Den danske læreruddannelse har med undtagelser i 2009 og 2010 kæmpet med faldende ansøgertal i lighed med læreruddannelserne i Sverige, Norge og Island.

Den finske skolesucces derimod gælder også, når det handler om at tiltrække studerende til læreruddannelsen. Nordisk Ministerråd har på den baggrund bedt EVA og DPU undersøge, hvad der kan forklare den finske læreruddannelses attraktivitet.

Finnerne har skabt en situation, hvor lærergerningens status og uddannelsens indhold fortsat er med til at rekruttere dygtige og motiverede studerende. De unge finner er bevidste om læreres selvstændige faglighed og ved, hvad læreruddannelsen indeholder af pædagogiske fag.

Den indsigt har de danske gymnasieelever ikke. Og netop et langt bedre kendskab blandt danske unge til læreruddannelsen og lærerfagets kernefaglighed kan være nøglen til en større søgning til de danske læreruddannelser.

Virkelighed og faglighed
De danske gymnasieelever, som vi har interviewet, ønsker en videregående uddannelse, der giver dem brede kompetencer, høj faglighed, ny viden, mange muligheder og et internationalt udsyn.

Ingen af delene kobler de til læreruddannelsen. De har tværtimod et billede af, at læreruddannelsen er mere af det samme, som de mødte i 5. klasse i folkeskolen, og at man derfor hverken som lærerstuderende eller lærer møder faglige udfordringer.

Men gymnasieelevernes billede af læreruddannelsen stemmer ikke overens med den oplevelse, som danske lærerstuderende har af deres uddannelse.

De kendetegn, som danske lærerstuderende især fremhæver ved deres uddannelse, tegner – paradoksalt nok – de unge gymnasielevers drømmestudium: Kendetegnene tæller nemlig både brede kompetencer som ledelsesmæssige og kommunikative kompetencer og fagspecifikke kompetencer, f.eks. didaktiske og pædagogiske.

De danske lærerstuderende er modsat de unge gymnasieelever ikke bange for at gro fast med læreruddannelsen, men har erfaret, at læreruddannelsen giver dem nye fagspecifikke kompetencer i at kunne undervise og formidle viden.

Og nok har de danske lærerstuderende i stil med finske lærerstuderende som mål at undervise i folkeskolen, men de vurderer også, at deres kompetencer kan bruges bredt på arbejdsmarkedet.

Skal danske unge tiltrækkes af læreruddannelsen, skal de som udgangspunkt have et billede af uddannelsen, der matcher de lærerstuderendes virkelighed og læreruddannelsens faglighed.

Det har de finske unge: De vurderer, at lærere har en høj faglighed, og de indregner didaktisk og pædagogisk viden i denne faglighed.

Forståelsen af læreruddannelsens faglighed og uddannelsens status hænger bl.a. sammen med, at de pædagogiske og didaktiske fag har et større, særskilt fokus i den finske læreruddannelse, og at uddannelsen er en universitetsuddannelse.

De finske lærere, der underviser i 1.-6. klasse, har en skarp pædagogisk uddannelsesprofil med fire gange så meget didaktik og pædagogik i bagagen som de danske lærere.

Den skarpe pædagogiske uddannelsesprofil er en del af en finsk retningsspecialisering, hvor den lærerstuderende vælger mellem at specialisere sig som enten klasselærer i 1.-6. klasse eller som faglærer med undervisning i de ældste klasser.

Optagelsessamtaler
Den nye danske læreruddannelse fokuserer som den finske på både linjefag, pædagogik og didaktik. Og mængden af pædagogiske fag i den danske model svarer til mængden i den finske faglærers uddannelse.

Det burde give et godt grundlag for danske unges interesse i læreruddannelsen. Dog med det aber dabei, at uanset hvad den danske lærerstuderende prioriterer, så har finske undervisere i de yngste klasser i folkeskolen fire gange så meget didaktik og pædagogik.

Det giver en klarere profil og synliggør, at der ligger en særlig faglighed i at være en god pædagog og didaktiker, dvs. i at kunne lede et klasserum, formidle fagstof og vinkle det, så forskellige elevgrupper fanges af stoffet. Og det tiltaler tilsyneladende de unge finner.

Finnerne har et så stort rekrutteringsgrundlag, at der som udgangspunkt er syv gange så mange ansøgere til læreruddannelsen, som der er pladser. Det giver dem mulighed for at optage de mest kvalificerede ansøgere – både når det gælder motivation og fagligt indgangsniveau.

Når finnerne optager de lærerstuderende, gør de meget ud af at interviewe og udvælge de mest motiverede og engagerede blandt de fagligt dygtigste ansøgere.

De unge finner fortæller, hvordan forløbet tvinger dem til at reflektere over, hvorfor de vil vælge læreruddannelsen, og hvilke kompetencer det kræver at blive lærer – både sociale, pædagogiske og fagfaglige.

Den danske praksis adskiller sig ved alene at stille krav til ansøgernes karaktergennemsnit og niveauer i de valgte undervisningsfag.

Et første skridt ind i en vedvarende positiv spiral inspireret af den finske model kunne være at øge kendskabet til læreruddannelsen blandt danske unge.

Undervisningsministeriets tiltag for at fortælle historier om den gode lærer giver i denne sammenhæng god mening. Men tiltaget vil kunne suppleres med kampagner om selve læreruddannelsen og det fagligt pædagogiske indhold i den.

Også de finske erfaringer med egentlige optagelsessamtaler synes at have betydning for læreruddannelsens renomme, så det kan man overveje, om den danske læreruddannelse også skal lade sig inspirere af.