Da den tidligere britiske premierminister MacMillan engang blev spurgt om, hvad han så som den største udfordring for en statsmand, svarede han: »Events, my dear boy, events«.

Den nuværende konservative premierminister Cameron kunne ikke have forudset, at eurozonekrisen ville blive den ’event’, som for alvor kom til at sætte dagsordenen for ham som premierminister og for Storbritannien som land. Men det har den. På to helt afgørende områder, nemlig udviklingen i den britiske økonomi og Storbritanniens fremtidige forhold til EU.

Cameron gik til valg på at nedbringe gælden og genoprette den britiske økonomi med det altoverskyggende formål at bringe væksten tilbage. Det har også været kursen. Men på trods af massive besparelser på de offentlige budgetter og reformer på en lang række områder er det nu forventningen, at der først vil være balance i økonomien i 2017 – to år senere end forventet. Og hvad værre er – den ventede vækst ser ud til at udeblive.

Dette bærer eurozonekrisen en del af skylden for, fordi britisk økonomi afsætter en stor del af sin eksport til eurolandene. Og fordi krisen skaber usikkerhed, som smitter af på forbrugertillid og virksomhedernes investeringslyst.

Det har gjort krisen endnu dybere og længerevarende, end både koalitionsregeringen og uafhængige iagttagere havde forestillet sig. Det er dårlige nyheder for den britiske regering, som hidtil er kommet igennem med budskabet om, at historiens hårdeste genopretningsplan er vejen til bedre tider.

Og det er dårlige nyheder for den britiske befolkning, som slås med en ungdomsarbejdsløshed, der netop har rundet en million mennesker, og udsigten til først i 2015 at have samme levestandard som i 2002 – forudsat at eurozonekrisen løses i 2012.

Eurozonekrisen er også en medvirkende årsag til, at briternes traditionelle skepsis over for Bruxelles har fået ny luft. I dag angiver mere end 60 pct. af befolkningen, at de enten ønsker at forlade EU eller ønsker EU omdannet til en frihandelszone.

Også langt ind i det konservative regeringsparti er der stadig større skepsis over for EU-projektet. Mere end 80 parlamentsmedlemmer har etableret deres egen EU-skeptiske gruppe og presser på for at få genforhandlet forholdet til EU.

Den britiske EU-skepsis er også baggrunden for, at parlamentet i sommer vedtog en ny EU-lovgivning, som fastlægger’ i hvilke tilfælde der skal afholdes folkeafstemning om EU-spørgsmål. Den britiske skepsis vedrører især to forhold.

Det første er en udbredt opfattelse af, at der kommer for meget bureaukratisk lovgivning fra EU – ikke mindst på arbejdsmarkedsområdet – som underminerer den britiske konkurrenceevne.

Det andet er den regulering og beskatning, som både kommissionen og en række ledende eurozonelande foreslår af den finansielle sektor. Det opfattes her som et direkte anslag mod finansfolkene i City of London, som står for mere end 10 pct. af Storbritanniens BNP.

Derfor var Camerons handlemuligheder af indenrigspolitiske grunde ved det seneste Europæiske Rådsmøde mellem stats- og regeringschefer begrænsede og i sidste instans den primære årsag til, at Storbritannien ikke gik med i en ny traktatændringsproces. Det vil ikke gøre samarbejdet lettere internt i koalitionsregeringen, hvor Liberaldemokraterne står for en positiv EU-dagsorden.

Camerons udmelding på topmødet ændrer ikke ved, at der er områder, hvor vi under det kommende formandskab har fælles interesse i at skabe resultater, og hvor der skal træffes beslutninger inden for EU27. Briterne er ligesom os optaget af at videreudvikle det indre marked til fortsat at være en vækstdynamo for Europa.

Vi deler målet om at styrke EU’s relationer til tredjelande både gennem partnerskaber med nye økonomiske magtcentre som Kina og Brasilien og gennem frihandelsaftaler, der kan sikre bedre markedsadgang i lande som Indien og Japan. Og briterne deler vores ambition om at trække EU i en mere grøn retning. Blot for at nævne nogle af de områder, hvor Storbritannien har stærke interesser i EU-samarbejdet, og hvor de vil kunne bidrage til konkrete resultater.

Selv om økonomien er presset i bund, vil briterne fortsat spille en aktiv rolle i verden. Det sker ud fra ønsket om at skabe kommercielle relationer, der kan sikre vækst og beskæftigelse i Storbritannien.

Men også ved anvendelse af både hård og blød magt i konfliktområder som Afghanistan og Libyen, hvor Danmark og Storbritannien har et meget tæt samarbejde, og hvor vi deler målet om at beskytte civilbefolkningen og bidrage til sikkerhed og udvikling. Det er bemærkelsesværdigt, at den britiske regering på trods af økonomien vil leve op til FN’s 0,7 procents målsætning for udviklingsbistand. Dermed slutter Storbritannien sig til Danmark og få andre lande, som vil levere på det.

Storbritannien er som resten af Europa under hastig forandring. Men i modsætning til de øvrige store EU-lande ønsker briterne ikke at være blandt den kerne af EU-lande, som vil mere integration og mere Europa.

Den britiske regering er primært optaget af hurtigst muligt at få balance i den britiske økonomi og få gang i vækst og beskæftigelse. Det vil være det afgørende parameter for at holde sammen på koalitionen – ikke mindst fordi begge partier ved, at det med stor sandsynlighed vil afgøre næste valg, som ikke forventes før i 2015.

Briterne vil se fremad – også mod to store events, som i 2012 vil få dem til at rykke sammen og for en stund glemme de barske økonomiske realiteter. Først det store Diamantjubilæum, hvor briterne fejrer Dronning Elisabeths 60 år som regent. Og senere på sommeren De Olympiske Lege, som alle håber vil blive et tilløbsstykke for hele verden og en god forretning for Storbritannien.