Skuffelse og udmattelse lyste ud af den erfarne klimaforhandler Quamrul Chowdhury fra Bangladesh i december, da han gjorde status over COP15 og den Copenhagen Accord, der kom ud af den stort anlagte klimakonference: »Befolkningen i Bangladesh havde store forventninger til COP15, men det her er ikke et lykkeligt resultat«, konstaterede han.

Og det på trods af, at Bangladesh faktisk var blandt de 29 lande, der bag lukkede døre var med til at forhandle Copenhagen Accord på plads. Men som han udtrykte det: »Vi er i modtagerrollen. Vi må være tilfredse med denne akkord«.

Alligevel konkluderer Statsministeriet i sin hidtil hemmeligholdte evaluering af COP15, at »østaterne, afrikanerne og de mindst udviklede lande er generelt tilfreds med aftalen« og »positive over for det danske formandskab«.

LÆS ARTIKEL Statsministeriet lavede hemmelig evaluering af klimatopmøde

Evalueringen er skræmmende læsning, fordi den afslører et verdenssyn gennemsyret af ’realpolitik’, hvor kun de rige og magtfulde lande tæller, og hvor det store flertal af verdens lande – de små, de fattige og mindre magtfulde – må indrette sig efter, hvad de få og magtfulde dikterer.

Det startede ellers godt
Det hele bliver ikke mindre skræmmende af, at udviklingslandenes klart udtrykte utilfredshed med Copenhagen Accord slet ikke synes at være gået op for Statsministeriet. Man kan ikke lade være med at spørge sig selv, om Statsministeriet har været til den samme COP15.

DOKUMENTATIONHer er det hemmelige klimanotat

Det startede ellers så godt, da Danmark på dansk initiativ i 2007 fik tildelt værtskabet for klimakonferencen.

Danmark solgte sig selv som landet, der kunne bygge bro over tillidskløften mellem rige og fattige lande. Danmark har da også gjort en fornem, men i den brede offentlighed forholdsvis upåagtet indsats for at støtte ulandes og ngo’ers forberedelser til at deltage i klimaforhandlingerne.

Men nu er det indenrigspolitiske opgør oven på COP15-nedturen i gang – og den hidtil hemmeligholdte evaluering rejser en stribe vigtige perspektiver: Den illustrerer nemlig, at Statsministeriets – og andre centrale aktørers – vigtigste succeskriterium for COP15 var at få en politisk spiselig aftale mellem verdens toneangivende lande snarere end at bidrage afgørende til at løse problemerne med global opvarmning.

Den rest af tillid, de fattige lande generelt måtte have haft til de rige landes løfter – hvad enten det handler om øget udviklingsbistand, retfærdig verdenshandel eller en global klimaaftale – blev altså undermineret af COP15-forløbet.

Det lover heller ikke godt for den tillid, der er så afgørende for de videre forhandlinger, at Danmark så åbenlyst gik efter at afspore den Kyotoprotokol, som er den eneste aftale, hvor verdens rige lande (minus USA) forpligter sig til konkrete nedskæringer i CO2-udledningerne.

Aftale for de store
Statsministeriets evaluering bekræfter, at dette netop var den danske strategi, og at det her igen handlede om at få de centrale aktører, USA og de fire Basic-lande, Kina, Brasilien, Indien og Sydafrika, med i en aftale.

Evalueringen erkender, at ulandene ønskede at fastholde Kyotoprotokollens bindende forpligtelser, og den beskriver åbent, hvordan Copenhagen Accord nærmest blev strikket sammen, for at ilandene og de fire store ulande i fællesskab kan vikle sig ud af de bindende forpligtelser – imod ønskerne fra det store flertal af ulande.

LÆS OGSÅHemmeligt notat: Mistillid til FN ødelagde topmøde

Med andre ord nærmest en tilståelsessag: Copenhagen Accord havde – og har – til formål at underminere den Kyotoprotokol, der for ulandene er så vigtig, at de afrikanske lande om mandagen i den anden uge af COP15 ligefrem boykottede forhandlingerne, fordi der ikke blev berammet møder i de grupper, der forhandlede i Kyotosporet. En ’detalje’, som Statsministeriets evaluering forbigår.

Evalueringen kan i det hele taget læses som en sørgelig bekræftelse af, at forhandlerne ved de stort anlagte klimakonferencer synes at befinde sig i så forskellige verdener, at det blokerer for en fælles løsning. Om det forholder sig sådan, er spillet om penge til klimatilpasning en lakmustest for:

Tilhængerne af Copenhagen Accord henviser ofte til, at akkorden indeholdt et konkret løfte om 10 mia. dollar om året fra 2010 til 2012 til klimatilpasning i ulandene. Pengene skal komme hurtigt, de skal være »nye og additionelle«, dvs. at de ikke skal finansieres af den udviklingsbistand, de rige lande allerede har givet løfter om.

For ulandene er klimapengene slet ikke udviklingsbistand, men kompensation. Det er penge, som ulandene har ret til og krav på som erstatning for de konsekvenser af klimaforandringerne, ulandene allerede mærker, og som de rige landes enorme CO2-udledninger har bidraget til. Alligevel går det endog meget trægt med at nå målet om de 10 mia. dollar i år.

En stor del af de penge, der er på vej, tages af den allerede lovede udviklingsbistand – og kaldes da også udviklingsbistand. Det gælder også de 1,2 mia. kr., som den danske regering 28. april lancerede som en ny dansk klimapakke 2010-12.

Men der skal mere til for at genskabe det momentum, der – før COP15 – gav håb om en historisk klimaaftale.