De arktiske vækkeure kimer konstant dette efterår.

For globale klimaændringer varsles i Grønland tidligere og voldsommere end andre steder på kloden. Men grønlænderne selv tager klimapanikkens konsekvenser med fatning. Her på eksistensmulighedernes yderste grænser har rettidig omhu altid betydet rettidig tilpasning til naturens bratte omskiftelser – gennem 4.400 år. Således også i dag.

I syd forbereder grønlænderne sig optimistisk på allerede mærkbart bedre vilkår for landbruget. Mod nord står hundeslæden som den traditionelle transportform på havis til hastigt at blive udskiftet med bådtyper tilpasset et nyt klima og nye fangstvilkår.

Grønlænderne i bygderne frygter ikke klimaets omskiftelser nær så meget som omskiftelserne i grønlandsk politik. Fangerne ved godt, at klimaet skifter. Det har de selv erfaret ofte nok og længe nok.

Derimod forstår de ikke diffuse politiske udmeldinger fra selvstyreregeringen i Nuuk. Deres traditionelle livsform oplever de som mindst lige så meget truet af politikerne som af klimaet.

Bygdepolitik på vej mod fallit
Mobilitet har været fangernes overlevelsesinstinkt gennem århundreder. Det er en myte, at fangerne er så rodfæstede i deres bygder, at de er umulige at flytte. De er parate til at flytte fra bygder til byer. Men boligproblemer i byerne bremser mobiliteten eller sætter den helt i stå.

De atten grønlandske kommuner er blevet slået sammen til fire nye storkommuner, der burde kunne give bygderne øgede vækstmuligheder.

Byer og bygder skulle finde nye muligheder for at hjælpe hinanden, så de store uligheder mellem by- og bygdebefolkning kunne udjævnes. Dette var i hvert fald den grønlandske kommunalreforms bærende idé. Og den gav kortvarigt nyt håb til bygder, der var truet af affolkning og lukning. Men resultaterne lader vente på sig.

Utålmodigheden i bygderne er betydelig. For de 57 bygdebestyrelser, hvoraf nogle nu bliver slanket, ved udmærket, at bygderne vil blive afviklet før eller senere, hvis der ikke snart sker en reel udvikling – vel at mærke med hurtig aktiv deltagelse fra bygderne.

Forsikringer fra den ny selvstyreregering om, at der ikke er tale om et bevidst forsøg på at lukke bygder, hjælper ikke meget. Der behøves ingen konspirationsteorier for at se bygdepolitikkens snarlige fallit.

Tre faktorer er her afgørende:

(1) Afskaffelsen af ensprissystemet har gjort det mærkbart dyrere at bo i bygderne; uden selektiv transportstøtte eller genindførelse af ensprissystemet i moderniseret form er bygdeliv ikke muligt.

(2) Under valgkampen forud for det seneste valg til Grønlands Landsting blev der fremsat forslag om at lukke alle bygder med under 100 indbyggere. Senere er det pointeret, at dette ikke aktuelt er selvstyreregeringens politik, men at den afventer endnu et udredningsarbejde, der ventes færdigt i 2010, før den beslutter sig angående vidt forskellige erhvervsmuligheder fra bygd til bygd.

(3) På den grønlandske finanslov for 2010 er tilskuddet til bygderne reduceret med 45 mio. kr.

Industriel udvikling i stedet for klima
Ventetiden frem til forelæggelsen af en ny bygdebetænkning kan rigtigt udnyttet måske alligevel nå at komme bygderne til gode: Ny elektronisk kommunikation bryder tidligere tiders isolation, og turismen er i et femårs perspektiv i stærk vækst trods helt aktuelle tendenser til afmatning.

Nye elektroniske søkort over de mest trafikerede grønlandske farvande vil desuden gøre det lettere for lokale og for turister at sejle mere sikkert langs Grønlands lange kyster.

Hertil kommer, at alle fire nye storkommuner er blevet så store og stærke, at de ikke som de atten små forgængere i et og alt er afhængige af skiftende politiske signaler og økonomiske udmeldinger fra Nuuk. Meget mere kan og skal nu besluttes og iværksættes regionalt og lokalt.

Sydkommunen viser allerede vej med et trafik- og sundhedspolitisk samarbejde med Island. Et uddannelsesmæssigt løft via velafprøvede islandske undervisningsmodeller for små samfund kan måske også komme på tale, nu hele skolesystemet er blevet et kommunalt anliggende med klare forventninger om, at især bygdeskolerne får et tiltrængt løft.

Højt hævet over den firestrengede grønlandske kommunalpolitik står klimapolitikken, der udadtil synliggøres stærkest af landsstyreformand Kuupik Kleist. Han træder som på nyfalden sne, når han forklarer Grønlands situation forud for klimatopmødet i København.

Han argumenterer vedholdende for det grønlandske synspunkt om retten til en industriel udvikling på linje med de nuværende ilande.

Han ser udfordringen for Grønland i at balancere behovet for nye industrier og behovet for en ny samfundsudvikling med en ansvarlig politik for reduktion af og tilpasning til klimaforandringerne – en formulering, der har betydet knaster i forhold til regeringen i København, men sikret ham fuld opbakning i by som bygd i Grønland.

For netop overgangen fra hjemmestyre til selvstyre 21. juni i år gør det bydende nødvendigt, at Grønland udvikler en selvbåren økonomi. Det politiske selvstyre får kun et reelt indhold, hvis det tillige formår at skabe et materielt grundlag for selvstyret.

Derfor grønlandsk dissens som udgangspunkt, når den danske regering som udgangspunkt ønsker en klimapolitik for hele rigsfællesskabet.

Kuupik Kleist mener, at vi nok har et fælles ansvar for kloden, men at det må udmøntes forskelligartet. Afstanden fra Thule til Gedser og alt, hvad deraf følger, betinger i sig selv dette. Men nok så meget, at Grønland inden for den næste halve snes år skal have mulighed for at udvikle en halv snes forskellige former for mineindustri.

Store dele af denne industri vil blive placeret i eller i nærheden af bygder. Derfor er der i Grønland på lang sigt en tæt sammenhæng mellem klimapolitik og bygdepolitik.