Der er ikke nogen klar sammenhæng mellem økonomisk vækst og udvikling i antallet af fattige.

I perioden 1993-2001 var væksten høj, mens antallet af fattige faldt. Siden 2001 har den økonomiske vækst været lavere, mens antallet af fattige er steget voldsomt.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) har således ad flere omgange undersøgt omfanget af fattigdom i Danmark. Analyserne viser entydigt, at der har været en markant stigning i fattigdommen i Danmark siden 2001.

Det gælder, uanset om man ser på alle fattige, fraregner de studerende fra gruppen af fattige, udelukkende ser på antallet af fattige børn eller kun ser på de personer, der er langvarigt fattige. Uanset hvilken af disse grupper man undersøger, er omfanget af fattigdom steget.

Fattigdomsgrænsen
Analyserne af fattigdommen bliver ofte kritiseret for, at der bruges en relativ fattigdomsgrænse.

Et af kritikpunkterne går på, at antallet af fattige næsten per automatik vil stige, når der er vækst i økonomien, fordi der bruges en relativ fattigdomsgrænse.

Den fattigdomsgrænse, AE bruger, er en relativ fattigdomsgrænse, der svarer til OECD’s fattigdomsgrænse. Denne grænse har tidligere været anvendt i Danmark af bl.a. de økonomiske vismænd.

Derudover er studerende fraregnet i AE’s analyser, hvilket reducerer gruppen af fattige i forhold til OECD’s definition.

Når man anvender denne fattigdomsgrænse, er der samlet set godt 200.000 personer i Danmark, der lever i fattigdom, når familier, hvor en eller flere af forsørgerne er studerende, udelades. Denne gruppe af fattige er steget med omkring 50 pct. siden 2001.

EU bruger ligeledes en relativ fattigdomsindikator, som dog er noget højere end OECD’s grænse. I Danmark er der knap 600.000 personer med en indkomst under EU’s grænse, hvilket er tre gange så mange som gruppen målt ved OECD’s fattigdomsgrænse, når studerende er fraregnet.

Den fattigdomsgrænse, AE anvender, er altså væsentlig mere restriktiv end både EU’s og OECD’s grænser.

Ser man på udviklingen i antallet af fattige og sammenligner med den generelle vækst i økonomien siden 1993, genfinder man ikke den påståede klare sammenhæng mellem økonomisk vækst og vækst i antallet af fattige.

I perioden 1993-2001 var der generelt en høj vækst i økonomien i Danmark, uden at andelen af fattige steg. Omvendt i perioden 2001-2007, hvor væksten generelt var lavere i økonomien, mens fremgangen i antallet af fattige var stor.

Helt konkret var der i 1993 omkring 3 procent fattige, når studerende ikke medregnes. I 2001 var denne andel faldet til 2,5 procent.

Herefter steg andelen til de 3,7 procent, den lå på i 2007, som er de seneste tal, der findes. I perioden 1993-2001 var der en gennemsnitlig årlig vækst i økonomien på 2,9 procent, mens den gennemsnitlige vækst i perioden 2001-2007 var på 1,8 procent.

Tallene peger altså ikke på en 1:1-sammenhæng mellem udviklingen i antallet af fattige og den økonomiske vækst. Tværtimod.

Den årlige økonomiske vækst i Danmark var høj i perioden 1993-2001 – samtidig med, at andelen af fattige samlet faldt. I perioden 2001-2007 har væksten i samfundet været mindre, samtidig med at andelen af fattige er vokset meget markant. Dette forhold er illustreret i figuren.

Reducering på bunden
Ud over den almindelige fejlslutning om, at fattigdommen, hvis den måles relativt, altid stiger i perioder med økonomisk vækst, angribes tallene i fattigdomsdebatten ofte for at være ’gamle’ og dermed ubrugelige.

De tal, AE anvender til at analysere fattigdom, baseres på meget detaljerede registeroplysninger, der først er tilgængelige med nogle års forsinkelse.

De nyeste tal er fra 2007. Tallene er baseret på samme datagrundlag, som Finansministeriet bruger i deres indkomstanalyser.

Finansministeriet offentliggjorde senest en rapport om indkomstfordelingen i Danmark 1. marts 2010, som var baseret på præcis samme datagrundlag fra 2007. Det var to dage inden, AE offentliggjorde den seneste store fattigdomsanalyse.

LÆS OGSÅFattigdommen sætter rekord

Derudover viser en fremskrivning af indkomsterne til 2010, at antallet af fattige fortsat ligger på det rekordhøje niveau fra 2007 frem mod 2010. Heller ikke denne fremskrivning tyder altså på, at den afgørende faktor for udviklingen i antallet af fattige er den generelle økonomiske vækst.

Det er uomtvisteligt, at fattigdommen og uligheden er vokset under den nuværende regering. Denne udvikling skyldes i høj grad den politik, der er blevet ført.

Mens ydelserne for dem på bunden af samfundet er blevet reduceret, så er der gentagne gange blevet givet skattelettelser til de højest lønnede. Kontanthjælpsloft, 450-timers regel og starthjælp er blandt de nedsatte ydelser, som folk på bunden af samfundet rammes af.

Til gengæld har man haft skattestop og gennemført en række skattelettelser, som giver en markant gevinst til de højestlønnede.