskovning ét sted ikke vil føre til forøget skovrydning et andet sted?

•Den sociale dimension. Fattigdomsbekæmpelse er en vigtig brik i reduktion af skovrydning, men mange eksperter beretter, at REDD+ er blevet trukket ned over hovedet på de mest berørte og udsatte befolkningsgrupper, der ikke har været tilstrækkelig inddraget i forhandlinger omkring REDD+.

REDD+ er dermed også et godt eksempel på den kløft, man støder på, mellem det, ’eksperterne’ er enige om, der skal implementeres, og hvad der i praksis kan implementeres. De problemer, man slås med omkring REDD+, er langtfra unikke for REDD+, og i et forsøg på at skabe konkret handling har man ikke kunnet løsrive sig fra de overordnede problemstillinger, der tynger klimaforhandlingerne.

Spørgsmålet er, om REDD+ vil vise sig at være endnu et oppustet håb eller en konkret handling i bekæmpelsen af klimaforandringerne – og dermed et vigtigt skridt mod bevarelsen af regnskovene og i sidste ende vores klode.