Udviklingen i den danske produktivitetstilvækst har været helt i bund de seneste 15 år, og Danmark rasler derfor ned ad listen over verdens rigeste lande.

Skal den udvikling vendes, er bedre og mere konkurrencedygtige uddannelser helt afgørende. Desværre har vi i Danmark givet universitetsuddannelserne alt for dårlige økonomiske betingelser i forhold til i andre lande. Årets finanslov var heldigvis et skridt i den rigtige retning, og det skal udnyttes.

Her blev det besluttet at afsætte 5.000 kr. mere per studerende på humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser. Det er på mange måder en historisk beslutning, da den gør op med mange års nedgang i bevillingerne. En sådan begivenhed bør derfor også afføde nogle refleksioner om, hvad pengene skal bruges til.

Midler er med til at definere mange ting, og udviklingen i bevillingerne til universiteterne har også været med til at sætte rammerne for den nuværende universitetskultur.

Undervisningen er blevet underprioriteret
De seneste år er der sket en voldsom stigning i forskningsmidlerne, til dels på bekostning af uddannelsesmidlerne, og det er derfor ikke noget under, at uddannelserne som udviklingsområde er blevet underprioriteret.

Konkret viser en spørgeskemaundersøgelse, foretaget blandt mere end 1.200 forskere for magasinet Forskerforum, at 60 pct. af forskerne har oplevet, at det af økonomiske årsager har været nødvendigt at skære i antallet af kurser siden 2003. 70 pct. mener ligeledes, at de studerende er blevet mere instrumentelle i deres tilgang til uddannelsen. Sidst men ikke mindst oplever hver tredje forsker, at deres kollegaer er mere optagede af at forske og derfor nedprioriterer deres undervisning.

Disse udsagn fra landets forskere summerer fint op, hvor de 5.000 kr. bør sættes ind. Pengene skal nemlig bruges til:

•Flere timer og flere aktive forskere i undervisningslokalerne.

•Tættere interaktion mellem de studerende og kvalificerede undervisere/forskere.

•Undervisningsform og eksamensformer, der passer til det, der skal læres, og arbejdsmarkedsbehov.

En omfattende analyse fra Aarhus Universitet viser, at de studerende studerer alt for lidt. Inden for samtlige studieretninger bliver der studeret mindre end 37 timer om ugen. Faktisk bliver der studeret så lidt, at en gennemsnitsstuderende mangler, hvad der svarer til et års studiebelastning, når de forlader universitetet.

Undersøgelsen viser også, at den gennemsnitlige undervisningsmængde svinger med otte timer om ugen, men den gennemsnitlige forberedelse svinger med kun tre timer.

Sundhedsvidenskab har det næsthøjeste antal undervisningstimer, men samtidig er det også det fagområde, der har den største forberedelsestid – i alt 34,5 timer om ugen. Humaniora derimod har det laveste antal undervisningstimer og samtidig den næstlaveste antal forberedelsestimer – kun i alt 24,5 timer om ugen.

Det viser, at der simpelthen er grænser for selvstudium. Undervisning og vejledning fra kompetente undervisere er afgørende for lysten til at læse. Hvis de studerende skal have mere ud af deres uddannelsesår, er mere undervisning og vejledning afgørende. Der skal undervises mere, men der skal også undervises bedre.

Pædagogiske redskaber er afgørende
Der er desværre i dag en tendens til, at undervisere taler om ’undervisningsbyrde’ og ’forskningsret’. Uddannelse ses altså som noget ubehageligt, der skal overstås, så der igen kan blive tid til det, det virkelig handler om – nemlig forskning.

Det er afgørende, at universitetsledelserne indarbejder en kultur, hvor undervisning er mindst lige så afgørende som forskning. Uddannelsesevner skal tælle lige så meget som forskning, når der skal ske nyansættelser. På DTU har de for eksempel en politik om ikke at ansætte nogen, medmindre de er klar til at undervise på første semester.

En forskerkarriere er lang, og derfor er en ændret tilgang til nyansættelser selvfølgelig ikke nok. Der skal også tages fat i de forskere, der allerede er ansat – og der er nok at tage fat på. Eksemplerne er mange. Forskere, der ikke kan bruge PowerPoint, forskere, der ikke taler ordentligt engelsk, men underviser på sproget alligevel, og forskere, som aldrig har fået en ordentlig skoling i, hvordan man bedst og mest inspirerende formidler fagligt stof.

Det er altafgørende, at underviserne har de pædagogiske redskaber, og at universiteterne har de fornødne penge for at kunne levere undervisning i verdensklasse.

Det er klart, at der er grænser for, hvor langt man kan nå med disse tre punkter med blot 5.000 kr. ekstra per studerende per år. Det er derfor vigtigt, at politikerne også de kommende år afsætter ekstra midler til uddannelserne – også de øvrige studieretninger.

Dertil viste regeringens egen undersøgelse af universitetstaxameterne, at uddannelserne underfinansieres med mellem 11.600 kr. for humaniora og samfundsfag til 66.000 kr. for teknik og naturvidenskab. De 5.000 kr. er derfor kun et endog meget lille skridt på vejen.

Hvis Danmark igen skal opleve udvikling i produktiviteten og høje vækstrater, skal uddannelserne på dagsordenen, og det kræver endnu flere midler og bedre udnyttelse.