Værsgo. Her har I et lovforslag. Hvis I har nogen kommentarer, skal vi have dem i en hulens fart!

I populær form er det ofte beskeden, når ministerier sender lovforslag og bekendtgørelser til høring hos relevante interesseorganisationer. Den proces, som har til formål at sikre, at der ikke vedtages love, som er urimelige eller ikke holder i virkelighedens verden uden for Christiansborg, er i realiteten ofte en farce med få dages spilletid.

Det viser en undersøgelse, som Momentum har gennemført af alle lovforslag og bekendtgørelser, der er fremlagt i en periode på seks måneder fra 1. september 2009 til og med udgangen af februar 2010.

Hvert sjette lovforslag og bekendtgørelse er i høring i højst én uge, og over halvdelen er i høring i højst to uger.

I de mest groteske tilfælde har høringsparterne blot få dage til at reagere, eller lovforslaget sendes i høring fredag før en typisk ferieuge, som det eksempelvis var tilfældet med det nye lovforslag om turisme, som Økonomi- og Erhvervsministeriet sendte i høring fredag i uge 6, få timer før en stor del af danskerne drog på vinterferie.

Og fristen for høringssvar? Den var fredag i uge 7, mens tusindvis af danske embedsmænd og organisationsfolk stadig havde skiene på.

Ingen krav til frister
Der er ikke nogen krav til, hvor lange høringsfrister skal være. Men ifølge den officielle vejledning fra Justitsministeriet bør den »være så lang, at de hørte parter har mulighed for at udarbejde et fyldestgørende svar«. Og der er ingen tvivl om, at to uger ikke lever op til det krav.

Det har integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) tidligere erklæret sig enig i, da hun til Politiken i marts 2008 sagde, at en ordentlig høringsfase bør vare mindst fire uger.

Derfor stod hun også med en dårlig sag, da Politiken for et par uger på forsiden kunne fortælle, at såvel lovforslaget om den nye udlændingeaftale og samtlige lovforslag og bekendtgørelser fra Integrationsministeriet, der indgår i Momentum-undersøgelsen, var i høring i mindre end to uger.

LÆS OGSÅBirthe Rønn beskyldes for groft lovsjusk

Integrationsministeriet er det ministerium, som kommer dårligst ud i undersøgelsen, men hele otte andre ministerier har også givet høringsparter mindre end to uger til at svare på over halvdelen af ministeriets lovforslag og bekendtgørelser.

De korte høringsfrister er et problem, fordi høringer netop skal sikre, at man får så mange synspunkter og informationer som muligt frem. Høringerne er næppe den fase, hvor de berørte parter kan øve størst indflydelse.

Specielt store organisationer har typisk allerede gjort deres synspunkter gældende i pressen, til folketingsordførere og embedsmænd i ministerierne inden den officielle høring.

Men mindre organisationer har ikke de samme muligheder, og de har vanskeligt ved at komme med et fornuftigt svar på så kort tid. Det gælder ikke mindst de organisationer, som har et stort bagland, der skal levere kvalificeret input til høringssvarene.

En ting er, at lovgiverne i Folketinget dermed ikke får tilstrækkeligt kvalificerede holdninger til lovforslagene. Men det mest alvorlige er, at man ikke når at få vendt og drejet alle hjørner, inden Folketinget vedtager et lovforslag.

Der sidder jo netop mange kompetente folk i forskellige organisationer, som har rigtig god forstand på de forskellige sager, og hvordan forslaget vil komme til at virke i praksis. I mange tilfælde reelt betydeligt mere forstand på det end de politikere og embedsmænd, som har stået faddere til lovforslaget.

Med de korte tidsfrister er der stor risiko for, at der smutter noget, som i værste fald kan give åbenlyse urimeligheder og uhensigtsmæssigheder i lovgivningen.

Hårdt presset
Men hvorfor skal det gå så hurtigt fra ministeriernes side? Her kan man tale om mindst tre forklaringer: den gode, den onde og den tekniske.

Den gode forklaring er, at det i nogle tilfælde er nødvendigt med en meget hurtig behandling af et lovforslag, fordi forslaget skal lukke et hul eller en åbenlys uhensigtsmæssighed i den nuværende lovgivning.

Den onde forklaring er, at både regeringen og embedsmændene er præget af en vis arrogance i forhold til høringerne a la: ’Flertallet er hjemme, og høringsfasen er bare et nødvendigt onde, som skal overstås på kortest mulig tid’.

Den tekniske forklaring dækker dels over, at det stigende antal love og regler presser embedsværket i ministerierne så hårdt, at der kun er tid til korte høringer.

Og dels dækker den over, at ministerierne ofte er under tidspres på grund af de formelle frister for, hvornår et lovforslag skal fremsættes, før man kan forvente, at det bliver vedtaget i samme folketingssamling.

Uanset forklaringerne dokumenterer Momentums undersøgelse, at høringsprocessen i dag ofte er et spil for galleriet. Og det er et demokratisk problem. Høringer er vigtige, fordi de er garanten for, at alle bliver hørt, og eventuelle urimeligheder eller uhensigtsmæssigheder bliver ryddet ud af lovforslaget, inden det bliver til lov.

Derfor skal der også være den fornødne tid til, at de kan gennemføres ordentligt.