Nyhedsmedier og politik hører uløseligt sammen. Aviser, tv og web bugner af politisk journalistik. Men nyhedsmedierne er mere reaktive end proaktive, når der skal fastsættes en dagsorden.

Sådan lyder en af konklusionerne fra bogen ’Hvor kommer nyhederne fra’, der er baseret på mere end 75.000 nyheder fra uge 46, 2008.

For ti år siden, da ’Projekt Nyhedsuge’ blev gennemført første gang, var der frygt for, at stigende kommercielle produktionskrav langsomt ville undergrave den politiske journalistiks styrkeposition.

Her ti år senere virker denne frygt ubegrundet. Analyserne af morgenaviserne i uge 46 viser, at 91 pct. af alle forsidehistorier i ugen går til den politiske journalistik, mens det er 88 pct. af alle historier på indlandssiderne, den politiske journalistik sætter sig på.

Men selvom medierne afsætter megen plads til behandlingen af det politiske, bliver dagsordenen i overvældende grad sat af repræsentanter for politikken – snarere end journalistikken.

Ser man nærmere på forsiderne i uge 46 i 2008, viser det sig nemlig, at medierne kun er proaktive – dvs. selv har gravet historier frem på eget initiativ – i knap 20 pct. af historierne.

Hvorimod de fremstår reaktive – dvs. reagerende på udspil fra kilderne – i 76 pct. af historierne. En sidste rest, 5 pct., har det ikke været muligt at bestemme.

Langt størstedelen af forsidehistorierne bygger således i udgangspunktet på informationer, som kommer til medierne udefra.

Udlændingepolitikken vægtes højt
De reaktive historier er typisk historier, hvor en politisk aktør – et ministerium, en interesseorganisation, en styrelse eller en tænketank – har lavet en undersøgelse, en beregning eller en rapport inden for et emne, der interesserer mediet, og som ligger højt på den politiske dagsorden.

Mens de proaktive historier typisk er historier, hvor mediets journalister eller researchafdeling selv har lavet en analyse eller beregning, som danner baggrund for historien.

Ser man på den store mængde af politiske historier i forhold til de politiske områder, der rent faktisk dækkes, viser det sig endvidere, at politik bliver opfattet meget snævert i den pågældende uge.

Integrations- og udlændingepolitik er samlet set det hyppigst dækkede politikområde. I alt 21,4 pct. af ugens politiske historier omhandler dette politikområde.

Det næstmest dækkede område, indenrigspolitik (18,4 pct.), omhandler især person- og partirelaterede historier om de indenrigspolitiske kampe mellem regering og oppositionen, mens sundhedspolitik (8,2 pct.) er ugens tredjemest dækkede politikområde.

Der er forskel på prioriteringen imellem de forskellige politikområder, der dækkes af de enkelte aviser. Men denne forskel er ikke særlig stor, så samlet set dækker de analyserede nyhedsmedier i overvejende grad de samme politikområder.

Der synes med andre ord at være en fælles forståelse mellem aviserne af, at den politiske journalistik er det vigtigste område, og der synes tillige at være en enighed om, hvilke politikområder der er de vigtigste at dække.

Forskerne, der analyserede nyhedsformidlingen for ca. et årti siden, beskrev den danske politiske journalistik som ’hyperpolitisk’, fordi en stor del af avisernes spalteplads stadig blev brugt på Christiansborg-stof, på trods af at aviserne ikke længere var en del af det partipolitiske apparat.

'Synkroniseret journalistik'
Her ti år senere foretrækker vi at tale om den ’synkroniserede journalistik’.

Ved dette forstås tre ting: 1) Trods selvstændiggørelsen fra de politiske partier udgør det politiske stof stadig størstedelen af avisernes indlandssektioner; 2) medierne er ikke politiske, men politiserende, hvilket betyder, at de ud fra journalistiske såvel som økonomiske præferencer udvælger deres politiske dækning; 3) der er kommet mange flere politiske aktører til (siden partipressen), og alle disse aktører forsøger, ligesom politikerne, at føre (dele af) deres politik via medierne.

På denne måde politiseres mediedækningen af dansk politik fra tre sider: fra medierne, fra politikerne og fra de nye politiske aktører. Med synkroniseringen kan man derfor også tale om et afgørende brud i forhold til de rutiner og ressourcer, der ligger bag produktionen af en politisk nyhed.

Under partipressen blev den politiske nyhed produceret af den partipolitiske journalist, der ikke i udgangspunktet behøvede kilder til sin historie, da avisen og partiet var en og samme sag.

Fra midten af 1970’erne voksede en mere selvstændig politisk journalistik frem, hvor den politiske nyhed blev produceret i samspil, og modspil, mellem professionelle journalister og politikerne på Christiansborg.

Fra årtusindskiftet og fremefter bevirker øgede produktionskrav til journalister, og den stadig større skare af professionelle kilder, at den politiske nyhed produceres i et synkroniseret samspil mellem nyhedsmedier og kilder.

Synkroniseringen sikrer således en strøm af brændstof til de journalistiske maskinrum, som i stigende grad synes at blive overophedet.

Opgørelserne for uge 46 i 1998 og 2008 viser således, at der bliver produceret langt flere nyheder i dag, men at der ikke er blevet ansat flere journalister til at varetage den stigende nyhedsproduktion.

Analyserne af den politiske journalistik viser her, at konsekvensen af det øgede produktionspres aftegner sig på magtbalancen mellem journalistikken og politikken: til fordel for de professionelle politiske kilder.