Tag et grundigt kig på de to kurver nedenfor.

De sætter rammen for vores liv de næste fyrre år. De vil ændre vores økonomi, vores politik og vores liv. De vil række langt ind i vores dagligdag, og netop derfor er de også svære at fatte.

Kurverne illustrerer det basale forhold, at mennesket som art for længst har overskredet naturens smertegrænse. Vi har eksisteret i godt 100.000 år på kloden, og i de sidste 150 år er vi for alvor begyndt at udfordre vores omgivelser.

Dels vokser antallet af mennesker dramatisk, dels vokser vores samlede forbrug eksplosivt – her illustreret ved den voldsomme stigning i udledningen af drivhusgasser.

Alvoren er tydelig i forhold til klimaet, men kunne også eksemplificeres ved den dramatiske nedgang i biodiversitet og manglen på råstoffer som olie, fosfor og kobber om få år. Med en simpel fremskrivning vil mængden af mennesker stige fra de nuværende 6,4 milliarder til over 9 milliarder i 2050.

Dermed vil antallet af mennesker på bare 100 år mellem 1950 og 2050 være vokset med 6,5 milliarder mennesker. Den eksponentielt stigende kurve er afgørende at forstå, fordi vi tit bliver mødt med argumentet om, at mennesket altid har kunnet tilpasse sig nye vilkår.

Denne type argumentation glemmer nemlig, at når Jordens befolkningstal steg med 10 pct. i 1850, steg det i absolutte tal med 120 millioner mennesker. I dag betyder 10 pct. stigning næsten 650 millioner flere mennesker.

Vi går en mere økonomisk og lykkelig fremtid i møde
Den nøgne kendsgerning er derfor, at vores egen og vores børnebørns overlevelse helt og holdent afhænger af vores evne til at udvikle samfundet til et nyt stade, hvor mennesket ikke udvikler sig i modsætning til naturen omkring os, men tværtimod tilpasser sig de naturgivne grænser.

Målet med denne opremsning er ikke at male dommedagsscenarier. Tværtimod. Det er fuldt ud muligt at gennemføre denne transformation, og vi går i mange henseender en både mere økonomisk og lykkelig fremtid i møde.

Det store spørgsmål er, om verdens politikere fuldt ud har indset alvoren i dette – og har indset mulighederne. Der har været langt fra skåltaler til handling i det politiske spektrum, både i Danmark og i udlandet.

Det er i den forstand, at COP15 kan blive en afgørende milepæl i den menneskelige historie. Det kan blive den begivenhed, der markerer overgangen fra bekymring til handling.

Hvilke beslutninger bør tages?
Hvilke beslutninger er det da, at de mere end 100 statsledere bør tage i den kommende uge? Ja, skal vi følge de videnskabelige anbefalinger, skal de vestlige lande reducere deres udslip af drivhusgasser med 40 pct. i 2020 og med 80-90 pct. i 2050.

De store økonomier i Kina, Brasilien, Rusland og Indien (Brik-landene) skal påtage sig at knække kurven mellem økonomisk vækst og udslip af drivhusgasser inden 2020. Og alle skal bidrage til, at de fattige lande kan være med.

På det overordnede plan ved vi faktisk også, hvordan det konkret skal ske. Hvis vi følger anbefalingerne fra FN’s Klimapanel, McKinseys rapporter, Sterns udredninger, Al Gores sidste bog og en lang, lang række andre eksperter – herhjemme repræsenteret ved bl.a. Ingeniørforeningen, Teknologirådet og Concito – er der grundlæggende fire veje til hurtige reduktioner:

•Et mere intelligent og effektivt energisystem med markante besparelser i både produktion og forbrug.

•Mere vedvarende energi som vind, biomasse, sol og geotermi.

•En mere bæredygtig fødevareproduktion og landbrug.

•Ændringer i vaner og rutiner hos både borgere og virksomheder, herunder en massiv satsning på genanvendelse og et større forbrug af service frem for materielle goder.

Èn ting er imidlertid at tegne det fossilfrie Danmark på skrivebordet, noget helt andet er at gennemføre det i praksis. Forandringen til et bæredygtigt samfund vil gribe langt ind i vores kultur og måde at tænke på. Lad os nævne tre eksempler:

Vores økonomiske tænkning: I dag udføres der såkaldte samfundsøkonomiske beregninger og konsekvenser for BNP ved enhver politisk beslutning. Men vores nuværende økonomiske metode formår slet ikke at indregne fordele og ulemper i forhold til de trusler, vi står over for på klimaområdet. Der er derfor et presserende behov for en ny måde at måle verdens økonomi og vores velfærd på.

Vores politiske tænkning: I vores politiske verdensbillede spiller den traditionelle velfærdspolitik stadig en stor rolle, men i fremtiden vil fordelingen af velfærd ikke længere handle om at dele en stadig større lagkage, men om at sikre en fair adgang og brug af ressourcerne – især vand – både globalt og i det enkelte land.

Vores tænkning om forbrug. Som nævnt kan vi ifølge FN’s Klimapanels beregninger ikke løse opgaven alene ved at afskaffe kul og olie, der skal også ændringer til i vores forbrugsmønstre, fordi drivhusgasserne også kommer fra en stigende kødproduktion og rovdrift på verdens skove og vådområder.

Det kræver mod at udfordre alle disse paradigmer, og vi beder til, at verdens topledere har det mod. Under alle omstændigheder udgør COP15 en milepæl.