Så kom Lissabontraktaten endelig i hus.

Efter en årelang skriveproces, to versioner, fire afstemninger, samt et centraleuropæisk vejbump blev traktaten endelig ratificeret.

Selv David Cameron, leder af det euroskeptiske konservative parti i Storbritannien, har anerkendt den nye realitet og bebuder, at han ikke vil kræve en folkeafstemning om traktaten, hvis han, som almindeligt forventet, bliver valgt til premierminister næste år.

Med andre ord: Lad champagnen flyde, frem med kaviaren, og sæt Beethovens 9. Symfoni på, for nu skal EU ud og gøre sig på verdensscenen. Kina vil bæve, USA glæde sig og Rusland tænke sig om før næste provokation.

Endelig vil unionen, der samlet betaler 40 procent af FN’s budget, bidrager med to tredjedele af verdens samlede udviklingsstøtte og kollektivt kan gøre brug af 40.000 diplomater på 1.500 forskellige ambassader, spille med de store lande.

Det burde ske lige straks. Bare vent. Kun et øjeblik til. Kan I se det? Ikke? Nej, vel. Der er ikke meget nyt at se endnu. For sandheden er, at det vil tage lang tid, før unionen bliver en rigtig udenrigspolitisk magtfaktor – på trods af Lissabontraktaten.

Mange uafklarede spørgsmål
Traktaten vil naturligvis gøre sit. Eksempelvis er det nu muligt at stoppe den udenrigspolitiske karrusel med de skiftende EU-formandskaber. Det er ikke nogen lille sejr.

Efter at Sveriges Carl Bildt har tegnet EU’s profil udadtil i de sidste seks måneder, skulle turen være gået til Spaniens Miguel Ángel Moratinos, der har en anden holdning til Balkan, Centralasien og Rusland end sin svenske kollega – og i øvrigt størstedelen af de andre europæiske udenrigsministre. Det ville ikke se godt ud.

Med traktaten vil det også være muligt at koordinere EU’s indberetning og diplomatiske aktivitet i de områder, hvor størstedelen af medlemslandene deler interesser, f.eks. på det vestlige Balkan. Men der er flere udfordringer, EU er nødt til at tackle, hvis ønsket om stormagtsstatus skal blive til virkelighed.

For det første medfører Lissabontraktaten en række institutionelle nyskabelser, hvis eksakte form endnu er uklar: Hvordan skal forholdet mellem rådsformanden og udenrigsrepræsentanten være?

Hvordan skal EU’s ny udenrigstjeneste strikkes sammen, bemandes og finansieres? Hvordan skal forholdet være til EU-kommissionen, der beholder kompetencer i forhold til en lang række kvasi-udenrigspolitiske områder som udvidelsespolitik, handel, energi samt udviklingspolitik?

Ved deres møde i Luxembourg for nogle uger siden godkendte EU’s udenrigsministre en plan for den nye udenrigstjeneste. Men der er mange uafklarede spørgsmål, der kun kan besvares, når der kan sættes navne på topposterne.

Selv når rådsformanden og udenrigsrepræsentanten bliver udnævnt, vil der opstå bureaukratiske kampe. For EU’s beslutningsproces, der oprindelig blev skabt til at forhandle stålpriser og fiskekvoter, har kun langsomt vendt sig mod mere operationelle opgaver.

Studehandler mellem medlemslandene eller halvteologiske hensyn virker vigtigere end at kunne stole på generaler og ambassadører i felten. EU kan ikke lokke medlemslandene til at sende politifolk til politimissionen i Kabul – og vil heller ikke give missionens chef, Kai Vittrup, de nødvendige beføjelser til at rekruttere på det åbne marked.

Disse problemer vil Lissabontraktaten ikke automatisk gøre op med.

Da Den Fælles Udenrigstjenesten (FUT’en) bl.a. skal bemandes af diplomater fra medlemslandene, vil der snart opstå kamp om at få indtaget gode poster.

Det er primært de mindre lande, der vil være villige til at lukke deres egne ambassader og kaste ressourcer og folk ind i FUT’en med deraf følgende stor risiko for, at tjenesten vil blive præget af en ’lillestatsmentalitet’.

Hvis EU’s udenrigspolitiske fællesnævner ender med at blive Portugals eller Ungarns udenrigspolitik – frem for Englands eller Frankrigs – vil der hurtigt blive sået tvivl om, hvorvidt processen var det hele værd.

Fælles fodslag og politisk vilje
Det største problem er dog ikke institutionelt, men storpolitisk: Hvis EU’s medlemslande ønsker at gøre sig mere hørt i en ’multipartner’-verden, hvor USA, Rusland, Kina og andre nye magter vil arbejde på tværs af gamle alliancer for at løse globale problemer, kræves der mere fælles fodslag.

Her kan Lissabontraktaten hjælpe til, men den kan ikke i sig selv skabe fællesskab. Det skal der politisk vilje til. Og på en række områder er EU-landene splittede, uenige eller blot fastkørt i gamle mønstre.

Tag for eksempel EU’s ruslandspolitik. Manglen på en fælles politik, ja, sågar en fælles analyse, har gjort det muligt for Rusland at splitte unionen og bl.a. gennemføre en gaspolitik, der på sigt vil gøre store dele af EU afhængig af Ruslands elite.

Mens Litauen ønsker Nato-øvelser, der viser Rusland, at alliancen er parat til at forsvare sine allierede, tager Italiens Silvio Berlusconi til Sankt Petersborg for at fejre Vladimir Putins fødselsdag.

Forholdet til USA lider under de samme problemer. Flere medlemslande tror, at de kan opnå fordele ved at bibeholde et ’specielt’ forhold til USA. Men sandheden er, at USA under Obamaregeringen foretrækker en handlekraftig og fælles EU-politik, f.eks. over for Iran, Afghanistan og Pakistan.

EU er ikke et land og bliver det aldrig. Hvis der har været nogen tvivl om dette, så har den tyske forfatningsdomstol slået det fast med syvtommersøm. Så man kan ikke forvente, at unionen vil opføre sig udenrigspolitisk med samme styrke som et land.

Men det burde ikke være utænkeligt at få de 27 medlemslande til at agere i fællesskab, når de er enige om de store linjer (som på Balkan) og i spørgsmål, hvor det kun er en fælles politik, der vil have virkning (som i forholdet til Rusland, Kina og Iran).

Lissabontraktaten er en velkommen nyskabelse, der ved rådsmødet i denne uge vil få tilført menneskelig form, når rådsformanden og udenrigsrepræsentanten bliver udnævnt. Men der er ingen grund til at hvile på laurbærrene. Arbejdet med at give EU udenrigspolitisk vægt er kun lige begyndt.