I kulissen af Europas gældskrise lurer Kina.

Nogle ser Kina som en sidste redningsplanke. Sarkozy ringede til præsident Hu i oktober lige efter det europæiske topmøde med en simpel besked: Køb Europas obligationer. Men for andre europæere er vi på vej mod en finansiel ’München-aftale’ og et sidste brandudsalg af Europas værdier.

Det indrammer yderpunkterne i debatten i Europa. Men hvordan ser Kina egentligt på eurokrisen, og hvad er deres interesser?

Kina har verdens største valutareserver på over 3 tusind milliarder dollar, og de skal vedvarende investeres.

Europa er Kinas største importør af kinesiske varer, og riget i midten har derfor en ægte og udtalt interesse i, at Europa klarer skærene, og at kontinentet ikke falder fra hinanden – og værst af alt går i økonomisk recession og mindsker forbruget af kinesiske varer.

Endelig har Kina fået en overdosis af amerikanske statsobligationer og vil gerne finde andre investeringsmuligheder.

Alt dette burde være nok til at sikre Kinas villighed til at opkøbe Europas gæld i stort omfang, men alligevel ender Europa nok nærmere med at møde den kinesiske mur end den hjælpende hånd.

EU Har siden oktober forsøgt at få andre investorer til at købe op i den midlertidige brandslukningsfond (EFSF), men fondens leder, tyskeren Klaus Regling, passerede tomhændet forbi det europæiske topmøde i sidste uge.

Næste forsøg er at kanalisere midler til Europas kriseløsning gennem IMF og håbe, at Kina vil bide på og bidrage igennem IMF.

Kinas ledere har ellers rejst rundt til Europas gældsplagede lande som Grækenland, Spanien, Portugal og Ungarn under krisens begyndelse sidste år og afgivet offentlige erklæringer om køb af statsobligationer og tiltro til landenes økonomi. Det har ofte haft en kortvarig positiv effekt på markederne, men det efterfølgende spørgsmål om, hvor meget Kina egentlig opkøbte, står ubesvaret.

Kina opgiver nemlig den samlede beholdning af sine valutareserver, men ikke de enkelte opkøb eller valutaenheder. Det opbevares som en statshemmelighed. Og Europa har ikke – i modsætning til USA – et datasystem, der opgør udenlandske opkøb af nationale statsobligationer, så vi ved reelt ikke, hvor meget indhold der var i Kinas ’statsgældsdiplomati’.

LÆS OGSÅSpanien skal spare 123 milliarder kroner

Men tilbage til nutiden: Kina ser som alle andre investorer også de helt store røde advarselslamper blinke omkring euroen. Kinas topbankfolk efterspørger tredobbelt A-stemplede investeringer, der er langtidsholdbare. Kina har brændt fingrene på dollar, som er blevet nedvurderet.

I 2007 oprettede Kina en statslig investeringsfond, CIC, som investerede i Wall Street-firmaer og tabte masser af penge, da krisen efterfølgende ramte. Det gjorde fondens chef, Lou Jiwei, til en meget udskældt person på det kinesiske vibrerende internet. Kinas valutareserver ses af befolkningen som en opsparingskasse, der skal bruges fornuftigt.

Midt i den debat rammer Europas ønsker om Kinas opkøb uheldigt, og Kinas lederes kommentarer om at ville hjælpe Europa får hårde ord fra den offentlige mening i Kina, hvor valutareserverne ses som optjent gennem folkets ’blod og sved’.

Der har været skriverier om ’dovne europæere’, hvis overforbrug de hårdtarbejdende kinesiske arbejdere nu skal betale for. Så selv i et autoritært system skulle der laves en solid forklaringsindsats, hvis Kina skulle foretage et rigtig stort opkøb af europæisk gæld.

En anden grund til kinesisk tilbageholdenhed er, at handelstallene allerede peger nedad, og Kinas valutareserver ikke længere vokser med samme hast. Kinas ledere vil også gerne opretholde frie midler til at kunne afbøde intern lavvækst.

For nylig blev man nødt til at rekapitalisere flere de af de store statsejede banker, og Kina balancerer på en hårfin linje imellem at få styr på inflationen og sikre, at væksten ikke styrtdykker. De indenrigspolitiske behov er langt vigtigere end at sende penge af sted til Luxembourg, hvor EFSF har hovedsæde.

Endelig har Kinas ledere svært ved at forstå, hvorfor de skal sætte penge på højkant, når Europas ledere ikke selv vil. Hvis europæiske lande med betalingsbalanceoverskud som Tyskland ikke ønsker at opkøbe i andre europæiske lande, hvorfor skulle Kina så tro på, at det er en holdbar investering?

Så derfor er det ikke Kina, som Europa bør satse på til at redde euroen. I stedet ser Kina og kinesiske virksomheder bestemt muligheder i eurokrisen for at øge opkøb af virksomheder i Europa, som er de manglende brikker i Kinas ryk mod en mere højteknologisk økonomi.

LÆS OGSÅChefen for valutafond: Krisen i Europa eskalerer

Se blot på vores naboland Sverige, hvor Volvo nu er en kinesisk bil, og Saab fortsat får kunstigt åndedræt af kinesiske investorer. Ligeledes med infrastruktur-projekter, hvor Kina både gerne vil bygge og stille kapital til rådighed. Kinas penge er nu allerede indregnet i britiske projekter til genopretning af infrastruktur.

Eurospørgsmålet bliver Europa nødt til primært at løse med intern solidaritet, men Europa kunne til gengæld godt bruge Kinas hjælpende hånd til at give kontinentet nye vækstmuligheder.

Det kunne ske ved at sikre, at Kinas næste vækstfase inden for innovation og højteknologi foregår på åbne markedsvilkår. Den nuværende retning ligner mere ’tekno-nationalisme’ og statsdrevne virksomheder, der lukker sig imod europæisk konkurrence.

Et andet tiltag kunne være yderligere åbning for import af europæiske varer og serviceydelser. Det ville bidrage til at skabe vækst i Europa, hvilket landene mangler et troværdigt svar på.

Det vil også være i Kinas interesse, da man forsøger at stimulere de kinesiske forbrugere og afvænne den økonomiske model fra at være eksport- og investeringsdreven.