Selv om Bagdad oplevede tre store bombeeksplosioner i efteråret, har Irak siden invasionen i 2003 aldrig været fredeligere end nu. Antallet af dræbte civile irakere var i den sidste del af 2009 færre end 200 mennesker om måneden – og det hvad enten baggrunden var politisk eller ej.

Til sammenligning blev der i perioder i 2006 dræbt over 3.500 mennesker om måneden. December 2009 var også den første måned, hvor ingen amerikanske soldater blev dræbt, og der var en samlet reduktion i voldelige angreb på 90 pct. i forhold til året før.

Til marts skal der igen være valg til det irakiske parlament, og premierminister Nouri al-Maliki er populær som aldrig før. Ikke kun blandt sine egne – shiamuslimerne – men også blandt de arabiske sunnimuslimer. Økonomien er i bedring, det samme er elektricitetsforsyningen, og mere end 20 mio. mennesker har telefon mod under 1 mio. under Saddam.

Men selv om situationen således er langt bedre, end man kunne have frygtet, er der ingen grund til at tro, at Irak er ved at blive et blomstrende liberalt demokrati med en dynamisk markedsøkonomi.

Både demokratiet og økonomien ligner faktisk mere og mere, hvad man ser i regionens øvrige olie-stater. Demokratiet understøttes ikke af liberale institutioner, og staten bliver mere og mere autoritær.

Selv om agerbruget blev ’opfundet’ i Irak, og landet har frugtbar jord og adgang til kunstvanding, importeres i dag langt den største del af landets fødevarer. Industri er der ikke længere noget af.

Økonomien er derfor stadig totalt baseret på olie. Olieindtægterne tilfalder staten og gør den derfor til den altdominerende magtfaktor i samfundet. Tre forhold illustrerer manglen på liberale institutioner i Irak:

•Retsvæsenet
Den vigtigste liberale institution er retsvæsenet, der er en garanti for at offentlig magt ikke udøves efter myndighedspersonernes eget forgodtbefindende eller med et partisk sigte.

Når der er meget korruption i et land, rammes også retsvæsenet, hvilket har den konsekvens, at borgeren ikke længere har noget sted at går hen, når myndighederne misbruger deres magt.

Ifølge Transparency International er Irak i dag det fjerde mest korrupte land i verden. Magtmisbrug er således snarere reglen end undtagelsen.

•Universiteterne
Et af de områder, hvor den offentlige magt misbruges til at fremme partipolitiske mål, er universiteterne. I Irak fungerer universiteterne ikke som selvstændige institutioner, der på basis af akademiske normer leverer uafhængige og kritiske bidrag til samfundets udvikling.

Universiteterne er derimod blevet til institutioner, der bruges til at fordele goder blandt regimets tilhængere. Rektorer bliver i stigende grad ansat efter partitilhørsforhold og ansætter selv kun folk fra partiet. Men det stopper ikke her.

Selv studenterne bliver efterhånden udvalgt efter, hvilket parti de tilhører. Resultatet er naturligvis, at den frie og selvstændige stemme, som universiteter udgør i liberale samfund, forstummer, og den frie debat indsnævres.

•Pressen
En fri og kritisk presse er ligeledes en betingelse for, at demokratiet ikke udvikler sig til flertalsdiktatur, der undertrykker det enkelte individs rettigheder.

Selv om Irak nok har en af Mellemøstens mest livlige pressekorps, undermineres pressen af angreb og fængsling af journalister, censur, lukning af aviser og anden form for chikane. Journalister Uden Grænser vurderer i dag Irak til, hvad angår pressefrihed, at være det 145. værste land i verden (ud af 175).

Uden velfungerende domstole, uafhængige universiteter og en kritisk presse er det selvfølgelig nemt for en regering at misbruge sin magt til at manipulere med valgprocessen.

Og det er præcis, hvad der sker i disse dage i Irak. To prominente sunnimuslimske politikere, forsvarsminister Abdul-Kader Obeidi og lederen af Den Nationale Dialogfront, Saleh Mutlaq, er netop blevet nægtet ret til at stille op til parlamentsvalget i marts med den begrundelse, at de har haft tilknytning til Saddam Husseins Ba’th-parti.

Da det under Saddam Hussein nærmest var en betingelse for at beklæde højere poster i det offentlige, at man var medlem af Ba’th-partiet, er denne begrundelse bekvem, når man ønsker at udelukke oppositionelle kræfter fra at deltage i valget.

Den udøvende magts (regeringen) indflydelse på, hvem der bliver valgt til den lovgivende magt (parlamentet), kendes fra andre skindemokratiske lande som Egypten og Iran. Men det er en kortsigtet taktik, der ikke er gavnlig for den langsigtede politiske stabilitet.

Selv om der altså er langt mere demokrati og bedre sikkerhed i Irak, end man kunne have frygtet, har landet efterhånden mange træk fælles med de andre autoritære stater i regionen.

Og der er god grund til at forvente, at den udvikling vil fortsætte. Liberale institutioner vokser ikke frem på kommando – især ikke på vestlig kommando – men er en lang sej historisk proces, hvor institutioner og normer først og fremmest drives frem af en produktionsbaseret økonomisk privatsektor.

Indtil det sker, er de uafhængige shiaislamiske religiøse institutioner ironisk nok den bedste garant for et fortsat minimum af pluralisme og liberalisme i Irak.