Kvalitetssikring, kontrol, rejsehold, nationale test og 360 graders undersøgelse. Folkeskolen er til debat, og ambitionerne står i kø. Som den engelske uddannelsesforsker Harry Torrance har udtrykt det, bliver trangen til kontrol stærkere, jo mere usikre vi bliver på vores omverden.

Test og kontrol er en forventelig reaktion på usikkerhed. Og om det gælder sikring af den økonomiske vækst, samfundets overlevelse, elevernes privatøkonomi eller seksualliv, så skal folkeskolen helst stå parat med svar og redskaber.

Derfor er grundtanken i de nye kvalitetsstyringsinstrumenter følgende: ’Hvis vi udstyrer lærerne med forskningsmæssigt afprøvede undervisningsmetoder, så sikrer vi, at eleverne lærer det, de skal’.

Men det virker dermed næsten, som om vi er begyndt at abonnere på utopier: Vi forestiller os lærerne som lydige aftagere af den viden, eksperterne producerer.

Enhver, der har læst blot en lille smule af den enorme forskningslitteratur, der findes om lærergerningen, vil vide, at lærere heldigvis ikke er sådanne mekaniske størrelser. Lærere er typisk individualister, der elsker selv at være i kontrol.

En undersøgelse foretaget af Danmarks Lærerforening blandt danske lærere i 2009 viser tilsvarende, at lærerne vægter frihed og selvstændighed i jobbet. Og heldigvis for det. Hvis de blot stod ret, hver gang eksperterne kom med deres anbefalinger, ville vi sikkert få elever, der er ligesådan. Man lærer det, man ser og er i.

Små uselvstændige væsener, der reagerer mekanisk på ordrer? Det er vel hverken vores intention med elevernes dannelse eller med lærerprofessionen?

Lyt til lærerne
Vi glemmer, at lærerne selvfølgelig selv er vidensproducerende. De ved meget om, hvordan man laver gode nok skoler for eleverne. Så det er indlysende, at vi har brug for andre tilgange end den teknisk rationelle, hvis vi har en ambition om, at folkeskolen skal forny sig og være en fortsat væsentlig aktør i videns- og netværkssamfundet.

En vej frem er at begynde at lytte systematisk til, hvad lærerne selv siger, og at gå i konstruktiv og kritisk dialog med dem.

I min nye bog viser jeg gennem interview med lærere på tre skoler, at improvisation og fornyelse er nødvendig for at forblive professionel som lærer og for at sikre gode og kreative læringsmiljøer for eleverne.

Bogen viser, at det lader til, at elever vil have nemmere ved at lære at være kreative, hvis de befinder sig blandt voksne, der selv viser tegn på at være aktivt skabende. Lærernes egne arbejdsmåder påvirker og inspirerer eleverne.

Matematiklæreren fortæller eksempelvis, at han får flere elever med på matematikken, når han flytter undervisningen ud på græsplænen.

Men han fortæller også, som andre af lærerne, at denne mere praktisk baserede og kreative form for undervisning er under pres – især i udskolingen, hvor undervisningen i stigende grad bliver papirbaseret og boglig.

Lærerne fortæller, at de gerne vil anerkende eleverne for ukonventionelle eller uortodokse løsningsforslag, og i det hele taget vil de gerne selv forsøge sig frem med en gradvis fornyelse af undervisnings- og skoleformer.

Fornyelsens kunst
I den forstand spiller lærerne en stor rolle i forhold til at fremme en kreativ attitude og virkelyst blandt eleverne og på skolerne som sådan. Flere af lærerne lader faktisk til at mestre fornyelsens kunst.

Hvis lærerne, pædagogerne og underviserne selv er kreative – dvs. tør være i fordybelsen i faget, tør eksperimentere og tør møde modstand fra det materiale, de arbejder med – så skaber det den bedste forudsætning for, at eleverne også selv lærer at være kreative. Eleverne vil lade sig smitte af lærernes forholdemåde.

Nemme, forførende snuptagsløsninger findes ikke, hvis vi vil fremme en skole præget af virkelyst og trang til fornyelse.

Jeg foreslår i stedet, at vi tænker på lærere som professionelle praktikere, der har en opgave med til stadighed at være kreative og improviserende i deres egen praksis.

Den kreative lærer kan ikke nøjes med et 14 dages kursus med at undervise efter en manual eller med at basere sig på en hævdvunden legitimitet gennem en formel uddannelse, men vil have brug for løbende at modificere og foretage ændringer i sin praksis.

Kort fortalt: Jo mere lærerne er kreative i deres egen praksis, både som faglige repræsentanter og som pædagogiske eksperter, jo større er chancen for, at eleverne får lejlighed til at lære selv at være kreative.

Vi ved fra læringsforskningen, at de højeste niveauer af menneskelig kompetence læres gennem deltagelse i den praksis, man gerne vil lære. Her spiller imitation, identifikation, rollemodelindlæring og identitet en stor rolle. Hvis elever skal lære at være kreative i skolen, så må lærerne gå forrest og forsøge at vise eleverne, hvad det vil sige.

Kun på den måde kan eleverne gå op imod lærernes eksempler og måske udfordre dem – altså være kreative. Og kun på den måde får vi en skole, der er i stand til at forny sig.