fakta

Bent Greve er professor i samfundsvidenskab, RUC.

Det er et ofte fremført synspunkt, at den danske velfærdsstat ikke kan finansieres i de kommende år, fordi flere forlader arbejdsmarkedet, og der bliver stadig flere ældre, som har brug for pleje og omsorg.

Der er næsten dommedagsprofetier indimellem om, at hvis ikke efterlønnen bliver afskaffet, går det helt galt.

Det på trods af, at efterlønnen jo faktisk kun udgør en mere begrænset nettoudgift for det offentlige, når der tages højde for indbetalinger, skat af efterlønnen og eventuelle andre ydelser, som den enkelte alternativt skulle modtage, eksempelvis førtidspension, dagpenge eller kontanthjælp.

LÆS ARTIKELKvinders levealder er forlænget med 18 dage

Det virker derfor næsten mere som et korstog end som en reel analyse af problemstillingen.

Men dertil kommer, at spørgsmålet er, om presset på velfærdsydelser bliver så stort, som det umiddelbart kunne se ud, når der blot foretages en simpel fremskrivning af antallet, der bliver ældre, og antallet, der bliver meget gamle. For det er rigtigt, at alle analyser af den demografiske udvikling viser, at frem mod år 2050 bliver der ca. 400.000 personer flere over 80 år.

Hvis dette er et specielt problem for velfærdsstaten, skyldes det, at det forventes, at de ældre i samme grad som i dag vil have brug for offentlig støtte og omsorg – eller mere enkelt udtryk: at de vil være lige så syge og dårlige lige så tidligt, som de er i dag.

Det er der dog ikke noget, der specielt tyder på.

4,5 flere sunde leveår
I figuren er vist de seneste 10 års udvikling i gennemsnitlig restlevetid for 65-årige mænd og kvinder samt forventede sunde leveår.

Gennemsnitlig restlevetid beregnes ud fra kendte og historiske data for dødelighed. Forventede sunde leveår er defineret ved, om der er begrænsninger i daglige aktiviteter på grund af sundhedsproblemer i de seneste 6 måneder.



Hvis man i figuren betragter forskellen mellem middellevetid og antal sunde leveår som udtryk for det antal år, den enkelte teoretisk vil have brug for forskellige typer af velfærdsydelser (såsom sundhedsbehandling, hjælp til rengøring eller andre daglige gøremål), så er der sket en markant udvikling fra 1997 til 2007, hvoraf en mindre del kan skyldes forskel i opgørelsesmetode.

Såvel mænd som kvinder kommer til at leve henholdsvis næsten 2 år og godt 1 år i gennemsnit længere. Dertil kommer, at såvel mænd som kvinder får omkring 4,5 flere sunde leveår.

Det vil, alt andet lige, medføre et fald i antallet af år, hvor der er brug for støtte, og dermed lettes presset også på de offentlige velfærdsudgifter som følge af den ændrede demografiske sammensætning af befolkningen.

Hvis udviklingen i retning af bedre sundhed endda øges i de kommende år, må det også forventes, at stadig flere ældre vil være i stand at kunne klare sig selv.

Ny teknologi
Det må endvidere forventes at blive forstærket af en teknologisk udvikling med ny teknologi, eksempelvis robotstøvsugere, vinduer, der vasker sig selv, automatisk medicinering, intelligente køleskabe mv.

Ny teknologi vil dermed kunne sikre flere en hverdag, hvor de er uafhængige af offentlig hjælp og i flere år kan klare sig eventuelt alene med støtte til at anskaffe ny teknologi.

Det letter presset på de offentlige udgifter og dermed antageligt presset på arbejdskraft til det sociale område i de kommende år.

Det ændrer naturligvis ikke på behovet for at overveje, hvordan og på hvilken måde arbejdsudbuddet kan øges i de kommende år.

Men spørgsmålet er, om arbejdsudbuddet blandt ældre ikke i højere grad er afhængigt af efterspørgselen efter arbejdskraft, og dermed den mere generelle økonomiske politik, end af en lang række andre forhold.

Når personer har det fysisk godt, og hvis arbejdsmarkedet er rummeligt og skaber ordentlige arbejdsvilkår, må det også antages, at flere ønsker at blive på arbejdsmarkedet – om ikke nødvendigvis på fuld tid, så dog i større udstrækning end i dag på nedsat tid og i flere arbejdsår.

Der er et pres på de offentlige velfærdsydelser, også fordi der er en forventning om stadig bedre ydelser.

Men samtidig er der en række modgående bevægelser i retning af stadigt flere raske leveår og år, hvor den enkelte gerne vil være uafhængig af det offentlige system.

Spørgsmålet er derfor i højere grad, hvordan ny teknologi – og det at befolkningen lever sundere – kan bringes i spil, end at diskutere stramninger i efterløn eller brugerbetaling, samtidig med at arbejdsmarkedet gennem fleksible seniorpolitikker kan bidrage til, at flere bliver i længere tid på arbejdsmarkedet.