Da regeringens egen kommission vedrørende ungdomskriminalitet i efteråret kom med en række forslag til at begrænse ungdomskriminaliteten, druknede debatten i fodlænker og kriminel lavalder. Kommissionen leverede ellers en række tanker og forslag, som fortjener et mere sagligt med- og modspil.

Vi vil her koncentrere os om anbefalingerne om at styrke uddannelsesindsatsen, for statistikken er krystalklar: jo mere uddannelse, des mindre kriminalitet.

En endeløs række af undersøgelser har i de seneste 25 år påpeget en nær sammenhæng mellem kriminalitet, problemer i skolen og manglende uddannelse. Men disse unge er ofte i en situation, hvor de ikke umiddelbart kan tage en uddannelse eller et arbejde.

Deres skolekundskaber er for ringe. De mangler almene, sociale normer og forstår ikke, hvordan man omgås andre. De kan se frem til et liv, hvor arbejdsløshed, kriminalitet og misbrug ligger snublende nær.

Kommissionen peger på, at selv om samfundet tilbyder en bred vifte af ungdomsuddannelser, så får socialt belastede unge, der begår meget kriminalitet, ikke udbytte af uddannelsestilbuddene.

Når unge f.eks. lukkes ud fra en sikret afdeling, er det op til den unges hjemkommune at vurdere, om der er behov for en indsats efter løsladelsen – og i så fald hvilken. Kommissionen foreslår, at de unge får ret til et tilbud om udslusning, hvor skolegang, uddannelse og vejledning er væsentlige elementer.

Nogle kommuner vil ikke betale for skoletilbud til disse unge. De henviser til, at skolepligten er opfyldt, fordi den pågældende unge formelt har været indskrevet i grundskolen i et antal år, der svarer til undervisningspligten. Eller de henviser til den unges alder.

Håndholdt undervisning
Men mange af disse unge har meget ringe skolekundskaber. Ofte har de i realiteten kun deltaget i en meget begrænset del af undervisningen, fordi de har pjækket eller været sat uden for døren.

Derfor foreslår kommissionen, at kommunerne skal forpligtes til at give de unge et undervisningstilbud, selv om undervisningspligten formelt er opfyldt.

Tænk, hvis debatten havde haft det grundlag og ikke fodlænker og aldersgrænser. Så havde vi haft en anderledes konstruktiv og fremadrettet debat.

Videre taler kommissionen om »nødvendigheden af, at der etableres et frivilligt og fremadrettet uddannelsestilbud« til disse unge. Vi tænker gerne med og vil gerne bidrage med vores erfaringer: Undervisningstilbuddet skal være håndholdt.

En række institutioner og skoleformer – også kommunale – er gode til at levere håndholdt undervisning. Det vil sige, at den er tilpasset den enkelte. De unge skal fra det første møde opleve, at de har hovedrollen – og ikke, at vi blot skal have dem placeret.

Undersøgelser viser, at det netop er (tidligere) kriminelle unges oplevelse af, at nogen ser dem, regner med dem og har tillid til, at de kan, der afgør, om de fuldfører en uddannelse.

Uddannelsesforløbet skal være en cocktail af faglig og social læring gennem en praksisbaseret læringsform. Der skal være så få personskift som muligt. Unge, som har det svært, kan fare vild i de mange ’hjælpende personer’, som systemet ofte tilvejebringer.

Skal jeg følge min lærer, vejlederen, SSP-gademedarbejderen, psykologen eller min kontaktperson? Hvem har kompetencen til at styre og sige: Nu går vi den vej?

Mødet med den ordentlige voksne
For den unge, der lige er løsladt, er det ikke så lidt, der skal brydes med. Men vi ved, at ’mødet med den ordentlige voksne’ kan give dem en chance. Det skal være en ordentlig voksen, som også rent bogstaveligt står parat uden for porten. En, der tager imod og er parat til at lave en plan. En, der er der igen i morgen, også hvis det går galt.

Ofte står ingen parat til at tage imod de unge. Når de bliver lukket ud, må de alt for tit selv tage bussen tilbage til det sted, de kom fra. Nogle vil endda slet ikke af sted, for personalet på institutionen er måske de eneste voksne, der har taget sig af dem. Andre gange kommer de tilbage og siger, at de savner dem.

Det er fast arbejde for begge parter. Der skal findes et ordentligt sted at bo. Hverdagen skal struktureres, hvad den nok aldrig har været. Og så er der lige det med skolen: Der skal måske startes individuelt eller med et par stykker sammen, og det skal kombineres med arbejde/praktik.

Endelig skal der styr på den unges økonomi, netværk og fritid.

Den unge skal have sin egen uddannelses- og jobplan. For de mest belastede kan der være behov for et botilbud med psykologisk og psykiatrisk behandling. Det stiller store krav til den ’ordentlige voksne’.

Vi taler ikke om frivillige mentorer, men om professionelle undervisere og vejledere, hvor et mangeårigt arbejde med udsatte unge har givet dem de nødvendige, personlige kvalifikationer til at rumme denne udsatte gruppe.

Men det haster. I 2008 var der 843 anbringelser alene på sikrede institutioner for børn og unge. Det er en belægning på 100 procent. 243 børn og unge blev afvist på grund af manglende plads. Institutionernes smertegrænse er altså for længst nået. Og der sættes store spørgsmålstegn ved at sammenblande straf og behandling.

Samfundsøkonomisk er det også en rigtig dårlig ide ikke at gøre det rigtige. En svensk undersøgelse har beregnet, at en kriminel medborger, der hele sit liv ryger ind og ud af fængslerne, koster samfundet 50 millioner kroner.

Men vigtigere: I dag svigter vi de kriminelle unge. Løsningen er ikke fodlænker og nedsættelse af den kriminelle lavalder. Løsningen er uddannelse og behandlingsforløb, som kan sende de unge videre i et liv på den rigtige side af loven.