»Han må hellere gå ud efter 7. klasse, for evnerne rækker ikke til mere«. Sådan lød det jævnlig i vor barndoms skole, hvor evner blev betragtet som noget, der var fastlagt en gang for alle, og som satte et bestemt loft over, hvor megen uddannelse det var værd at investere i barnet.

Sådan taler vi heldigvis ikke længere om børn og unge, men den uddannelsesmæssige sortering er stadig en ubehagelig realitet.

Alt for mange gennemfører ikke en ungdomsuddannelse, og som påvist for nylig i en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd får det alvorlige langsigtede konsekvenser for deres arbejdsmæssige muligheder.

Det bebudede eftersyn, folkeskolen skal udsættes for, bør derfor først og fremmest fokusere på, hvordan skolen kan bidrage til løsning af dette problem.

Fra VK-regeringens tiltrædelse i 2001 har det været dens højest prioriterede uddannelsespolitiske mål, at 95 pct. af en årgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse senest i 2015. Der er grund til stadig at holde fokus på dette mål.

For det første er andelen, der gennemfører en ungdomsuddannelse, et ganske dækkende udtryk for uddannelsessystemets kvalitet. For det andet går det ikke godt med at nå målet.

En analyse fra UNI-C fra 2009 viste, at kun cirka 84 pct. af de unge i 9. klasse kan forventes at gennemføre en ungdomsuddannelse, og at tallet gennem de senere år har været faldende.

Ikke nok med at vi er langt fra at nå regeringens mål om 95 pct. – gennem nogle år er udviklingen endda gået den forkerte vej. Frem for at opstille nye uddannelsespolitiske mål er der brug for at sætte alle ressourcer ind på at rette op på tilbagegangen og om muligt nå målet om at få 95 pct. igennem en ungdomsuddannelse.

Proklamationen af nye uddannelsespolitiske mål skulle nødig aflede opmærksomheden fra, at det går skidt med at nå de hidtidige mål.

Uddannelse til alle
Uungdomsuddannelse til alle har som uddannelsespolitisk mål adskillige årtier på bagen. Allerede i 1960’erne blev der sat fokus på den uddannelsesmæssige ’restgruppe’, som man dengang sagde var for stor. Den var på det tidspunkt omkring 33 pct. af en årgang.

Også SR-regeringen i 1990’erne var meget optaget af problemet, og daværende undervisningsminister Ole Vig Jensen (R) gennemførte et projekt ’Uddannelse til alle’. Gennem hele perioden har der været usædvanlig bred politisk tilslutning til målet.

Det danske uddannelsessystem er da også kommet et stykke af vejen. Fra de 33 pct. uden ungdomsuddannelse i 1960’erne er vi nu på vej til, at det er 16-17 pct., der ikke får en ungdomsuddannelse. Så det er faktisk gået fremad. Men i betragtning af hvor meget vi mangler i at nå de 95 pct., bliver målet givetvis ikke nået i 2015.

Det er tydeligt, at navnlig politikerne, men også ledere og undervisere i uddannelsessystemet, har undervurderet, hvor krævende en opgave det er at få stort set alle gennem en ungdomsuddannelse. Men hvorfor er det så svært?

Hvorfor har Danmark ikke kunnet realisere et forholdsvis enkelt uddannelsespolitisk mål, der har været højt prioriteret gennem mere end 40 år?

En væsentlig del af forklaringen er, at vort uddannelsessystem har rod i industrisamfundet, og at vi ikke for alvor har gjort op med denne arv. Industrisamfundet, som i Danmark havde sin blomstringstid fra sidst i 1800-tallet og frem til omkring 1980, havde brug for et stort antal ufaglærte arbejdere.

Derfor var det funktionelt, at skolen sorterede eleverne og overbeviste en stor del af dem om, at fortsat uddannelse ikke var noget for dem.

Sorteringen gennemsyrede hele skolens hverdag, hvor industrisamfundets principper om standardisering, orden og målrettethed prægede hverdagen. Alle landets folkeskoler var organiseret efter det samme princip: en lærer i en klasse i en time i et fag i et klasselokale.

Den absolut dominerende undervisningsform var den såkaldte klasseundervisning, hvor læreren stillede spørgsmål ud til hele klassen; de, der kunne svare, markerede; en elev blev udpeget til at svare; svaret blev vurderet af læreren, der herefter stillede et nyt spørgsmål.

Alle elever skulle følges ad, og alle skulle lære det samme på samme måde og på samme tid.

Styregruppe af elever
Svenske undersøgelser har vist, at lærere med klasseundervisning er tilbøjelige til at lade tempoet bestemme af en såkaldt styregruppe af elever. Som regel er det elever, der kun ligger en smule under toppen af klassen, og derfor bliver konsekvensen, at mange elever ikke kan følge med og oplever nederlag.

Samfundsmæssigt var det ikke et problem, så længe eleverne blev sorteret på en måde, der svarede til behovene på arbejdsmarkedet.

Det videnssamfund, vi for længst er kommet ind i, har brug for, at alle forlader folkeskolen med kompetence og lyst til at uddanne sig videre. Vi må have gjort op med resterne af sortering i folkeskolen. Det skal være slut med, at alle skal lære det samme på samme måde og på samme tid.

Vi må erkende, at eleverne har forskellige styrkesider, og vi må give bedre udfoldelsesmuligheder til de praktisk, musisk og socialt orienterede elever. Klasseundervisning skal ikke afskaffes, men den skal reduceres i omfang.

Vi har brug for lærere med en endnu bedre uddannelse, således at de kan skaffe sig føling med hver enkelt elevs læring og give de rette udfordringer. Det er store krav i klasser med op til 28 elever, og derfor det er så svært at udvikle en folkeskole, hvor ingen elever lider nederlag.

Udviklingen af en mere mangfoldig og tidssvarende skole kan ikke styres fra Christiansborg eller fra Frederiksholms Kanal.

Vi har tidligere haft en lang tradition i Danmark for, at lærere og skoleledere gik i spidsen for folkeskolens udvikling, og politikerne koncentrerede sig om de overordnede visioner og om at kodificere den udvikling, græsrødderne allerede havde gennemført.

Den tradition har vi brug for at finde tilbage til.