Der var ingen, der havde forudset finanskrisen. Ingen. Det er der ikke noget underligt i. Økonomer har ikke nogen god ’track-record’, når det drejer sig om prognoser.

Som den canadiskfødte økonom John Kenneth Galbraith engang sagde:

»Formålet med økonomiske prognoser er at få astrologien til at fremstå som en troværdig videnskab«. Et andet af hans bonmoter lyder, »at der i helvede findes en særlig afdeling for økonomer. Her står de og læser deres fejlslagne prognoser op for hinanden«.

Men denne konstatering betyder ikke, at den økonomiske videnskab befinder sig på den evigt omtalte ’herrens mark’. Som nobelpristageren Paul Krugman tidligere har udtrykt det, viser krisen, at der i dag findes redskaber, som kan afhjælpe katastrofen. Vi kan ikke spå om fremtiden, men vi har et troværdigt nødberedskab, når uheldet er ude.

Keynes er tilbage
Det overraskende – for lægfolk og liberalister – er, at dette katastrofeberedskab består af mere eller mindre socialdemokratiske foranstaltninger. Altså finanspolitiske indgreb og alle de ting, som blev opfundet af den navnkundige engelske økonom John Maynard Keynes i værket ’The General Theory of Employment, Interest and Money’ fra 1936.

Uden at forsøge at opridse dette lange og teoretiske værk for almindeligt dødelige, kan det kort siges, at Keynes foreslog, at der i krisetider blev skabt et kunstigt forbrug ved at pumpe penge – eller købekraft – ud til befolkningen.

Hvis folk havde penge mellem hænderne, ville de bruge dem – og dermed ville produktionen igen stige, og økonomien ville rette sig selv op.

Det var en doktrin, som socialdemokratiske regeringer sværgede til efter Anden Verdenskrig.

Men i 1970’erne begyndte især konservative partier – frem for alt Margaret Thatcher i England – at så tvivl om teoriens levedygtighed.

Godt hjulpet af neoliberale økonomer som amerikaneren Milton Friedman og østrigeren Friedrich von Hayek blev der argumenteret for, at staten skulle gøre så lidt som muligt. Markedet ville regulere sig selv. Statens rolle blev begrænset til at regulere pengemængden – og denne burde desuden sættes af teknokrater i Nationalbanken.

Selv socialdemokrater accepterede denne doktrin. Men nu har den teoretiske pibe fået en anden lyd. Kasinokapitalismens lettere naive tyrkertro på markedet har vist sig at være en ’fatal forblindelse’ – for at bruge Hayeks egen betegnelse.

»Come back Lord Keynes, all is forgiven« (»Kom tilbage lord Keynes, alt er tilgivet«), sagde den britiske nationalbankdirektør Mervyn King for nylig til en reception.

Og Keynes er tilbage – men ikke på en måde, som man skulle have forventet. De, der lever godt af hans genopstandelse, er ikke hans traditionelle disciple i de socialdemokratiske partier, men de hidtil vantro borgerlige. Nogle mener, at der er noget i denne udvikling, der strider mod den politiske logik.

Hvorfor er de socialdemokratiske partier – de partier, der altid har fulgt Keynes’ strategier – i krise, mens de borgerlige har medvind?

Hvorfor er det borgerlige – eller de borgerligt ledede regeringer – i Danmark, Tyskland, og Frankrig, der gennemfører den keynesianske kur?

Nogle vil hævde, at det er en forsimpling. Det var trods alt Gordon Brown, den britiske premierminister, der førte an i oprydningsarbejdet efter finansmarkedernes kollaps.

Og det var – trods alt – den forhenværende tyske finansminister, socialdemokraten Peer Steinbrück, der var arkitekten bag den tyske regerings kriseplan sidste år.

Men lige lidt har det hjulpet. Gordon Browns politiske modstander, den konservative David Cameron ligger 10 procent foran i meningsmålingerne og bliver efter al sandsynlighed premierminister næste år. Og i Tyskland? Steinbrücks parti tabte valget og er nu ude af regeringen.

Kort sagt, historien gentager sig
Men spørgsmålet er, om det er et paradoks? Historisk set er det ikke specielt overraskende. Hvis vi bevæger os tilbage til 1950’erne, kan vi konstatere, at det også dengang var borgerlige partier, der gennemførte den økonomiske kur, som socialdemokrater havde ordineret. Borgerlige som Konrad Adenauer i Vesttyskland, Dwight D. Eisenhower i USA og lidt senere Charles de Gaulle førte høj-keynesiansk politik i 1950’erne.

Ligesom nu var det også dengang centrum-højre-partier, der gennemførte krisepolitikken efter keynesianske forskrifter. Og 1950’erne var ikke særegne.

I 1980’erne var den genopretningspolitik, der blev ført af f.eks. vores egen Poul Schlüter (og især af finansminister Palle Simonsen), udpræget keynesiansk.

Og selv i USA var Ronald Reagan – trods den megen snak om markedet og Reaganomics – i realiteten en keynesianer, der fik gang i økonomien ved store offentlige investeringer i forsvarsindustrien.

Kort sagt, historien gentager sig. I krisetider overlader vælgerne roret til de borgerlige – især hvis sidstnævnte fører socialdemokratisk politik.

Og vice versa. I opgangstider overlader vælgerne roret til socialdemokratiske regeringer, der fører... ja, rigtigt gættet, borgerlig politik.

Der blev gennemført langt flere privatiseringer under Poul Nyrup Rasmussen end under Poul Schlüter. Hvis læseren ønsker et eksempel.

Så det, der kan virke som et paradoks, er i virkeligheden blot et udtryk for noget, der ligner en politisk økonomisk lovmæssighed. Og måske er denne tendens også udtryk for, at vælgerne foretrækker en midtsøgende politik.