I morgen barsler Lønkommissionen med sin afsluttende rapport. I den anledning er det interessant at se på baggrunden for kommissionen, nemlig overenskomstforhandlingerne i den offentlige sektor i foråret 2008.

Det var et forløb, som førte til både store demonstrationer og omfattende strejker, hvilket i sig selv er usædvanligt i den offentlige sektor. Men strejkerne satte også en delvis ny dagsorden; de handlede nemlig om ligeløn og om anerkendelse af omsorgsarbejderne.

Endnu et nyt element var, at sundhedskartellets og især FOA’s handlinger gentagne gange i medierne blev fremstillet som et brud med den danske arbejdsmarkedsmodel, og at dette på længere sigt ville føre til modellens sammenbrud.

OK08 sluttede som bekendt med et forlig mellem parterne, og den danske arbejdsmarkedsmodels endeligt blev i første omgang afblæst.

I løbet af det seneste år er der udkommet tre forskellige bøger, som diskuterer ligeløn og den danske arbejdsmarkedsmodels fremtid. De to første er skrevet af Jesper Due og Jørgen Steen Madsen, ’Forligsmagere og forumshoppere’, og af Kurt Jakobsen og Dorthe Pedersen, ’Kampen om den danske model’.

Begge disse udgør omfattende og interessante analyser af et af de mest spændende overenskomstforløb på det danske arbejdsmarked. Og begge argumenterer for, at der skete en politisering af overenskomstforhandlingerne ved OK08.

Due og Madsen mener dog, at hvis dette fortsætter, vil det føre til aftalemodellens endeligt, mens Jakobsen og Pedersen mener, at det er en naturlig konsekvens af udviklingen på det offentlige arbejdsmarked.

Udviklingen har nemlig betydet, at regeringen er blevet både indirekte part gennem den økonomiske styring af kommuner og regioner og direkte part i forhandlingerne på det offentlige område.

Mere politisk indblanding
Begge disse bøger mangler imidlertid et kønsperspektiv. Dette er ikke tilfældet i en netop udkommet antologi fra SFI: ’Hvorfor har vi lønforskelle mellem kvinder og mænd?’, hvor den danske arbejdsmarkedsmodel er til diskussion i tre kapitler.

Anette Borchorst diskuterer samspillet mellem aftalesystemet og velfærdsmodellen i et historisk perspektiv og konkluderer, at den danske arbejdsmarkedsmodel har været langsom til at tilpasse sig ændringerne i kvinders uddannelsesniveau og arbejdsmarkedsdeltagelse, og at de aktører, der har kæmpet for ligestilling, har rejst kravene, der hvor det bedst har kunnet betale sig.

Historisk har det været det politiske system, som har leveret resultater i forhold til ligestilling, men i det sidste årti er ligestillingskrav kommet højere på OK-dagsordenen.

Henning Jørgensen analyserer det offentlige aftalesystem og viser, hvorledes særlige historiske spor udgør barrierer for ligeløn. Han konkluderer, at de institutionaliserede magtforhold og organisationernes strategier er en forhindring for at rette op på den historiske skævhed i løndannelsen.

Derudover har arbejdsgiverne både en substantiel og en institutionel interesse i ikke at sikre ligeløn.

Emmett Caraker sætter fokus på kampen om den offentlige mening. Han problematiserer fortællingen om den danske arbejdsmarkedsmodels selvregulering, og hvorvidt denne var truet under OK08.

Ifølge Caraker kunne modellen sagtens have klaret mere politisk indblanding. Samtidig var strejkerne effektive til at bryde med rammerne, f.eks. kom ligeløn i centrum for den politiske dagsorden.

Forhindringerne for ligeløn lægger derimod i forhandlingsstruktur og -kultur, arbejdsgiverstrategier og synet på kvindearbejde.

Kønsperspektivet
To yderligere aspekter bør her tilføjes. For det første, at der eksisterer særlige kønnede barrierer for såvel kvindelige forhandlere som for krav, der forbindes med kvinder.

Og for det andet, at det er nødvendigt for fagforbundene at udvikle fællesskaber, som kan varetage medlemmernes forskellighed i interesser. Set i det lys kan bruddet med ligefordelingsprincippet i KTO være begyndelsen til en ny fælles forhandlingsstrategi.

Når man anlægger et kønsperspektiv, bliver tre ting således tydelige:

For det første,at OK08 har synliggjort grundlæggende problemer med både forståelsen af arbejdsmarkedsmodellen på det offentlige arbejdsmarked og med den måde, som aftalesystemet fungerer på.

For det andet, at dette ikke kun er tegn på krise og en konsekvens af ændringer i reguleringen af det offentlige arbejdsmarked, men lige så meget handler om, at problemer og krav, som hidtil har været usynliggjort og marginaliseret, er blevet synlige og centrale.

Og for det tredje, at OK08 og de efterfølgende diskussioner giver en enestående mulighed for at videreudvikle den danske arbejdsmarkedsmodel, så den kan skabe fordelingsprincipper, anerkendelsesmønstre og demokratiske og organisatoriske procedurer, der kan rumme forskellighed, skabe respekt for det arbejde, der forbindes med kvinder, og sikre bedre løn- og arbejdsvilkår i den offentlige sektor.