Da VK-regeringen ved tiltrædelsen i 2001 beskar udviklingsbistanden markant for at skaffe penge til danske sygehuse, var der en gruppe kvinder og en flok høns i Malawi, der kom i klemme.

Projektet var blevet lovet penge fra Danmark. De penge fik de ikke, og kvinderne stod tilbage med gæld og problemer. På trods af, at udenrigsminister Per Stig Møller havde garanteret, at de fattigste ikke »kom til at undgælde for nedskæringerne«.

Kvinderne og hønsene i Malawi blev et symbol på, at nedskæringer i udviklingsbistanden handler om mennesker og muligheder. Om levevilkår for meget fattige mennesker. Om håb og drømme. Bristede drømme. Om høns i Malawi.

Sådan er det også denne gang. Genopretningspakken vedtaget af Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti betyder, at verdens fattige lande må betale for at opretholde velfærden i Danmark.

Nedskæringerne i udviklingsbistanden indgår i »budgetforbedringer for at fastholde den kommunale velfærd«. Fra fattige lande til danske kommuner. Kort og kontant.

Samlet spares der 2,3 milliarder kroner over de næste tre år, fordi beløbsrammen fastfryses på 15,2 milliarder kroner og dermed udhules. Den procent af vores bruttonationalindkomst, vi giver til verdens fattige lande, vil falde fra ca. 0,84 pct. til 0,76 pct. i 2013.

Det laveste niveau siden 1984. For hver 100 kroner, vi tjener, vil Danmark fremover sende godt tre femogtyveører ud i verden til at bekæmpe fattigdom, sult, ufred og undertrykkelse.

Rammer kontant
NEDSKÆRINGERNE vil ramme meget kontant. Konkrete projekter viser, at der for 2,3 milliarder kroner kunne bygges over 500 sundhedscentre i afrikanske landsbyer, der kunne hjælpes hundredtusinder af mødre med at føde og børnene med at overleve.

Der kunne bygges 20.000 kunstvandingsanlæg drevet af solceller, som kunne sikre en stabil fødevareforsyning til over to millioner mennesker. Der kunne ifølge Danidas egen årsberetning bygges og genåbnes over 15.000 skoler i Afghanistan og over en million børn – ikke mindst piger – kunne komme i skole.

Den udviklingsbistand, der ofte virker fjern og mystisk, er meget konkret og kontant. Der vil, modsat hvad udviklingsministeren har udtalt, være egentlige ofre. Der er mennesker bag.

Der er også aftaler bag. Helt konkrete aftaler på lokalt, nationalt, regionalt og globalt niveau. Der er lande, som har fået lovning på bistand i årene fremover. Der er konkrete projekter, som er blevet lovet finansiering.

En række af de løfter må nu brydes og skuffes. Uden at modtagerne i øvrigt har haft nogen som helst indflydelse på nedskæringerne. Og uden at de efterfølgende kan stemme eller demonstrere i Danmark. Vi kæmper i verden for de fattiges rettigheder. Men giver dem ingen rettigheder eller indflydelse i Danmark.

Sårbar bistand
Det udstiller udviklingsbistandens sårbarhed. Og det viser, at årlige finanslove og nationale politiske forlig er helt uegnede til at sikre finansieringen af verdens globale offentlige goder og finansieringen af kampen mod fattigdommen.

Der er i den grad brug for, at midlerne til det globale samarbejde bliver koblet ind i bindende globale aftaler og fremskaffet ved hjælp af forudsigelige og automatiske finansieringskilder. Globale skatter. Globale udligningsaftaler. Globale bloktilskud.

Her er det især EU, der svigter. På ministerrådsmødet i juni 2005 forhandlede og fremlagde EU’s ministerråd en plan for at øge finansieringen til verdens fattige lande og nå 2015-målene: halvere fattigdommen og sulten, få børnene i skole, undgå, at mødrene dør i barselssengen, og bekæmpe de værste sygdomme.

EU-LANDENES løfter var meget konkrete. Bistanden fra EU skulle øges til 0,56 pct. i 2010 og videre til 0,7 pct. i 2015. Det skulle ske ved, at de lande, der gav mindst, satte bistandsprocenten op. Og ved at de lande, der gav mest, undlod at sætte den ned.

Det var VK-regeringen i Danmark, der lavede aftalen. I dag er det VK-regeringen, der bryder den. Det samme er desværre sket i andre europæiske lande.

Resultatet er, at EU i 2010 mangler over 100 milliarder kroner i forhold til de meget konkrete løfter til verdens fattige lande.

Et globalt forligsbrud af dimensioner. Lande som USA, Canada, Norge og Schweiz har faktisk opfyldt deres løfter fra 2005. USA gør mindre end EU, gør ikke nok, men amerikanerne gør dét, de siger. Det kan EU og Danmark lære af.

Det er en afgørende forudsætning for, at det internationale samarbejde fungerer. Det er en afgørende forudsætning for at nå 2015-målene.

Endnu værre bliver det, hvis man ser på løfterne fremsat under klimatopmødet i København. Den københavneraftale, som Danmark stod i spidsen for at forhandle, lovede verdens fattige lande »opskalerede, nye, ekstra, forudsigelige og tilstrækkelige« klimapenge.

Mere klart kan det ikke siges. Der blev endda sat tal på: 10 mia. dollar ekstra om året de næste tre år. Danmark forhandlede forliget. Danmark skrev under. For få måneder siden.

Den aftale overholder vi med sikkerhed heller ikke. Med de seneste nedskæringer er Danmarks løfter om klimafinansiering med garanti ikke opskalerede, nye og ekstra. De er heller ikke forudsigelige og tilstrækkelige.

Den klimafinansiering, som Lykke Friis og Søren Pind meldte ud for få uger siden, vil blive taget af en stadig mindre udviklingsbistand. Et klokkeklart globalt forligsbrud. Og endnu en pind til den klimakiste, som Kyotoprotokollen og de internationale klimaforhandlinger ligger i.

Nedskæringerne sker også få måneder efter, at regeringen fremlagde sit 10-års program, hvor det slås fast, at udviklingsbistanden ikke må falde under 0,8 pct., og kort efter at Søren Pind lancerede et nyt bud på en strategi for Danmarks udviklingsbistand, hvor der står, at Danmark skal »være en drivkraft bag ambitiøse globale mål for bæredygtig udvikling«.

Det handler om skoler og sygdomme. Menneskerettigheder og demokrati. Om frihed, fred og mindre fattigdom. Om internationale forhandlinger og forlig. Genopretningspakken svigter det hele.