fakta

Kjeld Møller Pedersen er professor ved Syddansk Universitet.

Han var amtssundhedsdirektør i Vejle Amt 1987-1991; sad i bestyrelsen for Hamlet 1999-2005; Hørsholm Sygehus 2003-2006 og Aabenraa Sygehus 1998-2004.

Han er p.t. formand for bestyrelsen for Filadelfia.

Man skal bare sige ’privathospital’ for at få markante meningstilkendegivelser. Det står straks dårligere til med den faktuelle viden. Styrken af holdningerne er ofte omvendt proportional med vidensniveauet. Der er mange udsagn: Privathospitalerne er begyndelsen på enden for et offentligt sygehusvæsen.

Det trækker mange ansatte væk fra det offentlige sygehusvæsen. Privathospitalerne nasser på et offentligt sygehusvæsen og skummer de lette patienter og får måske overbetaling for offentlige patienter osv.

Der findes to typer af privathospitaler. Dels selvejende eller foreningsejede nonprofit hospitaler som f.eks. Epilepsihospitalet i Dianalund og Gigtforeningens hospital i Gråsten, dels kommercielle privathospitaler som Hamlet, Mølholm og Danske Privathospitaler. Det er de sidste, der analyseres her.

Det første kommercielle privathospital, Mermaid Clinic, åbnede i efteråret 1989 og gik konkurs foråret 1994 med et samlet tab på mindst 150 mio. kroner. I dag er der op mod 15 privathospitaler, forstået som hospitaler med senge og indlagte patienter i flere døgn. Mermaid Clinic havde på sit højeste 51 senge.

I dag er der i bedste fald ét privathospital med så mange senge. Den offentlige debat forplumres desværre af en sammenblanding af privathospitaler og privatklinikker, som udelukkende behandler ambulant, ofte klinikker med meget få ansatte, som reelt set er lig med praktiserende speciallæger, som jo ikke er noget nyt.

Der er flere fællestræk ved privathospitalerne. De udfører udelukkende planlagt eller ambulant behandling, især kirurgisk, dvs. de har ikke akutte indlæggelser, f.eks. for en hjerneblødning. Grundlæggende er forretningsmodellen baseret på dette.

Akut behandling ville kræve døgnberedskab, store faste omkostninger osv. og en helt anden forretningsmodel. For det andet er det kapacitetsmæssigt små enheder: Få senge, men noget større ambulant kapacitet, f.eks. sammedagskirurgi. Sammenlignet med offentlige somatiske hospitaler udgør det omkring 3-4 pct. af kapaciteten.

For det tredje er der relativt få heltidsansatte speciallæger, men mange ’freelance’ speciallæger fra offentlige sygehuse, og for det fjerde udføres der i et vist omfang behandlinger, f.eks. visse former for kosmetisk plastikkirurgi, som ikke tilbydes i det offentlige sygehusvæsen eller er rationeret, f.eks. in vitro fertilisering.

Privathospital for offentlig regning
Hvad har drevet væksten i antal privathospitaler? Hoveddrivkræfterne har været private forsikringer og den offentlige garantiordning (’1-måneds garantien’). Frem til omkring 2003 var det ikke nogen god forretning at drive privathospitaler. Det vidner flere konkurser om. Under ét havde branchen underskud i perioden 1989-2003.

Og det er fortsat ikke nødvendigvis en guldrandet forretning. F.eks. har Aleris Privathopitaler (’Danske Privathospitaler’) med afdelinger fem steder i landet annonceret et underskud i nærheden af et tocifret millionbeløb, bl.a. efter en mislykket åbning af et spritnyt hospital i Odense.

Der er gradvist kommet mere risikovillig kapital i takt med en forbedring af økonomien, f.eks. ejes Aleris Privathospitaler af den svenske koncern Aleris, som igen ejes af det Wallenberg-dominerede venturekapital-foretagende EQT.

Tryghedsgruppen ejer omring 15 pct. af Hamlet, ligesom formand for Hamlets bestyrelse er den tidligere direktør for EQT i Danmark. Hamlet købte sidst i 2009 15 pct. af Eira Privathospital i Skejby og markerede yderligere køb afhængig af 2009-regnskabsresultatet.

Man begynder således også at se tilløb til en konsolidering i branchen og stærkere kapitalkræfter.

Fra 2003 begyndte billedet at ændre sig, fordi regeringen indførte en patientrettighed, som var andet end et indholdsløst løfte eller hensigtserklæring: Når man havde ventet 2 måneder – senere 1 måned – på behandling på offentligt sygehus, fik man ret til behandling på privathospital for offentlig regning.

Det gav i 2003 en offentligt betalt omsætning på privathospitalerne (og privatklinikkerne) på 400-500 mio. kroner – og i 2010 budgetterer regionerne med 1-1,2 mia. kroner svarende til 1,5-2 pct. af de offentlige somatiske sygehusbudgetter.

Siden ordningens indførelse er der behandlet ca. 350.000 personer. Samlet har det kostet omkring 5 mia. (offentlige) kroner fra medio 2002 – eller i gennemsnit ca. 15.000 kr. per behandlet patient.

Rapport med mangler
En anden indtægtskilde er patienter med forsikringer. I 2002 indførtes en skattebegunstigelse af de forsikrede, så de ikke betaler indkomstskat af den arbejdsgiverbetalte præmie. Siden da er antallet af forsikrede vokset næsten eksplosivt til ca. 1 mio. I 2008-2009 udbetalte disse forsikringer ca. 900 mio. kroner for operationer.

Endelig er der selvbetalere, f.eks. for kosmetiske operationer eller personer uden forsikring eller offentlig garanti.

Samlet kan man derfor skønne omsætningen på privathospitaler til et sted mellem 2 og 3 mia. kroner, svarende til 3-4 pct. af de offentlige somatiske sygehuse. Omsætningen på det største privathospital, Hamlet, i 2008 var på knap 500 mio. med et nettooverskud på 25 mio. kroner.

Får privathospitalerne overbetaling for de offentlige patienter? Fra nogle sider er Rigsrevisionens rapport blevet taget til indtægt herfor – uden at Rigsrevisionen på noget tidspunkt bruger ordet. Personligt finder jeg alvorlige mangler ved rapporten.

Reelt set er der ingen, der kan afgøre spørgsmålet, uden at privathospitalerne åbner deres regnskaber, og begrebet overbetaling er herligt uklart.

LÆS ARTIKELPrivathospitaler snupper sygehuskirurgi

Trækker privathospitalerne ansatte væk fra de offentlige sygehuse? Der er omkring 80 heltidsansatte speciallæger og 400-500 sygeplejersker set i forhold til omkring 5.000 overlæger og 30.000 sygeplejersker på offentlige sygehuse.

Der er imidlertid to forhold, man skal erindre: Der er især tale om kirurger og narkoselæger, og det kan presse de offentlige sygehuse, men kan let overdrives. Det andet forhold drejer sig om, at offentligt ansatte speciallæger bijobber på privathospitalerne.

I debatten får man ofte det indtryk, at de enten alternativt kunne have fået overarbejde på offentlige sygehuse, hvilket sandsynligvis ikke er tilfældet, eller forsømmer deres arbejde på hovedansættelsesstedet, hvilket der ikke er noget, der tyder på.

Netto er der sandsynligvis tale om, at der ad denne vej fremkommer flere lægearbejdstider end uden bijobberi.