Digitaliseringen er hastigt i færd med at forandre verden, og danskerne tager vel imod de nye teknologier.

Mere end 2,4 millioner danskere bruger i dag sociale medier som Facebook, 1,5 millioner har en smartphone, og 91 procent har en computer.

Ja, danskerne er storforbrugere af de nyeste gadgets, apps og sociale medier, men ganske få danske virksomheder har formået at udnytte dette digitale fundament til at skabe store digitale erhvervssucceser.

Den slags foregår stadig primært på den anden side af dammen, hvor giganter som Google og Facebook gang på gang sætter nye rekorder i antallet af brugere og markedsværdi.

Men hvorfor kunne noget tilsvarende i grunden ikke ske i Danmark? Vi burde umiddelbart stå med gode forudsætninger for at skabe store digitale succeser: Danskerne er både omstillingsparate, veluddannede og it-parate. Og så har vi endda allerede opskriften på, hvordan man fra politisk hold kan gøre Danmark til foregangsland på særlige områder.

LÆS OGSÅDet offentlige dumper i digitalisering

Den danske stat investerede tidligt i vindenergi, hvilket sidenhen har givet Danmark en international position inden for miljøteknologi. Hvorfor ikke kopiere konceptet og skabe et nyt ’Vestas’ – bare på det digitale område?

Digitaliseringsbølgen ruller nemlig allerede ind over verden – lige fra Afrika, der har et blomstrende marked for mobilbetaling, til Indien, som huser nogle af verdens dygtigste og billigste softwareudviklere, og selvfølgelig til USA, som er den ubestridte gigant inden for udvikling af nye digitale produkter.

Fremtidens vindernationer vil med stor sandsynlighed blive dem, der baserer deres økonomi og udvikling på de digitale muligheder og udvikler sig til deciderede digitale lande: d-lande.

Men Danmark er endnu ikke for alvor kommet med på bølgen. Vi hæmmes af generel mangel på innovation: Under 40 pct. af danske virksomheder har introduceret nye produkter og/eller processer i perioden 2006-2008. Det er færre end i en række andre lande. I Tyskland er tallet cirka 55 procent.

Særlig bekymrende bliver det, hvis vi skal gøre os gældende på det digitale område, hvor netop fornyelse, innovation og evig produktudvikling er altafgørende for succes.

Et af problemerne er, at vores iværksætterstøtte er alt for sporadisk og spredt. Der er brug for bedre koordinering og ikke mindst mod til, at man fra centralt hold identificerer vinderne og giver dem særlig hjælp.

Og nogenlunde samme problematik finder man på forskningsområdet, hvor det er afgørende, at vi som lille land med forholdsvis få ressourcer koncentrerer indsatsen på de områder, vi tror mest på.

En tredje årsag er, at danske myndigheder tolker og praktiserer udbudsreglerne alt for rigidt, når de køber it-løsninger. Bl.a. går stort set ingen myndigheder i dialog med potentielle leverandører, da de ikke tør risikere at blive beskyldt for forskelsbehandling.

Dermed afskæres kunden fra viden, som er helt nødvendig for at kunne udbyde kontrakter hensigtsmæssigt. Det hæmmer innovationen.

Hvis Danmark derfor skal være en toneangivende del af den digitale udvikling – ja, hvis vi vil være andet end forbrugere af andre landes digitale produkter – er det på høje tid at finde ud af, hvad vi vil satse på. Hvor er vores styrke?

En af de helt oplagte nationale styrker er, paradoksalt nok, at vi har en af verdens største og mest omkostningstunge offentlige sundheds- og plejesektorer: I fremtiden vil presset på den blive stort, idet der vil komme flere ældre og kronisk syge, samtidig med at der vil være færre hænder til rådighed.

Men hermed er det også yderst attraktivt fra politisk hold at få sundheds- og plejesektoren til at investere i velfærdsteknologi, der både vil kunne frigøre ressourcer og sikre, at serviceniveauet kan hæves.

Det vil kunne skabe et marked for danske leverandører af velfærdsteknologi, som med tiden kan udvikle sig til et globalt marked. Og potentialet bliver bestemt ikke mindre af, at 72 procent af danskerne ikke har noget imod, at der bliver anvendt nye teknologier til pleje og omsorg.

Danmark har også en national styrkeposition inden for spiludvikling og pædagogik. Vi har en stærk pædagogisk tradition for leg og læring, ligesom vi har en stærk underskov af spilfirmaer. Men bolden ligger først og fremmest hos politikerne.

LÆS OGSÅDigitaliseringen hægter ældre af

Det er dem, der kan tage en beslutning om at tildele skolerne penge til indkøb af software til spilbaseret undervisning. Det er også politikerne, der kan stille krav om, at f.eks. en vis procentdel af undervisningen skal foregå online.

Det er med andre ord politikerne, der kan skabe grobunden for en ny industri af digitale undervisningsværktøjer. En ny industri, der sandsynligvis også meget hurtigt vil finde sammen med forskningsverdenen og dermed også bidrage til at booste denne internationalt.

Men velfærdsteknologi og digitale læringsspil er blot to eksempler på nichemarkeder, som staten kan få til at vokse via en kombination af indkøb, reguleringer og klare politiske krav. Der findes uden tvivl andre digitale styrkepositioner, man kan bruge modellen på.

Det forudsætter dog, at der er politikere, der tør lade staten udnytte sine muskler til at give Danmark digitale superkræfter.