Søndag kl. 24.00 udløb den formelle frist for at tilslutte sig The Copenhagen Accord, den stærkt kritiserede aftale, der blev resultatet af de kaotiske forhandlinger under COP15 i København.

Dermed er det endelig blevet muligt at lave en samlet analyse af perspektiverne i den aftale, der fik så hård en fødsel. Eller næsten muligt.

Der skrives verdenshistorie i disse måneder, og når man besejler ukendte vande, er intet sikkert. Ikke desto mindre ses nu klare konturer af de store svigt, de store potentialer og – ikke mindst – aftalens betydning for fremtiden.

Det er ikke svært at se, hvor aftalen svigter. Først og fremmest lever de samlede tilsagn om CO2-reduktioner ikke op til de videnskabelige anbefalinger. Ifølge en FN-beregning fra COP15 kræver det en reduktion i 2020 til højst 44 Gt CO2-ækvivalenter i forhold ti 1990, hvis verdens lande skal have 50 procents chance for at holde den globale opvarmning under de kritiske 2 grader, der er aftalens egen målsætning.

De nuværende tilsagn giver tilsammen i nærheden af 40 Gt, alt efter hvordan man beregner Kinas og de andre store udviklingsøkonomiers tilsagn.

Samtidig kan aftalen med rette kritiseres for ikke at afsætte penge nok til de fattige lande. Ulandene får svært ved at beskytte sig mod de klimaforandringer, der ikke kan undgås, og endnu sværere ved at kickstarte en bæredygtig udvikling.

I The Copenhagen Accord er der givet et foreløbigt tilsagn om 30 mia. dollar over de første tre år, men efter søndagens deadline står det klart, at disse midler først vil blive doneret af de rige lande, når der er enighed om, hvordan og af hvem de skal uddeles.

De rige lande er bange for, at pengene skal forsvinde i korruption og dårligt lederskab, mens ulandene finder det stærkt kritisabelt, at de rige lande overhovedet stiller krav.

Ingen elsker the Copenhagen Accord
Ulandene opfatter midlerne som afdrag på en klimagæld, de rige lande er moralsk forpligtet til at betale, da de har været skyld i den største del af den globale opvarmning i det sidste århundrede.

Endelig er The Copenhagen Accord ikke et juridisk forpligtende FN-dokument på linje med Kyotoprotokollen, hvilket især har fået ulandene og ngo’erne til ikke at tillægge den nogen værdi.

Da deadline var nået i søndags, havde 55 lande formelt tilsluttet sig, og selvom der er tale om de drivhusgasmæssigt vigtigste lande, der tilsammen står for næsten 80 pct. af verdens udledning, og selvom det nu er den klare forventning, at stort set alle andre lande vil tilslutte sig, taler den sendrægtige proces og modvillighed sit eget sprog.

Det står altså lysende klart, at aftalen hverken kan leve op til de videnskabelige anbefalinger eller de politiske håb, som blev knyttet til COP15.

Men netop det sidste forhold, det enkle faktum, at ingen lande for alvor elsker The Copenhagen Accord, er ironisk nok grunden til, at aftalen heller ikke kan betegnes som en fiasko.

Som i alle politiske aftaler, hvor meget modstridende interesser mødes i et kompromis, kan man måle bæredygtigheden af resultatet på, at der hverken er entydige tabere eller vindere.

Lige så lidt som aftalen lever op til de videnskabelige anbefalinger, lige så historiske er dens landvindinger, som mange udenlandske kommentatorer også har hæftet sig ved:

For det første vil alle verdens lande (måske med undtagelse af et par olieproducerende diktaturer) for første gang i historien samles om en fælles målsætning på 2 grader, der samtidig indikerer en fælles vilje til at nå de nødvendige reduktioner.

Vel mangler der mindst 4-6 Gt ud af 44 Gt, men det burde ikke være nogen umulig opgave at finde de sidste. Alene en EU-målsætning på 30 procents reduktion i 2020 i stedet for 20 procent ville hjælpe meget.

De enkelte må træde i karakter
Det er en vigtig pointe, fordi man af den offentlige debat godt kan få det indtryk, at det er den rene utopi at nå de videnskabeligt anbefalede mål.

Det er ikke let, men The Copenhagen Accord beviser, at det bestemt heller ikke er umuligt. På tilsvarende måde indeholder Københavnsaftalen en officiel anerkendelse af, at den rige verden er forbandet forpligtet til at yde de fattigste lande substantiel og additionel støtte.

Selv om aftalen ikke er juridisk forpligtende, må man tørt konstatere, at historisk har juraen desværre ikke været garant for, at de rige lande holdt deres løfter over for ulandene.

Vil det så være muligt at transformere den politiske aftale fra København til en juridisk forpligtende aftale ved det næste COP-møde i Mexico til december? Næppe. Men det vil måske være muligt at supplere de politiske målsætninger med detaljerede aftaler om, hvordan landene skal rapportere og måles på deres tilsagn – af FN.

Og det vil måske være muligt at finde den endelige aftale, der gør det muligt at kanalisere de første penge til ulandene og forhåbentlig senere mange flere.

Under COP15 lærte vi, at det desværre bliver uendelig vanskeligt, grænsende til det umulige, at få en forpligtende international ramme om den nødvendige klimaindsats, selvom det ville være både det mest effektive og det billigste. I søndags lærte vi, at klimaindsatsen omvendt er kommet for at blive, og at indsatsen vil fortsætte med nationalstaterne som de primære aktører.

Nu er det op til de enkelte lande – inklusive Danmark både som nation og som EU-medlem – at levere resultaterne, for klimaet kan hverken vente på Bonn, Mexico eller Sydafrika.

Vi fik ikke lagt nye skinner til et superhurtigt klimatog i København. I stedet vil bumletoget fortsætte i uskøn stil mange år endnu. Men det kører.