Både forskning og erfaring viser, at økonomisk vækst ikke mindst afhænger af en velfungerende finansiel sektor. I 2008 og 2009 blev det klart, at Danmark stod med en finansiel sektor, der slet ikke var ’velfungerende’, hvilket førte til ikke mindre end to bankpakker.

Hvad var problemerne – og hvad kan man gøre for at undgå at komme i en lignede situation igen?

I den økonomiske lærebog kan man læse, at banker modtager indskud fra folk (forbrugere og virksomheder), som vil spare op og konvertere dem til udlån til folk, der har behov for penge.

Indskydere kan hæve deres indlån ’med dags varsel’, men en bank kan ikke opsige udlån ’med dags varsel’. En bank kan således komme i problemer, hvis mange indskydere pludselig vil hæve deres penge.

Ifølge den økonomiske lærebog er det ’traditionelle’ bankrun derfor en situation, hvor indskyderne mister tilliden til, at de kan få deres indskud tilbage, og løber ned til banken for at hæve deres penge før alle andre.

I 1930’erne så vi mange bankruns. Det er – trods alt det negative – positivt, at vi i denne finanskrise kun har set ét traditionelt bankrun: den britiske bank, Northern Rock, i efteråret 2007.

Årsagen er, at vi i dag har Indskydergarantiordninger, der sikrer, at private er dækket, selv hvis ens bank går fallit.

Moderne bankrun
Problemet i 2008-2009 var derfor et andet: De danske banker var gået fra den ’traditionelle’ form for bankdrift, hvor der er mere eller mindre lighedstegn mellem indlån og udlån, til en form for bankdrift, hvor man giver større og større udlån for hver indlånskrone.

Disse større udlån blev finansieret via lån på de finansielle markeder – der var ’udlånsoverskud’ på mere end 500 milliarder kroner i 2008.

LÆS OGSÅ»Kom nu tilbage, lord Keynes!«

I efteråret 2008 slog den internationale krise igennem med fuld fart. Ingen banker ville låne ud til andre banker.

Det er den ’moderne form’ for bankrun: Det er ikke de private indskydere, der står i kø for at hæve deres penge, men de professionelle indskydere, der ikke forlænger deres lån til bankerne. Men for bankerne føles det på samme måde: De mangler penge i kassen (har et likviditetsproblem).

På den korte bane, midt i krisen, var der derfor nok ingen vej uden om bankpakke 1. Denne sikrede, at »alle indskydere og andre simple kreditorer får fuld sikkerhed for deres tilgodehavender i pengeinstitutter i Kongeriget Danmark«. Hensigten var, at institutionelle investorer havde lyst til at blive ved med at låne til banker.

Når et væsentligt problem er, at der er udlånsoverskud, kan man selvfølgelig forbyde sådanne ved at sige, at en bank ikke må låne mere ud, end den har i indlån. I den simple form er dette dog næppe en god idé: En bank kan stå i den situation, at der er mange gode ansøgere om lån, hvorfor det kan være nødvendigt med et midlertidigt udlånsoverskud.

Begræns udlånsoverskud
Det er derfor vigtigere, at man ser på måden, som udlånsoverskuddet finansieres på. I denne finanskrise blev en stor del af udlånsoverskuddet finansieret via kort gæld (da kort gæld var billigst). Bankerne var derfor afhængige af ofte at skulle forny lån.

Løsningen ligger derfor ligefor: nemlig begrænsninger på størrelsen af udlånsoverskuddet, der forfalder (skal betales tilbage) inden for kort tid. På denne måde vil man sørge for, at bankerne finansierer eventuelle udlånsoverskud på en mere holdbar måde.

Vi fik også en bankpakke 2, der tilførte langfristet kapital til bankerne. Den simple måde at undgå en situation på som den, der førte til bankpakke 2, er at sige, at bankerne skal holde mere kapital hele tiden.

LÆS OGSÅ Hvor blev det store bankopgør af?

Fordelen er naturligvis, at hvis en bank hele tiden er mere sikker, er sandsynligheden for, at den kommer i problemer, også mindre. Problemet ved generelt at øge kapitalkravene er dog, at kapital føles dyr for bankerne, hvorved bankernes mulighed for at låne ud til kreditværdige forbrugere og virksomheder mindskes. Det er derfor muligt, at man kan indrette kapitalkravene smartere.

Mange forslag cirkulerer. Jeg har begrænset plads og vil derfor beskrive ét perspektivrigt forslag, som i flere omgange er cirkuleret i akademiske kredse:

Hvis det er dyrt for bankerne at holde meget kapital hele tiden, virker det som en oplagt og smartere løsning, at banker skal have adgang til kapital, når de står i en krise, men ikke behøver at holde ’ekstra meget’ kapital hele tiden, dvs. en forsikringsordning, der udbetaler kapital i tilfælde af en finansiel krise.

For denne mulighed for kapital i krisetider skal bankerne naturligvis betale en (årlig) præmie.

Man kunne ligefrem indrette det så smart, at man forlangte, at en bank kunne have valget mellem at holde mere kapital hele tiden og købe forsikringen.

Hvornår er der krise?
Der er to ting, der skal overvejes (ud over størrelsen af forsikringspræmien, som bankerne skal betale): nemlig: Hvem skal forsikringsselskabet være – og hvem skal definere, hvornår der er en finansiel krise?

Da udbetalingerne fra en sådan forsikringsordning vil være meget store (bankpakke 2 involverer f.eks. udbetalinger på over 60 milliarder kroner) de få gange, der kommer udbetalinger, kan det være fornuftigt, at det er en offentlig institution, f.eks. Nationalbanken, der er forsikringsselskabet, og ikke en privat organisation.

Dernæst det vigtigt – for forslaget her – at kapital kun kommer til udbetaling, når der vitterligt er en finansiel krise. Det skal således ikke være ’normalt dårlig bankdrift’, der skal udløser forsikringen, men en national finansiel krise.

Det er derfor nødvendigt med en neutral og uafhængig instans, der definerer, hvornår der vitterlig er tale om en finansiel krise. Et sådant organ haves ikke for nærværende, men ville skulle oprettes, hvis man arbejder videre med den ide, som nu er skitseret her.

Finanskrisen har i hvert fald vist, at der er behov for nytænkning.