EU har udnævnt året 2010 til fattigdomsår.

Begyndelsen på fattigdomsåret blev markeret 21. januar i flere EU-lande. Den danske regering har imidlertid været lidt langsom i optrækket og afholder først i dag en opstartskonference med fokus på bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse.

Dette kan måske hænge sammen med Danmarks generelt manglende engagement i det samlede initiativ, som ligger bag fattigdomsåret – dvs. en status over den fælles beslutning fra Lissabon i 2000, om at EU-landene skal arbejde for en markant nedbringelse af fattigdommen.

Opfattelsen har således hidtil været, at der i Danmark ikke er fattigdom, og at Danmark i EU-opgørelserne over fattigdom ligger i den fine ende med de laveste andele fattige. Når man har en disponibel indkomst, der ligger 60 pct. under medianindkomsten, er man i risiko for fattigdom.

Der er dog to forhold, som er værd at lægge mærke til i den forbindelse.

Det ene er, hvorfor Danmark ligger med så lave andele risikofattige i forhold til de øvrige EU-lande, og det andet er, om vi lever op til EU-målsætningen om at nedbringe andelen af risikofattige.

Risiko for fattigdom
Hvad angår det første, er det rigtigt, at Danmark sammen med de øvrige nordiske lande har langt mindre andele, som er i risiko for fattigdom.

Det gælder også, når vi ser på børnefattigdom i EU-landene. Danmark og de nordiske lande ligger med en risikofattigdom på 10-14 pct., hvorimod andre lande som Grækenland, Spanien og Portugal har 20 pct., og nye medlemslande som Bulgarien og Rumænien ligger med andele på 21-23 pct.

Tager man hensyn til forskelle i leveniveau landene imellem, bliver forskellene endnu tydeligere, og Danmark (og de nordiske lande) adskiller sig endnu mere markant fra f.eks. de nye medlemslande.

Det interessante er imidlertid, hvorfor Danmark og de nordiske lande har så lave andele. Det er der selvfølgelig flere forskellige grunde til.

I EU lægger man vægt på, at det skyldes indkomstoverførslerne. Ser vi på andelen af risikofattige før indkomstoverførsler, ligger de nordiske lande på linje med de øvrige EU-lande, og endda dårligere end mange af de gamle EU-lande.

Det er først, når man ser på andelene efter indkomstoverførsler, at Danmark og de nordiske lande ligger med nogle af de laveste andele risikofattige.

Det er da også baggrunden for, at EU i kampen mod fattigdom fremhæver de nordiske lande, hvor indkomstoverførslerne er universelle og dækker bredt for indkomstbortfald, f.eks. ved arbejdsløshed, sygdom, graviditet mv.

Det samme gør OECD i sine rapporter om fattigdom og ulighed. Opgørelsen af risikofattige i EU viser, at andelen af risikofattige mere end halveres, når man medtager indkomstoverførslerne i opgørelserne.

For Danmarks vedkommende bidrager indkomstoverførslerne til en reduktion i andelen af risikofattige med 57 pct., og i Sverige bidrager de med 58 pct. Modsat finder vi lande som Italien, Spanien, Grækenland og Letland med en reduktion på mindre end 20 pct..

Hvad angår målsætningen om et markant fald i risikofattigdom, er det samlede billede af udviklingen i EU-landene, at andelen, som lever i risiko for fattigdom, ikke er blevet mindre i perioden 2000-2008. Det ligger derfor så som så med at opfylde Lissabon-målsætningen.

I flere lande er fattigdomsproblemerne blevet større. Det gælder de nye medlemslande Bulgarien og Rumænien og de baltiske lande Letland og Litauen, men også i Tyskland har der været tale om en forværring af fattigdomsproblemerne. Og de nordiske lande er alle kendetegnet ved, at andelen af risikofattige er steget i perioden.

Der er kun få medlemslande, hvor der er tale om en positiv udvikling. Det gælder særlig Irland, Frankrig og Portugal og få andre lande, hvor andelen af risikofattige er blevet mindre.

Inspiration i forskning
Danmark tegner sig altså for en stigning i andelen af risikofattige i perioden 2000 til 2008 – en periode karakteriseret ved relativt høj vækst og et arbejdsmarked karakteriseret ved stigende beskæftigelse og fald i antallet af arbejdsløse og på kontanthjælp.

Baggrunden for stigningen må i høj grad tilskrives de forringelser, der er sket i indkomstoverførslerne.

Når vi ser på udviklingen i risikofattigdom målt absolut, adskiller Danmark sig fra de øvrige europæiske lande. I forhold til f.eks. basisåret 2005 viser det sig, at andelen af risikofattige stort set ville være faldende i alle EU-landene, men ikke i Danmark.

Hvor væksten i økonomien har påvirket indkomstfordelingen i de fleste EU-lande på den måde, at indkomsterne for de risikofattige er steget mere end for øvrige grupper, og dermed ville have ført til et fald i andelen af risikofattige, har væksten i Danmark ikke påvirket indkomstfordelingen på samme måde.

Hvad EU-landene ikke har opnået i resultater, har mange lande imidlertid opnået i form af viden om fattigdomsproblemerne, fordi de siden år 2000 har igangsat forskning i fattigdom og social eksklusion.

Dette har stort set været fraværende i Danmark, og derfor står vi i dag med meget lidt viden på området. Med det nyeste udspil fra regeringen – Danmark 2020 – hvor det hedder, at man vil igangsætte et udviklingsarbejde med retvisende fattigdomsindikatorer for Danmark, er der måske et håb.

Der er megen inspiration at hente i den forskning, som foregår i EU og i mange EU-lande.