Renten på italiensk statsgæld røg kraftigt i vejret i august måned.

Det indvarslede en uhyre afgørende tid for Italien, der rækker langt ind i 2012. En væsentlig grund til den høje rente var manglen på tillid. Markederne og EU-partnerne troede ikke længere, at Berlusconi ville tage reformvejen.

Så betød det intet, at regeringen havde strammet markant op i den økonomiske politik. Eller at den primære balance var positiv. Eller at det samlede budgetunderskud ikke var alarmerende stort. For Italien har kroniske vækstproblemer. Og gælden svarer til 120 procent af Italiens BNP.

Italien er eurozonens tredjestørste økonomi. Too big to save, lød det. Derfor måtte Italien også redde sig selv. Der kom stadig mere håndfaste krav om reformer fra navnlig Tyskland, Frankrig og Den Europæiske Centralbank.

LÆS OGSÅ Italiens økonomi får ny luft ved auktion

I November var Berlusconis flertal i det ene af parlamentets to kamre væk. Mens markederne holdt vejret, måtte Berlusconi aflevere sin afskedsbegæring til landets højt respekterede præsident Napolitano.

En regering af fagfolk blev udnævnt, premierminister Monti er økonom. Han blev kendt som den EU-kommissær, selv ikke de største amerikanske firmaer kunne bide skeer med.

Kommentatorer hæftede sig ved, at Italiens folkevalgte politikere afgav regeringsmagten, da yderligere skattestigninger, besparelser og strukturreformer blev uomgængelige. De godkendte i stedet en regering af professorer og erhvervsledere til at gøre arbejdet.

Medierne hæftede sig også straks ved kontrasten til Berlusconi. Nu så man billeder af Mario og Elsa Monti på kirkebænken flere søndage i træk. Monti henvendte sig direkte til det italienske folk.

Konsekvenserne af mange års manglende reformer blev trukket skarpt op: Uden markante reformer og offervilje nu ville Italien gå bankerot. De almindelige familiers store opsparing blive udhulet. Børn og børnebørn af den nuværende voksengeneration ville blive præsenteret for en helt urimelig regning.

Den første hestekur fik navnet ’Red Italien’. Den blev stemt hjem med stort flertal i parlamentet før jul. Der kommer nye eller øgede skatter og afgifter på boliger, forbrug, lønninger og pensioner.

Det omfattende skattesnyd skal bekæmpes. Der forestår betydelige besparelser i den offentlige sektor. Fastfrysning i tre år er allerede sket af lønninger og af de fleste pensioner.

En næsten dramatisk pensionsreform vil allerede i 2018 gøre 66-års alderen til skæringspunkt mellem arbejdsmarked og folkepension. Mænd får forhøjet pensionsalderen til 66 år allerede i 2012.

Mange pensionsydelser nedsættes. Skytset rettes også mod en række stærkt beskyttede og privilegerede erhverv. Virksomheder får præmie for at ansætte arbejdsløse unge og kvinder uden for arbejdsmarkedet.

De fleste italienere kan ifølge meningsmålinger fortsat godt lide Monti. Mange ser ham som redningsmanden. Men de bryder sig bestemt ikke om medicinen.

Mere venter forude. I januar begynder drøftelserne om reform af arbejdsmarkedet. Som det er nu, beskyttes de mangeårigt fastansatte, og det stive system afskrækker virksomheder fra at nyansætte. Det hæmmer også produktiviteten. Ifølge Monti må Italien sigte mod et system med mere konkurrence og fleksibilitet. Han interesserer sig for den danske flexicurity-model.

Fagforeningerne varetager navnlig de fastansattes og mange pensionisters interesser. De 30 procent arbejdsløse unge er ikke deres medlemmer. Modsat det politiske flertal i parlamentet har fagforeningerne blæst til demonstrationer og strejker.

Det skal vise sig, om disse forpostfægtninger på et tidspunkt udvikler sig til storkonflikt og sætter de politiske partier under pres til at trække tæppet væk under Monti.

Der er også usikkerhed om valgloven. Mange finder, at den øger afstanden mellem vælger og folkevalgt og cementerer partiledelsernes magt. Måske kommer der en folkeafstemning om valgloven til foråret.

Det kan ifølge nogle observatører få enkelte partiledere til at ønske nyvalg hurtigt efter de gamle regler. De fleste forventer dog først valg i 2013.

Der er usikkerheden om markedsreaktionerne. Italien skal have refinansieret en betydelig gældspost i foråret 2012. Det samme skal en række andre eurozonelande og private banker. Findes der ikke købere til denne gæld, kan presset på Italien øges.

Der er usikkerheden om udviklingen i eurozonen. Italien ser svaret på eurokrisen i et stærkere samarbejde i EU – om muligt blandt alle 27 medlemmer.

Monti ønsker tillige det indre marked styrket og udbygget for at fremme væksten i Europa. Her er klare italienske forventninger til det danske EU-formandskab. Det samme gælder den danske indsats for EU’s flerårige budgetter.

Der sættes også spørgsmålstegn ved selve det politiske system. Mange mener, at Montis hvedebrødsdage med de store partier i parlamentet snart er ovre. At de konkrete foranstaltninger nu truer for mange velerhvervede rettigheder.

Men hvor er alternativet til Monti, spørges der. Vil Berlusconi søge at komme tilbage? Det er set før. Han har fortsat stor indflydelse på mange italienere. Men ville han vove at fremprovokere ny markedsuro?

LÆS OGSÅ Monti er klar med hård spareplan

Eller findes alternativet snarere i en omkalfatring af det politiske system? Der er tegn på opbrud både hos centrum-venstre i Det Demokratiske Parti (PD) og hos centrum-højre i Berlusconis Frihedens Folk (PdL). Vil et sådant opbrud føre til et nyt regeringsdueligt bredt centrum efter næste valg?

Dette ville indvarsle en ny epoke i italiensk politik. Vi må vente på svarene.

Markederne, EU og IMF følger nøje udviklingen. Og den italienske regering fortsætter ufortrødent reformarbejdet. Som det hedder på italiensk: ’Den, der venter på tid, taber tid’.