Overenskomstforhandlingerne i den private sektor 2010 er gået ind i slutfasen, hvor de afgørende forlig på både industriens store mindstelønsområde og transportsektorens mindre normallønsområde er faldet på plads.

Forligsmanden har nu tilstrækkeligt med forlig til at kunne fremsætte det samlede mæglingsforslag, og det er nu sendt ud til afstemning. Resultatet af afstemningen for hele det private arbejdsmarked vil blive offentliggjort af forligsmand Asbjørn Jensen 20. april – og så er det knald eller fald.

Forligsmanden sammenkæder alle afstemningsresultaterne fra de forskellige sektorer og brancher, og er der samlet set flest ja-stemmer, er der arbejdsfred de næste to år. Er der derimod et flertal af nej-stemmer, er storkonflikten en realitet, hvis stemmeprocenten er 40 procent eller derover.

Er stemmeprocenten under 40 procent, skal nej-stemmerne i tilgift udgøre mere end 25 procent af de stemmeberettigede, hvis storkonflikten skal bryde ud. Det er altså ikke let at vælte et mæglingsforslag, men det skete faktisk i 1998, da der var et flertal af nej-stemmer, og stemmeprocenten var på 47,1.

Bliver det så et ja eller et nej? Tja, der er indgået forlig på de store hovedområder, og både LO, DA og de store sektor- og brancheorganisationer anbefaler derfor et ja. Arbejdsgiversidens medlemsorganisationer vil helt sikkert bakke op om indholdet i de nye overenskomster, selv om mange arbejdsgivere midt i en krisetid gerne havde set en ren ’nulløsning’ uden omkostningsstigninger.

Men der er tale om et markant skift i lønstigningstakten, der mere end halveres de kommende år, og det gavner især de konkurrenceudsatte virksomheders overlevelsesmuligheder.

Hvordan stemmerne falder hos modparten i fagbevægelsen, er derimod mere usikkert. Fortalerne for at stemme ja vil hævde, at man på trods af den økonomiske krise har opnået et resultat, der indeholder både en reallønssikring og en række ’bløde pakker’ som forbedrede regler for løn under barsel og sygdom, en ekstra uges forældreorlov til både mor og far, nye ligelønsbestemmelser i overenskomsterne og så en nyskabelse i form af en tryghedsskabende fratrædelsesgodtgørelse i tilfælde af fyring.

Kan blive et meget tæt løb
Nej-siden i fagbevægelsen vil primært være centreret omkring HK og 3F. HK’erne fik en række forbedringer i detailhandlen, men i resten af den private sektor fik man ikke taget hul på afviklingen af den forkætrede 50-procents regel, der forhindrer HK’erne i at få overenskomster på DA-organiserede virksomheder, hvis HK ikke organiserer mindst 50 procent af de potentielle HK’ere.

3F’s nej-kampagne vil primært hæfte sig ved, at det ikke er sikkert, at reallønnen er sikret med de meget små lønstigninger, og ikke mindst slå på, at man ikke på bygge- og anlægsområdet fik et effektivt værn mod løndumping i form af et ’kædeansvar’ for hovedentreprenøren, hvis underentreprenører ansætter udenlandsk arbejdskraft på lønninger, der ligger langt under det danske lønniveau.

Ja-sidens bedste kort er i virkeligheden, at mange lønmodtagere i forvejen har haft meget små forventninger til lønstigninger og sociale goder. Det gælder i en krisetid om at bevare jobbene og ikke om at maksimere lønstigningstakten. Ja-sidens svaghed kan blive en forventning om, at ’den er hjemme’, og at man ikke behøver at besvære sig med at stemme.

Det kan desuden være et problem for ja-siden, at man ikke uden videre kan regne med det forbund, der normalt afleverer de fleste ja-stemmer, nemlig HK HK-privat vil satse på en massiv nej-kampagne, og lykkes det at mobilisere de ca. 130.000 HK’ere til at møde frem og stemme nej, kan det godt blive et meget tæt løb.

Storkonflikten kan blive en realitet
HK havde ved de forrige overenskomstforhandlinger i 2007 en stemmeprocent på 28,5 og en ja-procent på 78,4. Men hvis mange HK’ere er blevet vrede over arbejdsgivernes ydmygelse af deres forhandlere og den totale afvisning af deres topprioriterede krav, kan det godt fremprovokere både en markant højere stemmeprocent og et flertal af nej-stemmer.

Et meget simpelt regnestykke kan vise, at hvis HK denne gang hæver deres stemmeprocent til 45 og nej-procenten til 55, og de øvrige områder stemmer, som de gjorde i 2007, vil der både være et flertal af nej-stemmer, og den samlede stemmeprocent vil være på 40,7 procent – hvilket betyder, at mæglingsforslaget falder og storkonflikten bryder ud.

Arbejdsgiverens problem denne gang er, at de i den grad har ydmyget deres traditionelle forbundsfæller og ’ja-stemmer’ i HK. Arbejdsgivernes strategi har derfor været at give 3F næsten, hvad 3F forlangte af værn mod løndumping og i tilgift en ny fratrædelsesgodtgørelse, som især 3F’erne vil have glæde af.

LÆS OGSÅ Storkonflikt vil gøre ondt

Arbejdsgivernes problem er imidlertid, at der i 3F er en tradition for, at en stærk venstrefløj stemmer nej til et mæglingsforslag næsten uanset indhold. Det skete f.eks. i 2007, hvor nej-procenten var helt oppe på 65 – på trods af at mæglingsforslaget indeholdt både store lønstigninger og mange sociale goder.

Forudsætter vi, at Metal og de øvrige forbund stemmer, som de gjorde i 2007, vil udfaldet af afstemningen derfor afhænge af, om 3F stemmer nej, som de plejer, og om HK’erne dels hæver deres stemmeprocent betydeligt, dels kan få de utilfredse medlemmer til at møde op og stemme nej.

Er disse forudsætninger til stede, er storkonflikten en realitet.