fakta

Jesper Jespersen er professor ved Roskilde Universitet.

Pengene fosser ud af de offentlige kasser i alle EU-landene. Det er en konsekvens af den lavkonjunktur, der har ramt hele Europa. Både stærke og svage økonomier oplever stigning i arbejdsløsheden.

Heldigvis bremser de såkaldt automatiske stabilisatorer på statsbudgettet konjunkturnedgangen og mildner herved de sociale omkostninger for de husholdninger og virksomheder, der bliver berørt af den økonomiske krise. Det er derfor helt ’efter bogen’, at de offentlige budgetter er gået i underskud i alle EU-lande.

Det er netop i erkendelsen heraf, at EU-kommissionen har suspenderet stabilitetspagtens krav om, at underskuddet på de offentlige budgetter højst må udgøre 3 pct. af bruttonationalproduktet (BNP).

Krisen har således ramt hele Europa. Landene uden for ØMU’en (dog ikke Danmark) har benyttet penge- og valutakurspolitikken til at bringe deres økonomier på ret kurs. Den mulighed har landene inden for ØMU’en ikke.

De skal følge den fælles penge- og valutapolitik, hvilket skaber meget ulige vilkår, afhængig af om de har over- eller underskud på betalingsbalancen, jf. figuren.

De nordeuropæiske ØMU-lande har solide overskud, mens de sydeuropæiske lande har meget store underskud, der får udlandsgælden til at stige med en foruroligende hast.

Tyskland kan netop derfor tage sit budgetunderskud på ca. 5 pct. med en knusende ro; for det vil automatisk blive reduceret, i takt med at konjunkturerne normaliseres.

Den stærke tyske konkurrenceevne, der bl.a. afspejler sig i det store betalingsbalanceoverskud, vil sikre, at det internationale opsving uvægerligt kommer tysk økonomi til gode, hvilket vil øge beskæftigelsen og nedbringe budgetunderskuddet.

Nationalt anliggende
Men lyder det ikke næsten for enkelt? For hvordan skal den tyske stat finansiere de store underskud, den pådrager sig, mens lavkonjunkturen står på? Svaret herpå kan bedst gives med afsæt i nogle enkle regnskabsmæssige principper, der bygger på det dobbelte bogholderi.

Her gælder det ubetinget, at et underskud i en sektor, uden undtagelse modsvares af et overskud af samme størrelse i mindst én anden sektor i samfundsøkonomien.

For tysk økonomi må det (ligesom i øvrigt for en række af de mindre nordeuropæiske lande, herunder Danmark, Sverige og Finland) derfor gælde, at når der er overskud på betalingsbalancen over for udlandet, så modsvares det statslige underskud af en privat opsparing i mindst samme størrelsesorden.

Det betyder, at når pengene (overgangsvis) fosser ud af den tyske statskasse, så fosser de samtidig ind i den private sektor. Pengene bliver med andre ord inden for landets grænser, hvilket gør det muligt for den tyske regering at bestemme, hvorledes pengene skal hentes tilbage til statskassen – gennem salg af statsobligationer eller ved en beskatning af ’overopsparingen’.

Det er et rent nationalt anliggende, som regeringen kan løse uden at søge hjælp fra de andre EU-lande.

Situationen i Sydeuropa er – som det fremgår af figuren – derimod fundamentalt anderledes. Her fosser pengene ligeledes ud af statskassen; men på grund af de store betalingsbalanceunderskud, så fosser de videre til udlandet.

Uanset at en væsentlig del af det græske budgetunderskud formentlig skyldes tidligere regeringers overforbrug, så har den netop tiltrådte græske regering arvet fortidens udlandsgæld og det fortsat meget store betalingsbalanceunderskud fra sine forgængere.

De penge, der en gang er fosset ud af landet, kan nemlig ikke gøres til genstand for græsk beskatning. Det er udenlandske virksomheder og banker, der nu står som ejere af en betydelig del af den græske nationalformue.

I dag må den græske regering derfor betale en betydelig overrente på 3-4 pct. for bare at få lov at låne sine egne penge til at betale renter og afdrag. Denne overrente er dog ikke unik for Grækenland. De samme økonomiske krav bliver bl.a. Spanien og Portugal mødt med.

Svækket konkurrenceevne
Når det er gået så galt i Sydeuropa, skyldes det ikke kun et statsligt overforbrug. Betalingsbalanceunderskuddene skyldes først og fremmest en stærkt forringet konkurrenceevne, der er bygget op igennem en længere årrække, hvor valutakursen har været uændret.

Disse lande har en omkostningsudvikling, der år for år har ligget 2-3 pct. højere end i de nordeuropæiske lande. Det betyder, at konkurrenceevnen igennem de seneste 10 år er blevet svækket med 20-30 pct.

Det er den helt afgørende svaghed ved ØMU-samarbejdet, at landene år for år har bevæget sig væk fra hinanden. Der er ikke den konvergens i den økonomiske udvikling, som en fælles valuta har som forudsætning.

Konkurrenceevnen i Sydeuropa er nu så svækket, at end ikke en langvarig lavkonjunktur kan rette op på fortidens synder: Når et ØMU-land først har oparbejdet en stor udlandsgæld, og konkurrenceevnen er markant forringet, er gældsfælden klappet.

Det er kernen i den græske tragedie, at den fælles valuta ikke er en ’fribillet’ til at gældsætte sig ubegrænset i udlandet. Betalingsbalancen er fortsat ethvert selvstændigt lands egentlige akilleshæl. Det var den lektie, som danskerne blev belært om i 1980’erne, hvor kartoffelkuren sendte arbejdsløsheden stejlt op.

Spørgsmålet er, om de sydeuropæiske lande vil acceptere en sådan hestekur, alt imens overskuddene hober sig op i Tyskland og de andre nordeuropæiske stater. Her kunne lån fra en europæisk valutafond til en lav rente ’mildne luften’ for de lande, der har svært ved at hamle op med den tyske effektivitet.

Den stigende ØMU-ubalance er nemlig ikke kun et sydeuropæisk problem.

En fælles valuta kræver fælles fodslag. Her har Tyskland et ligeså stort ansvar for at reducere ØMU-ubalancen. Det kunne ske gennem en ekspansion af den indenlandske efterspørgsel, der vil øge eksporten fra de trængte sydeuropæiske lande og mindske stigningen i arbejdsløsheden