Den nye udviklingsminister, Søren Pind (V), har udarbejdet en ny strategi for dansk udviklingspolitik. Strategien er til høring, inden den i maj fremlægges for Folketinget.

Overskriften på strategien er frihed og udvikling. Der er mange fine ideer i dokumentet, men der synes at være et behov for at arbejde med sammenhængen mellem frihed og udvikling.

LÆS OGSÅPinds ulandsplan får positiv modtagelse

Lad os først se på fire påstande i dokumentet, som umiddelbart virker helt klare, men som ved nærmere analyse mangler en indre logik:

Påstand 1: »Kvaliteten af den offentlige sektor (…) er afgørende for at bekæmpe fattigdom og fremme bæredygtig udvikling«, står der i strategien. Men det har faktisk aldrig været muligt at vise en sammenhæng mellem god regeringsførelse og udvikling.

Det helt afgørende problem er, at god regeringsførelse ikke er defineret særlig klart. Ansvarlighed, politisk stabilitet og et egentligt lovgrundlag kan fremme vækst, men ikke effektivitet i statsadministrationen.

Påstand 2: »Korruption underminerer den offentlige sektors virke (…) og hæmmer økonomisk vækst«, hedder det endvidere. Trods mange forsøg er det dog ikke muligt at vise en klar sammenhæng mellem lav grad af korruption og økonomisk vækst.

Faktisk viser den seneste forskning, at der nok snarere er tale om i hvert fald to modsatrettede forløb. Et forløb med en negativ sammenhæng i Afrika, og et forløb med en positiv sammenhæng i Asien.

Tillid eller mangel på samme er det centrale begreb, ikke korruption. Så udfordringen i Afrika er i langt højere grad at forstå korruptionens logik – uanset hvor forkastelig den er – i forhold til logikken i Asien.

Fraværet af korruption er hverken en nødvendig eller tilstrækkelig forudsætning for at opnå økonomisk vækst.

Påstand 3: »International handel og specialisering er en afgørende forudsætning for økonomisk vækst«. Her er uenigheden i litteraturen meget stor. De fleste analyser peger dog på institutioner og mulighed for statslig styring af industrialiseringen i den tidlige fase som afgørende faktorer – snarere end handel. Handel er fint, men hvis man tror, at man skaber økonomisk vækst per automatik, tager man afgørende fejl.

Påstand 4: »Håndhævelse af privat ejendomsret eller brugsret er afgørende for den enkeltes incitament til at investere i jord og anden ejendom«.

Interessant er det, at ministeren her vedgår, at den private ejendomsret ikke altid er afgørende – at det lige så godt kan være brugsretten. En del analyser, bl.a. fra Latinamerika, viser, at udbredelse af formelle jordrettigheder kan virke som fattigdomsskabende.

I litteraturen nævnes eksemplet med investeringer i Rusland og Kina. I Rusland er de formelle rettigheder på plads, hvilket ikke er tilfældet i Kina. Til gengæld stoler investorerne meget mindre på, at myndighederne rent faktisk respekterer ejendomsretten i Rusland, hvorfor investeringerne i højere grad går til Kina.

Strategien ønsker at fokusere på sammenhængen mellem frihed og økonomisk vækst. Men da det ikke er muligt at påvise en sammenhæng mellem ændring i demokrati og ændring i økonomisk vækst, er demokratiudvikling og fremme af økonomisk vækst måske blot to forskellige strategier, ikke en.

I forhold til økonomisk vækst er det helt afgørende, at begreberne bliver defineret klart. Her hæmmes dokumentet af, at flere begreber som ’bæredygtig udvikling’, ’økonomisk vækst’ og ’økonomisk velstand’ bruges i flæng.

Måske er det bedste begreb her bæredygtig udvikling. Hvor bæredygtighed forstås miljømæssig, socialt og økonomisk.

Hvis fokus er på Afrika, som Søren Pind har lagt op til, er udfordringen, at der er ringe sammenhæng mellem økonomisk vækst og fattigdomsbekæmpelse. Indtil den finansielle krise var der således 16 afrikanske lande med en betragtelig økonomisk vækst (over 5 pct. årligt fra 2000-2005/2006).

Så et bud på hvilke problemstillinger, man bør fokusere på, kunne være følgende: Der er afrikanske lande med relativ høj økonomisk vækst, inklusive flere af Danidas hovedmodtagerlande. Problemet er ikke generel manglende økonomisk vækst.

Store udfordringer
Problemet er, at den økonomiske vækst i Afrika – modsat et andet hovedmodtagerland som Vietnam – i mange tilfælde er baseret på ikke bæredygtig udnyttelse af naturressourcer, og sjældent når ud til de fattige.

Spørgsmålet er, om vi kan lære af Kenyas eksempel med eksport af te, sukker, grøntsager og frugt til de europæiske markeder?

I forhold til demokrati og korruption må fokus tage udgangspunkt i de kleptokratiske regimer. Der er adskillige eksempler på, at demokrati på kort sigt har forværret korruptionen.

Her har regimerne nemlig kun 4-8 år til at få malket systemet, hvor man tidligere havde et helt liv. Spørgsmålet er, hvad der skal til for at opnå et andet handlingsmønster hos middelklassen, korrupt eller ej. Vi mangler analyser på dette område.

I forhold til fattigdommen er udfordringen at få bedre tal. Det er et problem, at Verdensbanken, som er storinteressent i sagen, også selv evaluerer tallene. En slags selvevaluering kan man kalde det.

I forhold til lande som Vietnam og Kina, med økonomisk vækst og betydelig fattigdomsreduktion, er landene i Afrika meget lidt homogene. De få homogene lande i Afrika, som f.eks. Botswana, der udviser samme positive udvikling som i Asien.

Vi har her den store udfordring at få korrupte regimer til at forpligte sig til at fordele den økonomiske vækst til etniske grupper, som er forskellig fra dem selv.

Dette handler om meget mere end et få stablet et bedre skattesystem på benene, sådan som strategien lægger op til.