Island blev en selvstændig nation i 1944, knap 100 år efter at den islandske nationalhelt Jón Sigurðsson havde startet sin kamp mod, at den danske grundlov skulle omfatte Island.

I 1944 stemte ikke mindre end 97 pct. i Island ja til selvstændighed, og denne enighed blev en vældig styrke og en bærende kraft for udviklingen af islandsk økonomi det næste halvt hundrede år.

Den samlede udenrigshandel i Island udgør ca. 75 pct. af bruttonationalproduktet. I de første mange år var økonomien helt afhængig af fisk og fiskeprodukter med udsving fra år til år betinget af konjunkturerne i fiskeriet.

Island havde en ’fiskevalutafod’ og en økonomi med høj inflation og hyppige devalueringer. Med bygningen af den første aluminiumssmelter begyndte en diversifikation af den islandske økonomi, og denne er siden blevet forøget med en yderligere udbygning af aluminiumsindustrien og med turisme og service som væsentlige erhvervsområder i Island.

Island er medlem af EFTA og har siden 1994 været knyttet til EU gennem EØS, Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

'Ekspansionsvikingernes' indtræden
Islands årlige gennemsnitlige økonomiske vækst har i de fleste år været højere end i de fleste OECD-lande, og specielt efter EØS-aftalen og liberaliseringen af Islands finansielle sektor med introduktion af fonds- og valutabørser var vækstraterne i Island høje.

Islands økonomi fulgte globaliseringsregimet, og islandske virksomheder udvidede deres investeringer i udlandet gennem opkøb af finansielle virksomheder, detailhandelskæder og luftfartsselskaber mv. Det betød alt i alt, at Island blev et af de rigeste lande i OECD målt i BNP per indbygger.

Udviklingen indebar, at Islands lille økonomi med en befolkning på ca. 325.000 personer blev splittet op i to, en lille meget rig del af befolkningen bestående af kapitalstærke islændinge med tætte netværk mellem banker og politikere, og en stor del af befolkningen, der fortsatte deres hidtidige levevis, men hvor en del optog lån i udlandet til meget lave renter for at prøve at efterligne den adfærd, som den rige del af befolkningen, de såkaldte ’ekspansionsvikinger’, udviste.

Statsbankerot stod for døren
Oktober 2008 med den verdensomspændende finansielle krise blev afslutningen på Islands succes som økonomi, men allerede fra 2006 var der forvarsel om ændrede tider, da det islandske aktiemarked udviste betydelige kursfald, og den islandske krone kom under pres som følge af manglende tiltro til, at en så lille valuta som den islandske kunne holde til betydelige ændringer i konjunkturen og til spekulation i valutaen.

Samtidig blev det mere og mere klart, at de islandske investeringer var højt gearede, og at der var et sammenspist og ikke sundt forhold mellem en række politikere, centralbanken, bankerne og ’ekspansionsvikingerne’.

Likvide midler blev en mangelvare, og renten steg. Island havde i forvejen problemer med underskud på betalingsbalancen og udlandsgæld som følge af banksektorens optagelse af lån i udlandet. Handlen med islandske kroner blev næsten indstillet per 9. oktober 2008. På dette tidspunkt var kursen faldet til 2,44 danske kroner for 100 islandske mod en kurs 1. januar 2008 på 8,01.

De islandske banker kunne ikke refinansiere deres udenlandske lån, og de måtte træde i likvidation. Den islandske stat oprettede nye banker, som overtog de tre gamle bankers indenlandske aktiviteter.

Den islandske stat garanterede for alle indenlandske indskydere, men ikke for udenlandske indskydere. Det skabte problemer over for Storbritannien og Nederlandene på grund af de såkaldte Icesave-konti. Her havde ikke bare udenlandske borgere og virksomheder, men også engelske kommuner på opfordring af den engelske regering placeret midler i Island for at opnå en højere forrentning. Kort sagt: en statsbankerot stod for døren.

Tidligere betød en sådan situation typisk, at et land blev opslugt af et andet land, men i dag er det IMF, der anmodes om lån, mod at landet overgiver styringen af økonomien til IMF. Det skete november 2008, og Island kom under tilsyn i 2010 og 2011. Kapitalbehovet blev gjort op til 5-6 mia. amerikanske dollar, svarende til mere end 40 pct. af bruttonationalproduktet.

Fremtiden byder på kæmpegæld
Konsekvenserne var enorme: Tusindvis af islændinge strejkede dagligt foran Altinget med krav om regeringens afgang. I Island sidder regeringen normalt 4 år, men 1. februar 2009 var det slut, og socialdemokraten Jóhanna Sigurðardóttir blev Islands første kvindelige statsminister.

16. juli i år besluttede Altinget at søge om medlemskab af EU. Forhandlingerne forventes afsluttet i maj 2011, hvorefter der skal afholdes vejledende folkeafstemning.

Storbritannien og Holland har presset på og opnået dækning af Icesave-indskud ved at modvirke IMF-låneudbetalinger til Island. (På de finansielle markeder gælder intet internationalt konfliktløsningssystem, men den stærkestes ret).

Nu, ved udgangen af 2009, er bankerne og det finansielle system er næsten færdigt rekonstruerede. Regulering og kontrol har fået høj prioritet i lovgivningen. Valutareserve er etableret, og der har været en lempelse af valutareguleringen. Samtidig er betalingsbalancen forbedret. Den økonomiske sanering er altså igangsat.

Mange har dog mistet deres indskud på pensionsopsparing – og reallønnen er gået voldsomt ned. Det har ført til tab af selvværd og til had til ’ekspansionsvikingerne’ og magthaverne.

Også i 2010 forventes en nedgang i BNP og høj ledighed. Fremtiden byder kort fortalt på en kæmpegæld, som det vil tage år at komme ud af. Island vil være et stærkt reguleret samfund uden mulighed for at føre selvstændig politik.

På plussiden hører, at turismen er i vækst, og at turismen bringer valuta til landet. Hertil kommer, at mange i Island er veluddannede – og at de er klar til at arbejde ihærdigt for en lysere fremtid.