Der er for få ressourcer i sundhedsvæsenet.

Sådan lyder det igen og igen fra patientgrupper, som vil have indført nye eller forbedrede behandlinger. Men den årlige realvækst i sundhedsudgifterne er faktisk historisk høj – fra 2006 til 2007 var der f.eks. en realvækst på godt 5 procent.

Væksten i de danske sundhedsudgifter er ganske vist relativt lav, hvis man sammenligner med væksten internationalt. Men i det kommende tiår vil der blive investeret mindst 25 milliarder i nye sygehuse.

Fem ekstra milliarder
Om væksten er høj nok, er dog alt i alt vanskeligt at besvare objektivt, fordi der er tale om et sundhedsvæsen, hvor den samlede ressourcetildeling er politisk bestemt – og hvor der til enhver tid altid vil være et misforhold mellem de behandlingsmæssige muligheder og de til rådighed værende ressourcer.

Sundhedspolitik kræver prioriteringer. Men hvad kan man så mest hensigtsmæssigt bruge fem ekstra milliarder i sundhedsvæsenet på?

Fem milliarder ekstra svarer til godt fem procents forøgelse af sundhedsbudgettet – eller ca. 1.000 kroner per indbygger.

Altså ikke en tsunami af ekstra penge. Men hvad er da den bedste anvendelse?

Den største sundhedsmæssige gevinst
Det bruger man omkostning-effekt-analyser til at beregne. De kan give svaret på, hvor man får den største sundhedsmæssige gevinst, f.eks. i form af ekstra leveår eller kvalitetsjusterede leveår.

Og det er i stigende grad den måde, der prioriteres på i sundhedsvæsenet i dag.

For at kunne sammenligne investeringer på tværs af sektorer, f.eks. investeringer på sundhedsområdet med investeringer i trafikinfrastrukturen, skal man gøre omkostninger og gevinster op i samme måleenhed, dvs. i kroner og ører.

Denne fremgangsmåde er netop på sundhedsområdet en smule vanskelig: For hvordan sætter man ’kroner og ører-værdi’ på et statistisk liv eller på vundne kvalitetsjusterede leveår?

På det spørgsmål kan man godt give et nogenlunde retvisende teoretisk svar, nemlig betalingsvilligheden for en risikoreduktion, der redder liv og giver flere leveår.

I praksis er det dog uendelig meget sværere at finde frem til et tal, fordi der ikke er et marked og dermed ikke en prisdannelse.

Nye initiativer
De beregninger, der er foretaget i denne forbindelse, er derfor foretaget på baggrund af hypotetiske antagelser. Det er således antaget, at den hypotetiske betalingsvilje for et reddet liv kan værdisættes til 15 mio. kroner; ét ekstra leveår er sat til 200.000 kroner; og et kvalitetsjusteret leveår er sat til 250.000 kroner.

Fører en given sundhedsindsats til 600 undgåede dødsfald, sættes effekten/gevinsten altså til 600 x 15 mio. kroner.


Der er kun lavet cost-benefit-beregninger for fire nye initiativer, men de demonstrerer uden besvær, at sundhedsområdet står særdeles stærkt, når man ser på cost-benefit-forholdet. Se bare følgende eksempel på ’utilsigtet hændelse’:

I dag ved vi, at mellem hver 8. og 10. sygehuspatient får en infektion under indlæggelse. De er ikke alle lige alvorlige, men hovedparten fører som minimum til forlængelse af sygehusopholdet – og nogle medfører døden.

Simple foranstaltninger virker
Der er her tale om ’utilsigtede hændelser’ som følge af den undersøgelse, behandling eller pleje, patienten har fået på sygehuset – og som altså ikke skyldes patientens underliggende sygdom.

I 2008 blev indberettet omkring 21.000 af sådanne utilsigtede hændelser. I en dansk undersøgelse fra 2004, baseret på gennemgang af mere end 1.600 journaler fra en urologisk afdeling på et større københavnsk sygehus, fandt man 200 behandlingsskader, heraf 3 dødelige.

Med en grov, men forsigtig opregning til landstal, kan man komme frem til, at der på landsplan kan være op til 2.800 dødsfald per år på grund af utilsigtede hændelser. 2.800 dødsfald.

Og der er oven i købet en del, der peger på, at 40 pct. af disse dødsfald kan undgås ved relativt simple foranstaltninger – som f.eks. bedre håndhygiejne eller god klinisk praksis.

Her er der ikke bare mange menneskelige sorger at spare.

Laver man en cost-benefit-beregning viser det sig, at man ved at bruge 200 mio. kroner hvert år over fem år kan få en økonomisk gevinst på 17 mia. kroner. Altså en særdeles fordelagtig cost-benefit-brøk.

Fremtidens udfordring
Et andet illustrativt eksempel er kronikerne: Der er langt over 1 mio. danskere med en kronisk sygdom, dvs. mennesker med sukkersyge, psykisk sygdom, rygerlunger, hjerte-kar-sygdomme, knogleskørhed, muskel- og skeletlidelser, astma og allergiske lidelser.

Mange i gruppen har mere end en sygdom, og der er ofte tale om ældre mennesker. Med en aldrende befolkning og velfærdssamfundets livsstil er denne gruppe fremtidens udfordring, fordi flere og flere bliver kronikere.

Der er i denne forbindelse foretaget cost-benefit-beregninger for to kronikergrupper, type 2-sukkersyge og depression, og her skal der afslutningsvis fokuseres på effekten af en øget indsats over for diabetikere:

I dag har hver 12. dansker diabetes – men hver anden af disse ved det ikke.

Fra 1996 til 2006 blev antallet af diabetikere fordoblet i Danmark. For type 2-diabetikere findes god dokumentation for, hvad der kan forbedre prognosen. (I mine cost-benefit-beregninger er vist, hvad der kan ske, hvis man indfører en intensiveret indsats svarende til anbefalingerne i en rapport fra Sundhedsstyrelsen i 2003): Der var i alt 152.800 ’patientår’ med diabetes i 2001.

Går man i gang med intensiveret behandlinger, er gevinsten på 16.000 ’patientår’, fordi overlevelsen forøges. Der vil endvidere blive færre diabetesrelaterede komplikationer, dvs. flere kvalitetsjusterede leveår.

Og sætter man et leveår til 200.000 kroner, vil den sundhedsmæssige gevinst være 3,2 mia. kroner. Ydermere vil der på lidt længere sigt være besparelser i social- og sundhedssektoren.

Det fører alt i alt til en meget stor cost-benefit-brøk – og er som sådan karakteristisk for forholdene på sundhedsområdet.